Ellerup Moræneflade

Baggrund

Nøglekarakter

Åbent og enkelt jordbrugslandskab med store sammenhængende skovområder, der afgrænser store markflader med enkelte levende hegn og spredtliggende mindre gårde og småhuse på et højtliggende og svagt bølget moræneplateau.


Landskabsområdet er vist på kortet. Ellerup Moræneflade ligger i kommunens nordlige del og udgør den sydlige del af en større morænflade som strækker sig på tværs af kommunegrænsen og ind i nabokommunerne Nyborg og Faaborg Midtfyn Kommuner.

Landskabskarakteren

Landskabskarakteren er især betinget af det højtliggende og bølgede moræneplateau hvor store skovområder afgrænser store markflader. Få kraftige, men lave og delvist fragmenterede levende hegn og bevoksede diger ligger som linjer på den åbne dyrkningsflade. Bebyggelsen i området er sparsom og består af spredtliggende mindre gårde og småhuse langs vejene.

Tilsammen skaber de karaktergivende elementer et åbent og enkelt landskab. Skovområder og de store sammenhængende dyrkningsflader skaber tilsammen et storskala landskab, hvor gårdene ligger som middelstore punkter. Mange steder rummer landskabet lange kig henover den bølgede landbrugsflade og de lave og fragmenterede levende hegn. Skovbrynene danner en visuel bagkant til disse lange kig.

I et mindre område, i områdets sydøstlige hjørne ved Galdbjerg Kohave, præges landskabskarakteren især af det lokalt småbakkede terræn, tætliggende huse og husmandssteder og hyppigere bevoksning. Tilsammen skaber de karaktergivende elementer her et småskala landskab.

Landskabet fremstår overvejende uforstyrret af større tekniske anlæg. Landskabets enkelthed og store skala rummer en vis kapacitet i forhold til store anlæg, hvilket betyder at den visuelle påvirkning fra de to grupper af vindmøller, som området rummer ikke fremstår markant negativ.

Klik her for billeder, uddybende beskrivelser af landskabets oprindelse og landskabselementer, og vurdering af karakterstyrke, tilstand og sårbarhed.

Strategi og indsats

Områder som skal beskyttes

Hele karakterområdet, undtaget Galdbjerg Kohave – 13.M1

Særligt karakteristisk, god tilstand

  • Landskabets åbne og enkle karakter skal bevares. Dette ved at friholde området for:
    • Etablering af småplantninger.
    • Placering af byggeri der vil bryde de lange kig henover landskabet.
    • Placering af byggeri således at områdets karakteristiske placering af eksisterende byggeri (lavtliggende og underordnet terræn og beplantning) brydes.
  • Landskabets uforstyrrede fremtoning skal bevares. Udvidelse af eksisterende anlæg eller placering af nye skal således ske med særlig hensyntagen til de visuelle sammenhænge i landskabet, både indenfor karakterområdet og til nabokarakterområderne samt landskabets skala og enkelthed.
  • Pga. landskabets enkelthed er det særligt vigtigt at have fokus på den kumulative effekt ved placering af nye anlæg.

Galdbjerg Kohave – 13.M2

Kontrasterende, god tilstand

  • Landskabets lille skala skal respekteres.
  • Området er del af udsigtsfelt fra området ved Tommered. Ved placering af nye anlæg skal påvirkningen af denne udsigt vurderes.
Statisk kort