Boligrækkefølgeplan

Boligrækkefølgeplanen skal sikre en hensigtsmæssig byudvikling, og er et vigtigt signal om, hvor kommunen agter at prioritere sin indsats i henhold til den overordnede planlægning.

I Kommuneplan 2017-2029 er boligrækkefølgeplanen opdateret, sådan at lokalplanlagte områder er taget ud og nye arealer er lagt ind. Der er sket en overordnet tilpasning af boligrækkefølgeplanen, så den afspejler den aktuelle plansituation i kommunens lokalområder.

Det er Byrådets mål, at:

  • byudvikling i byerne skal ske efter udviklingspotentiale, efterspørgsel og i sammenhæng til den overordnet planlægning.
  • byudvikling skal ske efter princippet "inde fra og ud".
  • der skal sikres klare grænser mellem by og land, således at spredt og tilfældig byudvikling i det åbne land undgås.
  • sikre tilstrækkelige og velbeliggende arealer til de kommende års nybyggeri af boliger.
  • Udbygning af boliger i Svendborg og lokalbyerne skal ske i overensstemmelse med boligrækkefølgeplanen i den prioriterede rækkefølge indenfor hvert lokalområde.
  • Undtagelsesvist kan der ses bort fra den prioriterede rækkefølge, hvis det kan dokumenteres, at en grundejer, ikke ønsker at igangsætte byudvikling. Byudviklingen skal fortsat overholde kommuneplanens retningslinjer for byvækst, herunder krav om byudvikling inde fra og ud.
  • Byrådet kan afvise at udarbejde en lokalplan for et område, hvis det er i strid med kommunens boligrækkefølgebestemmelser.
Statisk kort

Boligrækkefølgeplan

For at sikre at byudvikling sker i overensstemmelse med kommuneplanens principper herfor, indeholder kommuneplanen en boligrækkefølgeplan for hele Svendborg Kommune. For nuværende omfatter rækkefølgeplanen kun boliger.

Boligrækkefølgeplanen inddeler kommunens ubebyggede boligarealer i tre kategorier:

  1. Boligområder, der umiddelbart kan planlægges for og efterfølgende bebygges
  2. Boligområder, hvor en konkret planlægning kan påbegyndes, når der ikke er flere kategori 1 boligområder i lokalområdet, og lokalplaner med en væsentlig restrummelighed
  3. Boligområder, der kan komme i spil i slutningen af kommuneplanens tidsperspektiv på 12 år

Arealer til byudvikling

Der udlægges enkelte nye arealer til boligformål i Kommuneplan 2017-2029 for at understøtte udviklingen i lokalområderne.

Der er ikke behov for nye byudviklingsudlæg, da der er eksisterende uudnyttede udlæg. Dog udlægges tre mindre boligområder, hvor der lokalt er behov for udbygning.

Boligområderne udlægges i henholdsvis Nørremarksvej i Vester Skerninge, Egenappevej i Svendborg Øst og Eriksholmsvej på Thurø.

Boligudlæggene er med til at stimulere mulighederne for boligudbygning lokalt, hvor der ikke er mange byggemuligheder tilbage.

Boligudlæggene placeres, hvor der er eksisterende infrastruktur i form af veje og adgangsforhold, der er nemt tilgængelige og som kan udbygges.

Der udlægges i alt 7½ ha som skal dække den kommende planperiode i forhold til boligudbygning i form af åben/lavt og tæt/lavt byggeri.

Perspektivarealer

Jf. Planloven må kommuneplanen kun indeholde arealer til 12 års byvækst. Kortet viser de perspektivarealer, som indgår i kommuneplanen. Disse arealer er Byrådets oplæg til de mere langsigtede udviklingsretninger for byudvikling i forhold til bolig og erhvervsarealer.

Arealerne har ikke nogen juridisk gyldighed i kommuneplanen. Det vil sige, at der eksempelvis ikke umiddelbart kan bygges boliger på arealerne.

Efterhånden som boligrækkefølgeplanens arealer udnyttes, vil det være perspektivarealerne, som Byrådet først vil søge at inddrage som nye byområder. Det vil kunne ske i den videre kommuneplanlægning.

Der er ikke foretaget nogen ændringer i perspektivarealer i Kommuneplan 2017-2029.

 

Restrummelighed

På nedenstående skema fremgår i hvilke lokalområder der er restrummelighed.

Herunder ses kort med boligrækkefølgeplanen og perspektivarealer.

Statisk kort