Hvordan vil vi arbejde med mobilitet?
Fælles fynske samarbejder
- Byrådet vil fortsat tage aktivt del i de tværgående regionale samarbejder, som arbejder for at udvikle den trafikale infrastruktur på Fyn.
- Byrådet vil sikre, at initiativer i Infrastrukturstrategi Fyn 2017 -35, som vedrører Svendborg, indarbejdes i kommende kommuneplan.
- Byrådet vil understøtte udbygning af mobil- og mobildatanetværket i samarbejde med branchen og de øvrige fynske kommuner. Det drejer sig både om mobildækning generelt, mobildata-hastigheder og nye teknologier. Et samarbejde er vigtigt for at skabe øget digital mobilitet.
Bæredygtig transport
- Byrådet vil arbejde for at udbygge og forbedre de kollektive trafiksystemer.
- Byrådet vil arbejde for en revision af Svendborg Kommunes Cykelruteplan. Målet er, at sikre sammenhængende stisystemer med særligt fokus på trygge skoleveje, god fremkommelighed, øget cykelpendling og øget cykelturisme.
- Byrådet vil arbejde med information og kampagner, som skal oplyse om og fremme bæredygtige mobilitetsvaner.
- Byrådet vil understøtte og facilitere borgergrupper, som udvikler bæredygtige mobilitetsløsninger, som fx ”gåbusser”, samkørsel og delebilsordninger.
Rekreative stier fra byer ud i naturen
Byrådet vil arbejde for at udvikle sammenhængende rekreative stiforbindelser fra Svendborg, lokalbyer og landsbyer ud i naturen. Målet er at borgerne får mulighed for at gå eller cykle fra deres hoveddør direkte ud i naturen.
El-køretøjer og - færger
Byrådet vil arbejde for udbredelse af el-køretøjer blandt andet ved, at:
- kommunen selv indkøber el-biler,
- etablere flere el-standere i kommunen,
- understøtte arbejdet for el-busser og el-færger.
Digital infrastruktur
- I forbindelse med byudvikling skal vi i samarbejde med branchen sikre gode fibernet-/ bredbåndsløsninger.
- I forbindelse med byggemodning af grunde til boliger og erhverv skal der etableres fibernet/ bredbånd.
- Byrådet vil understøtte arbejdet med bredbåndspuljen og opsætning af master på egnede placeringer.