Hvorfor?
Affald fra virksomheder som f.eks. industrivirksomheder, håndværkere, butikker, institutioner og sygehuse kalder man for erhvervsaffald. Dette affald udgør ca. 23% af den samlede affaldsmængde i Danmark. Erhvervsaffald består både af produktionsaffald og husholdningslignende affald. På trods af, at virksomheder længe har skulle udsortere deres affald med henblik på genbrug og genanvendelse, har formuleringen af reglerne hidtil givet anledning til usikkerhed blandt virksomheder om, i hvilket omfang de skal udsortere til genbrug og genanvendelse. Dette har medført lavere genbrug og genanvendelse end hvad der er muligt.
I affaldsbekendtgørelsen vil der fra 2023 blive stillet krav om at virksomheder skal udsortere i de samme fraktioner som private husholdninger. Dette kommer til at stille nogle skærpede krav til virksomhederne. Derfor vil der i affaldsplanen være et fokus på at hjælpe virksomhederne med at leve op til EU's målsætninger for genanvendelse af husholdslignede affald.
Hvad vil vi opnå?
Virksomheder har sammenlignet med husholdninger ofte relativt store, rene og ensartede affaldsmængder, hvilket gør det nemmere at genanvende i høj kvalitet. På trods af dette, er der uklarheder hos erhvervet omkring reglerne for affaldssortering hvilket medfører en lavere udnyttelse af ressourcerne i affaldet. Derfor vil vi igennem kampagner og dialog med virksomhederne i Svendborg kommune, udbrede kendskabet til de nye krav om udsortering af husholdningslignende erhvervsaffald til virksomhederne.
Udover husholdningslignende affald har virksomhederne også store mænger af produktionsaffald. I planperioden vil vi også have fokus på, at en større del af produktionsaffaldet bliver udsorteret korrekt.
Temaer der understøttes af dette indsatsområde:
Mål
At husholdningslignende affald bliver udsorteret i de ti fraktioner.
At øge genanvendelsen af produktionsaffald.
Aktiviteter
For at understøtte såvel målene for dette indsatsområde, som målene for den samlede affaldsplan vil vi:
Udarbejde nyt regulativ for erhvervsaffald.
Lave information om udsortering af affald målrettet erhverv.
Når vi er på miljøtilsyn, sikre at genanvendeligt affald ikke forbrændes.
Undersøge muligheden for at styrke direkte genbrug imellem virksomhederne i kommunen.