Hvorfor ønsker vi fokus på bæredygtighed?

Svendborg skal være en bæredygtig kommune

FN´s verdensmål er en ambitiøs og vidtrækkende global udviklingsplan, som frem mod 2030 skal bane vejen for en mere bæredygtig verden - i økonomisk, social og miljømæssig forstand. Realisering af verdensmålene er forudsat tilpasset den konkrete og lokale kontekst.

For byrådet er bæredygtighed et vigtigt pejlemærke for kommunens beslutninger og handlinger.

Verdensmål angiver som Cittaslow-filosofien en retning for kommunens udvikling, der rækker langt ud over planstrategiens planperiode.

Verdensmålene tydeliggør, at verdens udfordringer skal løses i tværgående samspil mellem lande, sektorer, myndigheder, virksomheder og befolkninger. Det er nødvendigt, at der arbejdes med målene på alle niveauer.

Byrådet vil med Planstrategi ´19 igangsætte arbejdet med FN´s verdensmål, som en langsigtet og forpligtigende proces i Svendborg.

I planstrategi ´19 er der særligt fokus på syv af FN´s 17 verdensmål.

De syv verdensmål er valgt, fordi vi kan arbejde med at realisere dem, gennem planstrategiens øvrige temaer.

De syv valgte verdensmål er:

FN´s verdensmål nr. 3 “sundhed og trivsel” / FÆLLESSKABER, BEVÆGELSE OG MOBILITET

Planstrategiens temaer FÆLLESSKABER og BEVÆGELSE knytter an til verdensmål nummer 3, delmål 3.4.

Delmål 3.4., handler om at redde flere fra at dø af ikke-smitsomme sygdomme og styrke den mentale sundhed

Planstrategiens tema MOBILITET knytter an til verdensmål nummer 3, delmål 3.6.

Delmål 3.6. handler om at nedbringe antallet af dræbte og sårede i trafikken.

FN´s verdensmål nr. 8 “anstændige jobs og økonomisk vækst” / TURISME og BOSÆTNING OG ERHVERV

Planstrategiens tema BOSÆTNING OG ERHVERV knytter an til verdensmål nummer 8, delmål 8.4.

Delmål 8.4, handler om at bruge ressourcerne effektivt i forbrug og produktion. Inden udgangen af 2030 skal vi fortsat blive bedre til at bruge de globale ressourcer mere effektivt i forbindelse med forbrug og produktion. Samtidig skal vi arbejde for at afkoble økonomisk vækst fra ødelæggelse af miljøet, i overensstemmelse med FN´s 10-årlige ramme af programmer for bæredygtigt forbrug og produktion. Her skal de allerede udviklede lande gå forrest.

Planstrategiens tema TURISME knytter an til verdensmål nummer 8, delmål 8.9.

Delmål 8.9, handler om at udvikle en bæredygtig turisme og inden 2030 vedtage og implementere politiske beslutninger for at fremme bæredygtig turisme, der skaber job og promoverer lokale produkter og kultur.

FN´s verdensmål nr. 9 “industri, innovation og infrastruktur” / MOBILITET 

Planstrategiens tema MOBILITET knytter an til verdensmål nummer 9, delmål 9.1.

Verdensmålet handler om at bygge robust infrastruktur, fremme bæredygtig industrialisering og understøtte innovation og arbejde til alle.

Delmål 9.1, handler specifikt om at bygge bæredygtigt, pålidelig og robust infrastruktur af høj kvalitet. Infrastruktur på tværs af grænser og regioner, for at understøtte økonomisk udvikling og menneskelig trivsel. Der skal være fokus på, at alle skal have ligelig adgang til infrastrukturen, og at prisen bliver omkommelig.

FN´s verdensmål nr. 11 “bæredygtige byer og lokalsamfund”/ BOSÆTNING OG ERHVERVSUDVIKLING

Planstrategiens tema BOSÆTNING OG ERHVERVSUDVIKLING knytter særligt an til verdensmål nummer 11.

Verdensmålet handler om at skabe inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige byer og lokalsamfund.

FN´s verdensmål nr. 13 “klimaindsats”/ BÆREDYGTIGHED

Planstrategiens tema BÆREDYGTIGHED knytter særligt an til verdensmål nummer 13 og 15. 

Verdensmålet handler om bekæmpelse af klimaforandringer og deres konsekvenser

FN´s verdensmål nr. 15, “livet på land” / BÆREDYGTIGHED

Verdensmålet handler om at beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, fremme bæredygtigt skovbrug, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.

FN´s verdensmål nr. 17, “partnerskaber for handling” / BOSÆTNING OG ERHVERV, TURISME, MOBILITET, FÆLLESSKABER, BEVÆGELSE SAMT BÆREDYGTIGHED

Det 17. verdensmål er, at de øvrige verdensmål skal gennemføres ved at etablere inddragende netværk og partnerskaber.