Fremtidig vandforbrug

Under afsnittet ’Eksisterende vandforsyningsforhold’ er der gjort rede for hvordan vandforsyningsforholdene i kommunen er på nuværende tidspunkt. Tendensen i vandværkernes indvinding viser umiddelbart, at det generelle vandforbrug har været faldende, og der er ikke tegn på, at faldet i vandforbruget er aftagende. Der har dog været perioder, hvor vandforbruget har set ud til at ændres til et mere eller mindre stabilt niveau eller det ligefrem har steget flere år i træk. I de efterfølgende år er udviklingen dog vendt igen, så den faldende tendens er bibeholdt i hele perioden. Det skal desuden bemærkes, at det meget tørre år 2018 ikke har medført et ekstraordinært højt vandforbrug ligesom energikrisen i 2022 ikke har medført et bemærkelsesværdigt fald i vandforbruget.    
 
I den forrige vandforsyningsplan fra 2010 var prognosen, at indbyggertallet i Svendborg Kommune ville stige fra ca. 59.200 personer i 2009 til omkring 61.300 personer i 2021. Det var imidlertid lidt for optimistisk. I 2022 var befolkningstallet så godt som det samme, som i 2009. Det er opgjort af, der boede 59.188 personer i Svendborg Kommune i 2022. 

Svendborg Kommunes nuværende befolkningsprognose, i perioden fra 2022 til 2035 siger, at der vil ske en tilvækst i antallet af borger i kommunen fra 59.188 personer i 2022 til 61.581 personer i 2035. Denne gang har prognosen dog gode muligheder for at blive til virkelighed. Befolkningstallet har været stigende efter finanskrisen, og tilflytterne er bl.a. børnefamilier, så det har været nødvendigt at investere i et nyt børnehus på Thurø for at efterkomme pladsgarantien. Kommunens branding under sloganet: ’Opdag Svendborg - Kultur og natur til forskel’, Cittaslow og byvækstområdet Tankefuld mv., ser ud til at bære frugt. 

Der er ikke udført detaljerede beregninger af det fremtidige vandbehov i denne vandforsyningsplan. Nedenfor har Svendborg Kommune vurderet den mulige udvikling i vandforbruget med den forventede befolkningstilvækst samt de eventuelle klimaforandringer, som vi, efter alt at dømme, står overfor. Derudover inddrages et par generelle forhold, som kan have betydning for, om forbruget vil ændre sig. 

Følgende forhold taler for at vandforbruget stiger: 

  • Befolkningstallet i Svendborg Kommune forventes at stige, så der i 2035 er 2.393 flere forbrugere. Det svarer til omkring 600 nye familier og regner vi med et middelforbrug på 120 m3 pr. år, er der brug for yderligere 72.000 m3 vand om året. Vi forventer, at næsten alle vil skulle forsynes af vandværkerne. 

Da Svendborg Vand leverer omkring 60% af vandet vil det svare til, at de skal levere omkring 43.000 m3 mere pr. år i 2035. Det svarende til lige godt 2 % mere, end der er leveret i 2022. For de 14 private vandværker vil de skulle levere omkring 29.000 m3, som svarer til knap 2.100 m3 for hvert vandværk, hvis forbrugerne blev ligeligt fordelt. 

  • Hvis flere ejendomme med egen vandforsyning bliver tilsluttet de almene vandværker, vil vandværkernes indvindingen af vand stige. Det er en løbende proces, at de private vandindvindere stopper og ejendomme bliver tilsluttet vandværkerne. Hvis halvdelen af de nuværende private enkeltindvindere i 2035 havde valgt at lade sig tilslutte til vandværkerne, vil det svare til at der var brug for 30.000 m3 (250 gange 120 m3 pr. år) fra vandværkerne. Det er ikke helt urealistisk. Der er stadig større fokus på problemer med pesticider, nitrat og arsen i drikkevandet. Derudover kan et mere tørt klima i forårs- og sommermånederne betyde, at flere vandforsyningsanlæg, især brønde, ikke kan levere nok vand. 
  • Det er svært at sige noget om væksten i antal og størrelse af dyrehold samt om udviklingen af, hvor meget vand, der skal bruges til industriformål. Tendensen inden for landbrugserhvervet går mod, at der bliver færre, men større bedrifter. Behovet for vand til vanding og rengøring mm. kan derfor nogle steder blive større og eventuelt meget større. Det er dog svært at sætte tal på, hvad der kan komme af bedrifter.

I forhold til vandforbruget til industri, så er der ikke kendskab til, at der skulle være virksomheder med et stor vandforbrug på vej til kommunen. For at sikre den decentral vandindvinding vil der som udgangspunkt blive arbejdet på, at vandindvindingen sker ved bedriften eller virksomheden. 

  • Klimaændringerne forventes at medføre, at forår og sommer, ud over at blive varmere også, bliver tørrere. Det kan betyde, at der bliver brug for både nye og større indvindingstilladelser til vanding. Behovets størrelse er svært at give et bud på. Men mængden af vand der anvendes til vanding, er meget lille del af den samlede vandindvinding i kommunen. Kommer der et større ønske, vil der blive arbejdet på, at indvindingen til vanding så vidt muligt, sker lokalt.

