Byggeri og anlæg

Hvorfor?

Byggeaffald udgør en stor andel af de samlede affaldsmængder i Danmark, og er dermed en af de væsentligste affaldsfraktioner. I Svendborg sker der i disse år en rivende udvikling i forhold til nybyggerier, og det er vigtigt at have fokus både på genanvendelse af rester fra nye byggemateriale og byggeaffald fra nedrivning, samtidig med, at der er fokus på korrekt håndtering af byggeaffald med miljøfarlige stoffer.

Byggeaffald er et komplekst område, hvor der løbende kommer ny viden, og da der ofte er store økonomiske interesser involveret, er det et vigtigt fokusområde for kommunen.

Hvad vil vi opnå?

Byggeaffald udgør en tredjedel af de samlede affaldsmængder i Danmark og er dermed en af de væsentligste affaldsfraktioner. Alene i de store mængder affald der genereres i byggebranchen, er byggeaffald et væsentligt indsatsområde. Vi vil derfor arbejde for at mere byggeaffald genanvendes direkte eller genbruges.

Foruden de store mængder byggeaffald der genereres under byggeprojekterne, opstår der også mange overskudsmaterialer. Overskudsmaterialer er f.eks. overskydende fliser der af forskellige årsager ikke er blevet anvendt i et byggeprojekt, men som intet fejler. Vi vil arbejde på, at overskudsmaterialerne bliver brugt i andre byggeprojekter fremfor at ende som affald.

Der findes mange forskellige miljøfremmede stoffer i vores bygninger. Stofferne er til skade for mennesker og miljø, og de udgør en barriere for genanvendelsen af byggeaffaldet. Vi vil derfor fokusere på at byggeaffald med problematiske stoffer er korrekt frasorteret, og at den videre bortskaffelse eller nyttiggørelse af byggeaffald sker forsvarligt og korrekt.

Temaer der understøttes af dette indsatsområde:

Mål

At overskuds byggematerialer anvendes i andre byggerier.

At mere byggeaffald genbruges direkte.

At byggeaffald med problematiske stoffer er korrekt frasorteret det genanvendelige affald.

At højne vidensniveauet hos de relevante aktører om korrekt nedrivning og håndtering af byggeaffald.

 

Aktiviteter

For at understøtte såvel målene for dette indsatsområde, samt målene for den samlede affaldsplan vil vi:

Tage på tilsyn i forbindelse med nedrivning og større renoveringer.

Undersøge muligheden for at have direkte genbrug af byggeaffald i et eventuelt nyt ressourcecenter.

Gennem tilsyn undersøge hvorvidt der sker affaldssortering i byggeprojekter.

Lave en folder der sendes ud sammen med nedrivningstilladelsen, om hvad man skal være opmærksom på og hvor byggeaffaldet skal hen.

Undersøge mulighederne for at bygge- og anlægsaffald fra kommunale byggeprojekter genanvendes/genbruges.

Undersøge muligheden for at der allerede i kommunale udbud tages hensyn til genbrug af byggematerialer.

Løbende informere virksomheder, samt gør-det selv folk om korrekt håndtering af byggeaffald, samt hvor der er risiko for, at bygge affaldet kan indeholde problematiske stoffer.