Vandværkernes anlæg
Der er i slutningen af 2021 samt starten af 2022 blevet ført tilsyn med alle de private almene vandværker, hvor de enkelte vandværkers vedligeholdelsesmæssige tilstand er blevet vurderet. Derudover er der blevet udført tilsyn med Svendborg Vands vandværker i og omkring Svendborg by i sommeren 2022. Hvert vandværks hovedtræk er beskrevet under fanen ’Vandværker’.
Vandbehandlingen i Svendborg Kommune sker typisk kun ved iltning og filtrering gennem lukkede trykfiltre, før det behandlede vand ledes til rentvandsbeholderen. Dog har Svendborg Vand A/S’s vandværker Grubbemølleværket og Skovmølleværket åbne filteranlæg. Derudover har Landet Vandværk åbne iltningstrapper før trykfilteranlægget samt et kulfilteranlæg pga. BAM i grundvandet. Der har været tilladelse til kulfilter og tilknyttet UV-anlæg på Landet Vandværk siden 25. november 1998. Indholdet af BAM i grundvandet er faldende, men som det fremgår under planbestemmelserne for Landet Vandværk, så må værket afvikles, og Vindeby Vandforsyning overtage forsyningsområdet.
Som udgangspunkt er vandet i Svendborg Kommune middelhårdt og generne forbundet med kalk er umiddelbart begrænsede. Der er imidlertid to vandværker i kommunen, som har etableret ultralydsanlæg for at reducere, at der sætter sig kalk på varmelegemer, vandinstallationerne mv. Vandværkerne beretter om, at det har en virkning – i hvert fald på den centrale del af ledningsnettet. Derudover er der givet tilladelse til, at Ollerup Vandværk etablerer et decideret blødgøringsanlæg, som udskifter en del af vandets calcium med natrium, hvorved hårdheden mindskes. Det er kommunens holdning, at hvis forbrugerne ønsker, at vandværket leverer en blødere vandkvalitet, skal det være muligt at få tilladelse til blødgøring. Fordelen ved blødere vand er, at mængden at sæbe til vask og rengøringsmidler til kalkfjernelse reduceres væsentlig ligesom vandvarmere, opvaskemaskiner og vaskemaskiner vil holde længere. I forhold til sundhed er ændringerne ikke lige så positive, idet anlægget fungerer ved at udskifte calcium med natrium. Calcium er vigtigt for vores knogler og tænder, mens mængden af natrium, som vi indtager, bør begrænses. Det er dog vigtigt at sige, at vandkvaliteten ikke ændres så meget, at der vil opstå problemer med at overholde kvalitetskravene til drikkevand. Der er også vandværker, som leverer samme calcium/natrium forhold på baggrund af grundvandets naturlige beskaffenhed. Styrelsen for Patientsikkerhed høres altid ved ansøgninger om udvidet vandbehandling.
Vandværkernes ledningsnet og forsyningsområder
På nedenstående kort er ledninger vist for alle vandværker. I alle bymæssige områder og i sommerhusområderne er ledningsnettet fuldt udbygget. Vandværkernes ledningsnet dækker også størstedelen af landzonen, så hovedparten af de ejendomme, der stadig har en privat vandindvinding, har mulighed for at blive tilsluttet straks, hvis der opstår et ønske herom. Der er dog stadig enkelte strækninger, hvor det vil kræve at flere ejendomme samtidigt ønsker at blive tilsluttet vandværket, for at det kan ske indenfor kort tid. Derudover er en række enkeltejendomme, hvor der er en vandledning i vejen, men afstanden er så lang, at det er en væsentlig udgift at få ledningen ind til ejendommen. I landzonen er der også fortsat mange ejendomme, der er forsynet fra egen vandforsyning og ikke ønsker, at blive tilsluttet det almene vandværk.
På kortet er forsyningsområderne vist for alle kommunens vandværker, som de så ud ved planens vedtagelse. Forsyningsområderne er stort set identiske med de udlægningen i den tidligere vandforsyningsplan, men i den nye plan er grænserne mellem forsyningsområderne justeret i mindre grad, så de følger matrikelgrænserne. Der er også enkelte steder, hvor forsyningsgrænsen er justeret, fordi et vandværk har forsynet en eller flere ejendomme inde i et nabovandværks forsyningsområde. Alle vandværkerne har været forelagt de nye grænser.
Private ikke-almene vandindvindere
I Svendborg Kommune er der stadig mange private vandforsyningsanlæg. I forbindelse med udarbejdelsen af denne plan er det opgjort, at der er omkring 500 private vandforsyningsanlæg i kommunen. De vandforsyninger, der kun forsyner én ejendom kaldes som gruppe for enkeltindvindere. De omfatter private brønde og boringer til husholdningsbrug til de store erhvervsindvindingerne. De ikke-almene vandforsyninger dækker over vandindvindingerne, der forsyner fra to til ni ejendomme, som juridiske er defineret som ni matrikler.
Enkeltindvindere, der forsyner en husstand, skønnes at have en årlig vandindvinding på 170 m3, hvis ikke vandforsyningen har en vandmåler. Afgiften til spildevandsafledning beregnes i disse tilfælde også efter et vandforbrug på 170 m3. Det er dog muligt at have en vandmåler, men det er ikke altid en god ide at spare meget på vandet, hvis man indvinder fra en brønd. Vandkvaliteten er ofte bedre, når vandet i en brønd udskiftes løbende.
Der er ikke et lovkrav om at enkeltindvindere, der kun forsyner egen husstand, skal fortage en analyse af deres drikkevand. Det anbefales, at det gøres hvert 5. år, og vandet skal som udgangspunkt kun analyseres for en begrænset række parametre. Kontrollen kaldes derfor ’en forenklet kontrol’. Der er derimod krav om kontrol med vandkvaliteten, hvis en vandindvinding forsyner to eller flere ejendomme eller den udlejes både i kortere og længere tid eller vandet anvendes til offentlige formål. Der er krav om en forenklet kontrol, hvis ejendommen forsyner to ejendomme, mens der i de øvrige tilfælde skal udarbejdes et kontrolprogram for vandindvindingen.
Gruppen af enkeltindvindere indeholder også erhvervsindvinderne, som for noget har en vandindvinding, der er på linje med et vandværk. I disse tilfælde er der ofte tale om store kvægbedrifter, råstofgrave og vand til vanding af marker mf.
Derudover er der flere af de store godser og herregårde, der har eget vandforsyningsanlæg. Disse vandindvindinger forsyner ofte mere end to ejendomme, men ikke over ni. De ni ejendomme er som nævnt ni matrikler, og da der indenfor hver matrikel kan være flere boliger og lejligheder, kan disse forsyninger leverer vand til mange familier. Derudover er der godser, hvor de store bygninger er udlejet til firmaer med mange ansatte ligesom mange godser afholder arrangementer, hvor folk kan tappevand på toiletter og kan købe mad mv. Derfor gælder reglen om kontrolprogram for langt de fleste af denne type vandindvindinger.
Et kort over placeringer af de private vandindvindinger i Svendborg Kommune kan ses nedenfor.
Kort med placering af de ikke-almene vandindvindinger i Svendborg Kommune.