Ifølge Vandforsyningslovens § 14 skal kommunerne udarbejde en plan for, hvordan vandværkerne skal forsyne borgerne med drikkevand. Vandforsyningsplanens indhold og rammer fremgår af bekendtgørelse om vandforsyningsplanlægning. Udover at sikre kommunens borgere drikkevand, udgør vandforsyningsplanen kommunens administrationsgrundlag på vandforsyningsområdet, inden for bestemmelserne i vandforsyningsloven, drikkevandsbekendtgørelsen og bekendtgøre om vandindvinding og vandforsyning. I forbindelse med arbejdet med retningslinjerne, er der dog lagt vægt på, at de enkelte afgørelser stadig skal bygge på en konkret og individuel vurdering på baggrund af sagsoplysningerne.
Vandforsyningsplanens mål og retningslinjerne er gennemgået, og det er vurderet, at vandforsyningsplanen ikke er i strid med Vandområdeplanernes bestemmelser og kommunens eksisterende indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse efter vandforsyningslovens § 13.
Svendborg Kommune skal efterfølgende udarbejde en ny indsatsplan for grundvandsbeskyttelse, for hele kommunen, hvilket der også er inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af vandforsyningsplanen
Det er også sikret at Vandforsyningsplanen heller ikke er i strid med Kommuneplan 2021-2033 for Svendborg Kommune. Vandforsyningsplan 2023-35 er for så vidt en videreførelse af den tidligere Vandforsyningsplan 2010-2022. Målene er de samme og de fleste af retningslinjerne er kun opdateret eller ændret lidt afspejlende de udfordringer, der især er kommet til mht. pesticider i grundvandet. Derudover er en række strukturelle ændringer indarbejdet. Den største ændring er at to mindre vandværker udskrives af den fremtidige naturlige plan, og der gøres plads til at det også vil kunne ske for et tredje vandværk. Den strukturelle udvikling er, at mindre vandværker udfases, og de større vandværker i området overtager forsyningen og udbygger deres boringsantal.
En vandforsyningsplan gælder som udgangspunkt for 12 år, og det betyder i princippet, at Vandforsyningsplan 2023 dækker frem til 2035. Der lægges som udgangspunkt ikke op til, at denne plan skal opdateres hvert 4. år. Der vil fremadrettet blive udarbejdet plantillæg for mindre ændringer, mens en gennemgribende revision vil kun blive prioriteret, hvis der er en stor ændring eller der skulle opstå et særligt behov.
Kommuneplanen 2021-2033
Kommuneplanen sætter bl.a. de generelle regler for beskyttelse af grundvandet. I Kommuneplan 2021-2033 er der fastsat målsætninger og angivet visse generelle retningslinjer. Der er bl.a. retningslinjer vedr. prioritering af vandressourcen, hvis der er mangle på grundvand, samt retningslinjer vedr. beskyttelse af natur ved grundvandsindvinding og en række tiltag til beskyttelse af grundvandet. Det er også i kommuneplanen, at statens interesser for grundvand i kommuneplanlægning, er indarbejdet.
Den Statslige Vandområdeplan
I Vandområdeplanen 2021-2027 fastsættes der miljømål for både overfladevand og grundvand. Overfladevand opdeles i vandløb og søer og grundvand er opdelt i terrænnært, regionalt og dybt. For vandløb og søer er der fem kriterier, der vurderes på og den samlede tilstand kan ikke blive højere end den laveste vurdering. De fem kriterier er tilstedeværelse af smådyr, planter og fisk, samt om der er miljøbelastende stoffer i vandet.
For grundvand vurderes der på, om der er problemer med nitrat i grundvandet (kemiske tilstand), samt om der er en overudnyttelse af grundvandet svarende til, om der indvindes mere end 30 % af grundvandsdannelsen.
Vandindvinding kan påvirke vandløb og søer, hvis vandindvindingen tager noget af det vand, som der ellers naturligt vil strømmet til vandløbet eller søer. Det kan være et problem, hvis et vandløb eller en sø mister så stor del af sit tilløb fra grundvandet, at det ikke kan overholde sin målsatte miljøtilstand. Hvis et vandløb eller sø ikke overholder sin målsætning, må vandindvinding ikke påvirke vandløbet eller søen.
For grundvandet må vandindvindingen ikke være så stor, at det ikke er bæredygtigt, svarende til 30 % af grundvandsdannelsen. Der skal dog også ses på, om en stor vandindvinding lokalt kan påvirke for meget. Den kemiske påvirkning af en grundvandsforekomst er sjældent skabt af vandindvinding, men kommer fra jordforureninger og anvendelse af pesticider og gødning. I vandområdeplan 2021-2027 er der kun medtaget nitrat. I Svendborg Kommune er der ingen vandværker, der har problemer med at overholde kvalitetskravet for nitrat i drikkevand på 50 mg/l. Der er dog set problemer i enkelte private brønde og boringer med at overholde kvalitetskravet, fordi de disse vandindvindinger typisk henter vand fra mere overfladenære lag end vandværkerne.
Grundvandskortlægning og planer for grundvandsbeskyttelse.
Ud over udpegningen af drikkevandsområder og afgrænsning af særligt følsomme områder, skal staten afgrænse områder, hvor der er behov for en særlig indsats til sikring af drikkevandsinteresserne. Udpegningen sker på baggrund af statens detaljerede kortlægning af grundvandsmagasinerne, hvorefter kommunerne udarbejder planer for grundvandsbeskyttelse. Den seneste grundvandskortlægning er en samling af alle kortlægninger på Fyn, og den er offentliggjort den 1. januar 2022. Svendborg Kommune arbejder på, at skal vedtages en samlet indsatsplan for hele kommune i slutningen af 2024.