Love, planer og rammer

Forhold til anden lovgivning

  • Love og bekendtgørelser
    • Spildevandsplanen udarbejdes med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens §32 (LBK nr. 1218 af 25/11/2019) og Spildevandsbekendtgørelsens § 5 (BEK nr. 1317 af 04/12/2019).
    • Vandsektorloven, Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (Lov nr. 469 af 12/06/2009) og tilhørende lovændringer.
    • Bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster (BEK nr. 795 af 24/06/2016).
    • Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter (BEK nr. 794 af 24/06/2016)
  • Vandplan
    • Statens vandplaner er er det juridiske grundlag for krav om forbedret spildevandsrensning for at opnå miljømålsopfyldelse i vandløb, søer og hav.
  • Kommuneplan
    • Spildevandsplanen er en udmøntning af de rammer og retningslinjer der er udstukket i Kommuneplanen og må derfor ikke være i strid kommuneplanen.
  • Lokalplaner
    • Spildevandsplanen må ikke være i modstrid med gældende lokalplaner og nye lokalplaner skal udarbejdes så de overholder retningslinjerne i spildevandsplanen.
  • Klimatilpasningsplan
    • Spildevandsplanen må ikke være i modstrid med klimatilpasningsplanen og retningslinjer fra klimatilpasningsplanen skal indarbejdes i spildevandsplanen. Svendborg Kommune har derudover udført en analyse af Svendborgs kloakoplande i forhold til spildevandskomiteens Skrift 31, som omhandler vand på terræn i forbindelse med skybrudshændelser.
  • Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse
    • Spildevandplanen må ikke betyde forringelser i forhold til indsatsplanen for grundvandsbeskyttelse, herunder eventuelle planer for skovrejsning, boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) og andre tiltag hertil.
  • Natura 2000
    • Spildevandsplanen må ikke betyde forringelser af Natura 2000 områder.
  • Masterplan for Regn- og Spildevand
    • Er en politisk besluttet vejledende plan, der ligger til grund for indsatserne i Spildevandsplanen.
    • Skrift 31 analyse af oversvømmelser forårsaget af skybrud for Svendborg by er en del af Masterplanen.
  • Den Blå-Grønne Politik i Svendborg
    • Er en politisk besluttet politik i Kommuneplanen, som omhandler at skabe et robust retningsgivende fælles grønt og blåt udviklingsbillede for Svendborg, at skabe sammenhængende rekreative netværk med afsæt i byens landskab og de grønne og blå potentialer, og at der skabes sammenhæng med "Grønt Danmarkskort" og udmøntningen af Masterplan for Regn- og Spildevand.
  • Klima- og Energipolitik i Svendborg
    • Er en politisk besluttet politik med målsætninger og indsatsområder fra 2020-2025 vedtaget i november 2019 i byrådet.
  • Bæredygtighedsstrategi for Svendborg 2020
    • Er en politisk besluttet politik med målsætninger ift. opfyldelse af FN Verdensmål samt tilhørende konkrete handlingsplaner

Baggrunden for Svendborg Kommunes Spildevandsplan er at få udført de sidste indsatser efter Vandplan 1 og Vandområdeplanerne, samt få implementeret Svendborg Kommune og Vand og Affalds Masterplan for regn- og spildevand i Svendborg Kommune.

Forsyningsselskabet arbejder ud fra en fornyelsesplan for afløbssystemet, som ligger til grund for kloakfornyelse.

Miljøbeskyttelsesloven

Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. På spildevandsområdet tilsigter loven at forebygge og bekæmpe forurening af vandløb, søer, kystområder samt grundvand. Af hensyn til menneskers sundhed tilsigter loven også at skabe gode hygiejniske forhold.

Spildevandsbekendtgørelsen

Bekendtgørelsen indeholder en lang række bestemmelser på spildevandsområdet. Bl.a. at kommuner skal udarbejde en plan for bortskaffelse og behandling af spildevand og hvad planen skal indeholde. Der er også bestemmelser om rettigheder og pligter for borgere og virksomheder i forhold til at tilslutte spildevand indenfor fastlagte kloakoplande. Desuden en række specifikke regler vedrørende nedsivning af spildevand i jorden.

