Når olie- og gasfyret skal skiftes ud
Det er typisk rentabelt over en årrække at skrotte olie- og naturgasfyret til fordel for andre varmekilder med væsentlige besparelser på udgifter til varme og til gavn for klimaet. Det skyldes ikke mindst den nedsatte elafgift på den el, der bruges til opvarmning med en elbaseret varmeløsning som f.eks. varmepumpe, og at naturgas og oliefyr er en relativt energiineffektiv måde at varme op på til sammenligning.
En forudsætning for at kunne skifte til f.eks. en luft-til-vand varmepumpe eller et jordvarmeanlæg er, at bygningen har et vandbårent system i form af radiatorer og/eller gulvvarme. Bygninger, der er opvarmet med oliefyr eller naturgasfyr, har allerede et vandbårent system. Det er dog en god idé at få tjekket, om det er nødvendigt at opgradere nogle rørinstallationer, tilføre ekstra radiatorer/varmeflader, eller at energirenovere, når der skiftes varmekilde. Dels for at få et godt indeklima, og dels for at udnytte energien bedst, og derfor også spare på udgifterne til varmeforbruget.
Varmepumper til spredt bebyggelse med god plads på matriklen
Ved ejendomme, hvor der er god plads på matriklen, findes i dag mange gode og økonomiske alternativer til oliefyret og naturgasfyret, og der er mulighed for både at købe eller lease eget varmepumpeanlæg – alt efter hvad der foretrækkes. Varmepumper er en betegnelse, der dækker over forskellige typer af varmepumper: jordvarme, luft-til-vand varmepumpe og luft-til-luft varmepumpe.
Du kan læse mere om de forskellige varmepumpetyper her: https://sparenergi.dk/forbruger/varme/varmepumpe/varmepumpetyper
Varmepumper og støj
Varmepumpens udedel kan støje, og det er vigtigt at være opmærksom på at overholde støjkrav af hensyn til dig selv og naboer. Du kan læse mere om dette her: https://mst.dk/luft-stoej/stoej/saerligt-for-borgere-om-stoej/er-du-generet-af-stoej/fyringsanlaeg-varmepumper-og-lignende/
En luft-til-vand varmepumpe kan til tider køre i forceret drift for at yde maximalt eller ved afrimning. I disse situationer vil varmepumpen støje mere end ved normal drift. Hvis der kun er opgivet én støjværdi for udedelen, anbefales det, at varmepumpen kun sættes op, hvis der er god margin i forhold til at overholde de vejledende støjgrænser ved naboerne.
For at undgå støj er det nødvendigt du forholder dig til placeringen af varmepumpens ude-del:
- Vælg en støjsvag model.
- Vælg en model, som er optaget på ”varmepumpelisten”.
- Hold afstand til skel og til soveværelsesvinduer, stuevinduer og terrasser - både egne og naboens.
- Varmepumpen kan ikke placeres inde i et skur eller en garage.
- Varmepumpen kan opsættes mellem hovedbygning og mindre skur, havehus eller lignende
- Opsæt evt. støjskærme omkring varmepumpens udedel, designet til formålet.
- Brug støjberegneren til at finde en egnet placering på din grund
- Stil varmepumpen på en eller flere fliser og påsæt vibrationsisolatorer.
- Undgå større hårde overflader på arealet mellem varmepumpen og naboen. Hårde flade forstærker støjen, mens bløde overflader som græs derimod absorberer lyden.
- Der er respektafstande til alle sider, som skal overholdes, før varmepumpen fungerer korrekt.
- Benyt en autoriseret VE-installatør til opsætningen.
Hvis du har elovn eller elpanel
Selvom elproduktion gradvist bliver produceret af en større andel af vedvarende energikilder, så er elovne og elpaneler en ineffektiv og derfor også dyr måde at varme sit hus eller virksomhed op på. Samtidig er det dog omkostningstungt at skifte elvarmen, da det udover udskiftning af varmekilden også kræver investering i et vandbårent varmesystem. Det kan overvejes at skifte varmekilde, hvis bygningen alligevel skal renoveres. Alternativt kan der suppleres med f.eks. luft-til-luft- varmepumpe eller solvarme. Hvis en bygning allerede har et vandbårent varmesystem (f.eks. radiatorer eller gulvvarme), er det ulovligt at fjerne det for i stedet at opvarme med elovne/elpaneler, hvis det ligger i et område med kollektiv varmeforsyning.