Det grønne og blå i byen

Som et bærende element for byudviklingen, arbejdes der i den kommende planperiode på at skabe en endnu mere sammenhængende grøn og blå struktur i byen.
Arbejdet skal understøtte: Fornyelse, fortætning og bevaring af byens kvaliteter som er overordnende mål for udviklingen af ’Vores steder – Svendborg’.
Samlet vil planlægningen resultere i en ny klar retningsgiver for byudviklings-, omdannelses- og fortætnings-mulighederne i byen – Et helt grundlæggende byudviklingsbillede baseret på byens topografi, det ’grønne’, det ’blå’ i byen.
Udviklingen af sammenhængende netværk af rekreative arealer og byrum, skal ske ved at videreudvikle de overordnede landskabelige og grønne træk i byen, bydelene og i landskabet.
Målet er at skabe både visuel og funktionel sammenhæng mellem bydele, bymidte, havn og vandet, hvor grønne og blå forbindelser skaber naturlige sammenhænge.

 

  • At skabe et robust retningsgivende fælles grønt og blåt udviklingsbillede for Svendborg.
  • At skabe sammenhængende rekreative netværk med afsæt i byens landskab og de grønne og blå potentialer.
  • At der skabes sammenhæng med ’Grønt Danmarkskort’ og udmøntningen at ’Masterplan for_regn- og spildevand´.
  • Planlægningen skal understøtte og udbygge byens grønne og blå sammenhænge, som bærende elementer for byudviklingen.
  • Planlægningen skal understøtte byudviklingen og naturligt forbinde sig til landskabet og de grønne strukturer uden for byen – eksempelvis ’Det grønne Danmarkskort’.
  • Som en del af planlægningen for grønne steder og strukturer i byen skal arbejdet med klimatilpasningsforanstaltninger inddrages.

Det grønne
Beplantning og grønne arealer og rekreative byrum skal kunne opleves som en værdifuld kontrast til bebyggelserne, og i byen skal de grønne elementer samtidig ses som en understregning af urbaniteten. I den sammenhæng kan både beplantning på gader og pladser, boligens friarealer, institutionslegepladser, boldbaner, skolegårde, overskudsarealer langs veje og uplanlagte ’skæve hjørner’ være vigtige elementer.

I udviklingen af byen er sikring eller etablering af ’grønne’ og ’blå’ strøg og nærhed til byens rekreative åndehuller vigtige i bestræbelserne på at skabe attraktive byrum. Mulighederne for at benytte områderne kan øges gennem etablering af trafiksikre gang- og cykelforbindelser. Derved gøres det attraktivt og oplevelsesrigt at bevæge sig i og gøre ophold i byen, hvad enten det sker som led i en sportsaktivitet, cykling til og fra arbejde, en gåtur eller uformel leg og idræt.

 

Det blå
Det "blå" har og får stigende betydning som værdifulde rekreative elementer i byudviklingen.
Håndtering af de øgede regnvandsmængder som følge af klimaændringer kan medføre, at vandeelementet - åbne vandløb eller søer - vil blive meget mere synligt i bybilledet. De nye tiltag skal være med til at tilføre bybilledet og bylivet nye kvaliteter. Eksempelvis er byens havnearealer under omdannelse til vigtige rekreativt strøg ’Den blå kant’.
Svendborg er ydermere begunstiget af, at der springer en række ’kilder’, hvis potentiale som permanent rekreative vandelementer kan udnyttes positivt, som en del af fortællingen om vandets bevægelse og derved byens udformning.
Det er også derfor vigtigt, at planlægningen sker koordineret og i samklang med udmøntningen og udviklingen af Svendborgs Masterplan_for_regn- og spildevand.


Byen og landskabet
Det helt grundlæggende afsæt er Svendborgs topografi og byens struktur. Eksempelvis, hvor kommer vandet fra og hvor løber vandet hen? – det løber nedad, og det ender i vores havn og i sundet.

Den fortælling kan vi udvikle og understøtte igennem udviklingen af byens rum, stederne og de ’grønne’ og ’blå’ sammenhænge helt nede fra sundet, igennem byen og måske helt ud i landskabet.
Derfor er sammenhængen til planlægningen udenfor byen ’Grønt Danmarkskort’ vigtig.
Svendborg beliggenhed gør at der kan skabes både visuel og funktionel sammenhæng mellem bydele, bymidte, havn og vandet.


Udover det blå og det grønne udgøres byens struktur af infrastruktur veje, stier P-pladser, torve og pladser mv. Omdannelse og nytænkning af byens ’grå’ struktur er ligeledes forudsætning for udviklingen af sammenhængende netværk af rekreative arealer og byrum.