I Svendborg Kommune er der fire overordnede forsyningsområder, hvor et eller flere vandværker, er garant for den sikre forsyning af hele området. Disse vandværker benævnes som A-vandværker – Se nedenfor. De fire områder er benævnt område I til IV:
Område I: Består af de tre vandværker, som ligger i den vestlige del af kommunen: Ulbølle, Vester Skerninge og Ollerup vandværker. Her er det Vester Skerninge Vandværk, der er garanten for den sikre forsyning af forbrugerne i området. Forsyningssikkerheden kan styrkes, hvis der bliver etableret nødforbindelser til Svendborg Vands forsyningsområder.
Område II: Består af Svendborg Vands forsyningsområde på Fyn, samt Skårup og Tved vandværkers forsyningsområder. Svendborg Vands hovedvandværker: Skovmølleværket og Sørupværket er garanten for den sikre forsyning. En nødforsyning mod Område I og - III samt Områder IV vil styrke de tilstødende områder.
Område III: Består af de seks vandværker, som ligger i den østlige del af kommunen: Gudbjerg, Gudme, Oure, Hesselager, Hesselager Kirkebys og Lundeborg vandværker. Bøsøre Vandværk hører naturligt også til dette område. Især Oure –, men også Gudbjerg Vandværk, er vandværkerne, der er garant for den sikre forsyning. Etableringen af nødforsyninger til område II, kan styrke forsyningssikkerheden yderligere.
Område IV: Består af de fire vandværker, som ligger på Tåsinge: Vindeby, Landet, Bjerreby og Stenodden vandværker. Vindeby Vandværk er garant for den sikre forsyning og denne plan giver mulighed for at Landet og Stenodden vandværker lukkes.
Der er stillet planmæssige henstillinger til relevante vandværker om at se på mulighederne for at etablere nødforbindelse mellem de enkelte hovedforsyningsområder.
Med denne plan må D-vandværkerne nedlægge indenfor planperioden. Forsyningsområderne må dermed ændres til at følge grænserne, som det fremgår af nedenstående kort. Se gennemgangen af vandværkerne for yderligere oplysninger.