Udviklingen i 2022 har sat varmeforsyning i fokus på en helt anden måde end tidligere. Det har været et år med inflation, meget høje naturgaspriser og svingende elpriser. Samtidig er forsyningssikkerhed blevet synonym med sikkerhedspolitik. På den baggrund indgik regeringen og de fleste øvrige partier i juni 2022 en ”Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022” (Danmark kan mere II)". Det er aftalens ambition, at fjernvarmen senest skal være udrullet i 2028.
Hertil har Energistyrelsen udstedt Cirkulæreskrivelse om kommunal varmeplanlægning og projektgodkendelse, som dikterer at alle kommuner med gasforsynede områder, skal have godkendt varmeplaner inden udgangen af 2022. Som en del af denne cirkulæreskrivelse skal kommunerne med gasforsynede områder ligeledes sende brev til alle gas- og oliefyrsejere med besked om udsigten til fjernvarme i deres område.
Med Klimaloven har Danmark et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 % i forhold til 1990. Derfor var der allerede inden udviklingen i 2022 et fokus på at omstille varmeforsyningen til grøn varme. Det fokus er nu blevet forstærket.