Aflastningscentre, som har en god trafikal placering ved de centrale omfartsveje, skal indeholde den type butikker, som der ikke er plads til i bymiljøet i en bymidte. Det er for eksempel store udvalgsvarebutikker, som sælger hårde hvidevarer og møbler, der kræver parkering ved butikken.
Svendborg Storcenter ligger godt 1 km nord for Svendborg bymidte på hjørnet af Vestergade og Mølmarksvej.
Det er Byrådets mål, at:
- Store udvalgsvarebutikker som ikke naturligt kan indpasses i Svendborg bymidte, skal koncentreres i aflastningscentret
- Tiltrække nye butikskoncepter for store udvalgsvarebutikker
- Sikre gode tilkørsels- og parkeringsforhold
- Detailhandelsbutikker skal som hovedregel placeres inden for det udpegede aflastningscenter.
- Indenfor aflastningscentret må bruttoetagearealet til butiksformål ikke overstige 31.700 m2.
- Bruttoetagearealet i de enkelte dagligvare- og udvalgsvarebutikker må ikke overstige henholdsvis 3500 m² og 2000 m² og må ikke være under 1000 m².
Aflastningscenter
Aflastningsområdet Svendborg Storcenter indeholder store udvalgsvarebutikker som Idemøbler, Elgiganten, T-Hansen, Jysk, Jem&Fix og Skousen samt varehuset Kvickly og discountbutikken Lidl. Her er i alt 17 butikker med et samlet bruttoareal på 24.600 m2, svarende til 20 % af det samlede bruttoareal i kommunen.
Betydningen af aflastningscentret
Svendborg Storcenter skal fungere som aflastningscenter for Svendborg bymidte. Dermed skal aflastningscentret være den væsentligste koncentration af den type butikker, som er svær at indpasse i en bymidte.
Nyetableringer af store udvalgsvarebutikker bør så vidt muligt ske i Svendborg Storcenter.
Hvis store udvalgsvarebutikker ikke kan indpasses i Svendborg Storcenter på grund af manglende ledig plads, er der grundlag for etablering af yderligere et aflastningsområde ved Erhvervsområde Nord omkring Odensevej og Grønnemosevej.