Mulige faldende tendenser 
Der kan om muligt opnås yderligere besparelser gennem tekniske foranstaltninger hos forbrugerne (installation af vandbesparende armaturer og lavt forbrugende toiletter m.v.) og renovering af utætte installationer. Opsamlingen af regnvand til vanding i haver forventes også at stige med i takt med den grønne omstilling vinder frem, lige som prisen på både at købe vandet og ikke mindst afledningsafgiften ikke forventes at falde. I industri og landbrug kan der også opnås besparelser ved brug af sekundavand, som regnvand, både til f.eks. køleformål og vask af maskiner mv.  
 
Samlede vurdering af udviklingen i vandindvindingen i kommunen 
Selv om der er en stigning i indbyggertallet i kommunen og det forventes, at mange af de private vandindvindere vil tilslutte sig almen vandforsyning, er vurderingen, at vandværkernes samlede vandindvinding stadig vil falde i de kommende år. Den øgede fokus på klima og miljø samt, at de samlede priser for vand og afledning forventes at stige, gør, at vi stadig vil spare mere på vandet. Derudover forventes den vandbesparende teknologi at blive endnu bedre, ikke mindst i industrien.  
 
Hvis efterspørgslen på vand alligevel skulle stige, er der nedenfor vurderet på, om vandværkerne har mulighed for at levere mere vand indenfor den gældende tilladelse og derefter er der vurderet på den tilgængelige ressource.     

 

Vurdering af om vandværkerne har tidssvarende indvindingstilladelser

Indvindingstilladelser til almene vandværker gives ud fra det princip om, at indvindingstilladelsen skal være mindst 25 % højere end gennemsnittet af de seneste 5 års forbrug på vandværket. Der ses dog også på, om der er forhold, der taler for en højere eller lavere tilladelse. Samtidig tages der i indvindingstilladelsen højde for, om der er tilstrækkelige grundvandsressourcer til stede, som kan levere den nødvendige vandmængde.  

Vandværkerne skal have tilladelse til at indvinde den nødvendige vandmængde til dækning af: 

  • Det nuværende vandforbrug
  • Udsving i vandforbruget 
  • Tilslutning af nye forbrugere 
  • Nødforsyninger af nabovandværker i kortere perioder med bakteriel forurening eller renovering 
  • Der er desuden givet yderligere 25 % m3 ekstra pr. boring, så vandværket kan tilrettelægge indvindingen anderledes, hvis grundvandet i en boring bliver forurenet. Den samlede vandindvinding må dog ikke overstige den tilladte mængde uden kommunens accept.  

Hvis et alment vandværk skal overtage forsyningen af et andet alment vandværk forbruger, ved sammenlægning eller fordi de overgår til distributionsvandværk, er der tale om en ny situation. I denne plan muliggøres enkelte sammenlægninger. 

Private vandværker 

Husstande 

Tilladelsens størrelse i m3

Indvundet m3 i 2022: 

Tidssvarende tilladelse: 

Bjerreby Vandværk 

339 

80.000 

56.425 

Skal opdateres med boringer og ved evt. overtagelse af forsyning af Stenodden Vandværks forbrugere. 

Bøsøre Vandværk 

84 

45.000 

36.784 

Skal fornyes grundet udløb af eksisterende tilladelse 

Gudbjerg Vandværk 

586 

130.000 

89.929 

ok 

Gudme Vandværk 

441 

70.000 

52.711 

ok 

Hesselager Kirkeby Vandværk 

264 

41.000 

32.377 

ok 

Hesselager Vandværk 

285 

62.000 

47.047 

ok 

Lundeborg Vandværk 

257 

70.000 

75.505 

Skal hæves 

Ollerup Vandværk 

556 

110.000 

73.045 

ok 

Oure Vandværk 

638 

190.000 

148.758 

ok 

Skårup Vandværk 

737 

120.000 

93.305 

ok 

Tved Vandværk 

885 

113.000 

78.689 

ok 

Ulbølle Vandværk, UV 

420 

82.000 

- 

Får vand fra Vester Skerninge Vandværk* 

Vester Skerninge Vandværk, VSV 

936 

300.000 

330.776 

Der leverer vand til Ulbølle Vandværk* 

Vindeby Vandværk 

1736 

285.000 

210.666 

Skal opdateres ved evt. overtagelse af forsyning af Landets Vandværks forbrugere. 

Svendborg Vand, Vand og Affald   Leveret ca. 1,4 mio. m3 til husstande i 2022.** 

Grubbemølleværket 

 

300.000*** 

205.580 

Ansøgning behandles 

Sørupværket 

1.300.000*** 

1.059.846 

Ansøgning behandles 

Skovmølleværket 

900.000 

633.653 

ok 

Lunde Ny Vandværk 

200.000 

63.625 

ok 

Landet Vandværk 

100.000 

39.422 

ok 

Sum af tilladelser/forventede tilladelse og indvindingen i 2022 

 

4.412.000 

3.335.872 

Tilladelserne er 32% højere end oppumpede vandmængde i 2022 

* Ulbølle Vandværk får vand fra Vester Skerninge Vandværk fordi Ulbølle Vandværks boringer er forurenet med bentazon. Det er aftalt, at Vester Skerninge Vandværk indsender en ansøgning om større indvindingstilladelse, når det er afklaret om Ulbølle Vandværk vil etablere ny boringer. 
** Svendborg Vands opgørelse er i leverede m3 til husstande som udgør omkring 75% af det leverede vand. 
*** Ansøgt