Formål

Ifølge vandforsyningslovens § 14 skal der udarbejdes planer for hvordan vandforsyningen skal tilrettelægges, herunder hvilke almene vandforsyninger forsyningen skal bygge på, og hvilke forsyningsområder de enkelte almene vandforsyninger skal have.

Svendborg Kommunes Vandforsyningsplan 2010-22 er udløbet, og der skal udarbejdes en ny plan: Vandforsyningsplan 2023-2035. Den nye plan er som udgangspunkt en opdatering af den gamle plan, og skal lige som den forrige hjælpe til at sikre, at borgerne i Svendborg Kommune kan modtage drikkevand, der overholder de lovpligtige kvalitetskrav. Desuden skal vandforsyningsplanen sikre udviklingen af vandværker og ledningsnet i kommunen, og øge forsyningssikkerheden.  
 
Den skal ligeledes danne grundlag for mere samarbejde imellem vandværkerne samt sikre, at indvindingen af grundvand i kommunen foregår på et bæredygtigt grundlag. Det vil sige, at vandløb, søer, naturområder og grundvandsmagasinerne, som udgangspunkt ikke må påvirkes negativt.