Vandplaner og Vandområdeplaner

Vandplan 1 og Vandområdeplanen, indeholder en række mål og retningslinjer på miljøområdet. Bl.a. retningslinjer, der skal sikre, at udledning af spildevand ikke forringer miljøtilstanden i vandløb, søer eller kystområder i en uacceptabel grad. I planerne er der også udpeget forskellige områder i det åbne land, hvor der skal ske bedre rensning af spildevandet, herunder forskellige renseklasser. Spildevandsplanen må ifølge miljøbeskyttelsesloven ikke stride imod Vandplan 1 og Vandområdeplanen. Vandplan 1 og Vandområdeplanen tager afsæt i planloven.

Miljømålsloven

Loven fastlægger rammerne for beskyttelsen af overfladevand og grundvand samt for planlægning indenfor de internationale naturbeskyttelsesområder. Loven implementerer EU’s vandrammedirektiv i dansk lovgivning. Formålet er gennem vedtagelse af statslige vandplaner at sikre god økologisk tilstand i alle vandløb, søer og kystområder samt sikre grundvandsforekomsterne en god kvantitativ tilstand og god kemisk tilstand.

Kommuneplanen og planloven

I spildevandsplanen skal de områder, der i kommuneplanen er udlagt til byudvikling, medtages, så det sikres, at spildevandet fra disse kommende bebyggede områder bliver afledt og renset på en hensigtsmæssig måde. Planlagte kloakerede oplande svarer således til rammerne i kommuneplanerne. Kommunerne skal efter planloven udarbejde kommuneplaner, der bl.a. indeholder oplysninger om i hvilke områder, der kan ske byudvikling med forskellige typer af byggeri og anvendelse.

Lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber

Loven skal bl.a. sikre, at spildevandsforsyningsselskaber kan opkræve bidrag fra de tilsluttede ejendomme og for obligatoriske tømningsordninger for bundfældningstanke. Bidragene skal bl.a. dække forsyningsselskabernes udgifter til udførelse, drift og vedligeholdelse af renseanlæg og kloakledninger.

Spildevandsafgiftsloven

Efter bestemmelserne i denne lov betales en afgift til statskassen af spildevand, der udledes til vandløb, søer eller havet. Endvidere betales der afgift af spildevand, der nedsives eller udledes på marker og lignende med henblik på nedsivning.

Vandsektorloven

Loven skal medvirke til at sikre en vand- og spildevandsforsyning af høj sundheds- og miljømæssig kvalitet, som tager hensyn til forsyningssikkerhed og naturen og drives på en effektiv måde, der er gennemskuelig for forbrugerne. Efter loven kan kommuner kun forsyne med vand og spildevand, hvis det sker gennem et eller flere selskaber, som drives i aktie- eller anpartsselskabsform.
Det statslige Forsyningssekretariat fastsætter et indtægtsramme i forhold til betaling for forsyning af vand og afledning af spildevand.

Slambekendtgørelsen

Denne bekendtgørelse fastsætter regler om, i hvilket omfang bl.a. slam fra renseanlæg kan anvendes til jordbrugsformål således, at hensynet til miljøbeskyttelsen ikke tilsidesættes. Bl.a. skal slammet overholde grænseværdierne for en række forskellige miljøskadelige stoffer.

Vandforsynings- og grundvandsbeskyttelsesplan

Med udgangspunkt i vandforsyningsloven skal kommunerne sikre, at udnyttelsen og den dertil knyttede beskyttelse af vandforekomster sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering. Svendborg Kommune har udarbejdet en vandforsyningsplan (2010) og en grundvandsbeskyttelsesplan (2009). I forhold til spildevandsområdet indeholder planen en række retningslinjer vedrørende mulighederne for at tillade nedsivning af spildevand i jorden og for etablering af regnvandsbassiner, der eventuelt kan påvirke grundvandet. Planen kan ses på kommunens hjemmeside

Badevandsbekendtgørelsen

Kommunerne skal gennem et kontrolprogram føre tilsyn med kvaliteten af badevandet ved badestrande og områder, hvor der bades. Tilsynet har først og fremmest til formål at analysere og vurdere den bakteriologiske kvalitet af vandet med henblik på at sikre en meget lav risiko for infektion med fækale bakterier. Risikoen for tilstedeværelse af fækale bakterier er størst, der hvor der i forbindelse med regn sker udløb af regnvandsopblandet spildevand fra kloaksystemerne.

Miljøvurderingsloven

Loven skal sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og bidrage til integration af miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af planer og programmer. Dette med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling ved at sikre, at der gennemføres en miljøvurdering af planer og programmer, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Efter loven skal en kommunal spildevandsplan gennemgå en miljøvurdering.