Kulturarv og udvikling

Kulturarv og udvikling handler om at gentænke og aktivere de stedbundne ressourcer. I en globaliseret verden udnyttes stedbundne ressourcer – de fysiske særpræg - til at styrke byer og regioners attraktionsværdi og konkurrenceevne. Svendborg Kommunes udviklingstræk og særpræg knytter sig i høj grad til de maritime miljøer, købstaden Svendborg, de tætliggende herregårde, frugtavl i det gunstige øhavsklima og områdets levende skolemiljøer.

Undersøgelser har vist, at danskerne lægger stor vægt på en synlig kulturarv både i hverdagslivet og på rejser. Mange foretrækker at bo og besøge steder, der er rige på kulturarv. Også mange erhvervsvirksomheder mener, at steder med historie har betydning for dem. En øget bevidsthed om kulturarven kan altså bidrage både til bosætning, erhvervsudvikling og turisme.

Svendborg Kommunes værdifulde kulturarv skal beskyttes og udvikles med udsyn og omtanke. Nuværende og kommende generationer skal have mulighed for at opleve historien i landskabet og kulturarvens betydning for det gode liv. Værdien af kommunens kulturarv afhænger i høj grad af viden om kulturarven. Byrådet ønsker derfor at udbrede oplysning og ejerskab til at beskytte og bygge videre på kulturarven.

Afsnittet Kulturarv og udvikling indeholder Byrådets overordnede mål og retningslinjer for kulturarven som et aktiv i kommunens udvikling.

 

Det er byrådets mål, at:

  • beskytte kulturarven, så fortælleværdier og oplevelsesværdier bevares.
  • bruge kulturarven som en unik, stedbunden ressource, der kan medvirke positivt til at fremme bosætning, erhvervsudvikling og turisme.
  • kulturarven medvirker til at give omgivelserne i bydele og lokalområder karakter og atmosfære og knytter borgerne sammen i fællesskaber.
  • kulturarven formidles i samarbejde med museer, borgere, organisationer og andre.

Inden for de udpegede kulturmiljøer i kommuneplanen, må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt, at:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes

Kommunernes arbejde med kulturarven kan gribes an på forskellig måde i kommuneplanlægningen. Overordnet kan man skelne mellem to former:

  1. Den lovopfyldende måde, fordi det er et krav i planloven
  2. Den mere strategiske måde, hvor kommunen også ser et udviklingspotentiale i sin kulturarv og derfor gerne vil arbejde mere aktivt med den.

Svendborg Kommune har valgt den strategiske tilgang. Den oplevelsesrige kulturarv er én af kommunens væsentligste ressourcer, som bl.a. understøtter kommunens Cittaslow-profil og er et væsentligt aktiv for turismen.

Byrådet ønsker at arbejde for at sikre, synliggøre og bygge videre på kulturarven som en ressource, der kan medvirke positivt til at skabe lokal udvikling. Svendborg Kommune er et område, der er rig på historie og med levende traditioner blandt andet omkring det maritime miljø og højskolerne. Kulturarven skal bruges aktivt som bidrag til at tiltrække borgere, understøtte erhvervsudvikling, tiltrække turister og skabe identitet.

Udpegningen af 35 kulturmiljøer på landet, ved kysten, i byen og ved havnen i perioden 2010 til 2012 var et væsentligt skridt i det strategiske arbejde omkring Svendborgs Kulturarv. Læs mere herom i Kortlægning og registrering af kulturmiljøer

Kulturmiljøbeskrivelserne i kommuneplanen er en vidensbank, der kan anvendes i forskellige sammenhænge og både i sagsbehandling, planlægning og projekter. Blandt opfølgende tiltag kan være udarbejdelse af lokalplaner med bevaringsbestemmelser og kommunikation for at udbrede oplysning og engagement for kulturværdierne. I Planperioden vil der blive udarbejdet en prioriteret handleplan for opfølgende Kulturarvsplanlægning. Byrådet ønsker at sætte fokus på mulighed for synergi mellem kulturarven og andre vækstpotentialer i kommunen eksempelvis i planlægning for friluftsliv og kulturudvikling samt udmøntning af turismestrategier i samarbejde med Naturturisme, Udvikling Fyn og lokale turismeaktører.

 

Kulturmiljøer vi endnu ikke kender

Der findes også andre kulturmiljøer i kommunen end dem, der er udpeget som bevaringsværdige i kommuneplan 2017. Kultursynet ændrer sig med tiden og det, der er ikke virker så interessant i dag, bliver måske interessant i morgen. Derfor vil Svendborg Kommune også fremover være opmærksomme på sammenhænge, der endnu ikke er erkendt som et kulturmiljø, og som på sigt kan være vigtige at få udpeget og beskyttet gennem en kommunal planlægning.

 

Tværgående samarbejder

Svendborg Kommune indgår som planmyndighed i samarbejde med de relevante museer, råd og styrelser til sikring af det faglige samspil og opfyldelsen af mål for kulturarven. Herudover indgår kommunen også som i samarbejdspartner med Svendborg Museum og andre interessenter i forskellige sammenhænge og projekter.

Fremadrettet vil byrådet have fokus på mulighed for at understøtte initiativer som eksempelvis oprettelse af lokal bevaringsfond, udarbejdelse af temaplaner for udvalgte emner (eksempelvis kystkultur og frugtavl), samarbejde med lokalsamfund om kulturarv, lokale produkter og oplevelser med historie og samarbejde med nabokommuner om kulturarvsudvikling. Det vil også være vigtigt at understøtte værdikædesamarbejder mellem kulturarv, kultur, turisme, erhverv og undervisning.

 

Formidling

Formidling er et vigtigt redskab til at sikre kulturarven. Viden om den fælles historie og kulturmiljøerne skaber større forståelse og motivation til at bevare værdierne. Svendborg Kommunes kulturarvsudpegninger er tilgængelige via kommunens kortservice/kortinfo og kommuneplanen. Fortællinger om flere af kommunens kulturmiljøer findes også på www.historiskatlas.dk.

Svendborg Kommune samarbejder med Svendborg Museum og organisationer som eksempelvis Foreningen By og Land Sydfyn om formidling. Fremadrettet vil der blandt andet være fokus på videreudvikling af digitalt kulturarvsatlas, samarbejder med skoler og uddannelser, ture med lokale guider, informationstavler og -foldere (fysisk og digitalt), stidatabase, Øhavs-vandringer og involverende oplevelser.

 

Projekter og samarbejder

Svendborg kommune har gennem en årrække arbejdet med kulturarv blandt andet via følgende samarbejder og projekter:

Kortlægning og registrering af kulturmiljøer, se ovenfor.
Svendborg Havn i Kulturarvskommuneprojektet De fem havne
Deltagelse i Bygningskultur 2015
Nationalpark Det sydfynske Øhav
Et øhav i verdensklasse