Tåsinge

 
Lokalområdet Tåsinge

Lokalområdet Tåsinge dækker den midterste og sydlige del af øen Tåsinge. I nord grænser området op til Vindeby-Troense-området på nordsiden af Bregninge Kirkebakke, og mod vest afgrænses området naturligt ved Svendborg Sund og Knudedyb. Områdets østlige grænse er kysten mod Lunkebugten, der skærer sig dybt ind i øen og næsten skiller halvøen Vemmenæs fra den øvrige ø. Mod syd danner Siø Sund en naturlig grænse, og via Siødæmningen er der fast forbindelse til Langeland.

Et utal af mindre vige og bugter præger kysten, der de fleste steder er smal og stenet. Området er karakteriseret ved smukke kystskove, en mangfoldighed af gamle små landsbyer, dyrkede marker og levende hegn. Det milde, kystnære klima på øen og øens frugtbare lermuld har været gunstigt for frugtdyrkning på øen, især æbledyrkning, hvoraf der dog i dag kun er enkelte plantager tilbage. På Stenodde er der et større sommerhusområde ud mod Langelandsbæltet.

Tåsinge er især på den nordlige del meget kuperet. Bregninge Kirkebakke på 72 meter er øens højeste punkt, og her er der fra kirketårnet en storslået udsigt over det sydfynske øhav og på klare dage også til Lolland og Tyskland. Landskabsformerne i den centrale og sydlige del af området er et overvejende lavt morænelandskab med et roligt terræn, der flader ud mod kysten. Sydligst er der en otte meter høj bakke, Vårø Knude, der ligger for enden af den store fredede strandeng, Monnet, som er Fyns største strandengsområde på i alt 121 hektar. Af andre særlige naturlokaliteter er der på øens vestside det fredede naturreservat Vejlen, som førhen har været en tilgroet bugt, men siden 1990'erne er blevet genetableret som lavvandsområde med omkringliggende enge. Her er offentlig adgang til et fuglekigger- og udsigtstårn. Mod vest ligger også den anseelige Vornæs Skov, og mod nordvest op mod Vindeby ligger Horseskov. Mod øst passerer Øhavsstien gennem de større skovområder Nørreskoven og Vemmenæs Skov.

Landevejen til Langeland og til færgeforbindelsen videre til Lolland skærer gennem området. Mellem Bregninge og Lundby er der et fint eksempel på en husmandsudstykning fra de første årtier af 1900-tallet, og hvor der tydeligvis er bygget efter "Bedre Byggeskik"-bevægelsens principper om enkel, dansk byggetradition præget af "stilfærdig saglighed" og solide håndværkstraditioner. Som bebyggelsesmønster ligger de tidligere husmandssteder smukt langs hovedvejen, som perler på en snor, og de fleste har bevaret den oprindelige dæmpede stil med hække og få træer som skærmende beplantninger omkring de solide bygningskroppe. Udenfor hovedlandvejen, der er Tåsinges hovedfærdselsåre, forbinder et virvar af smalle, snoede veje lokalområdets 14 små byer og landsbyer, og på typisk sydfynsk vis er mange af de små veje skærmet med klippede levende hegn langs begge vejsider.

Lundby og Landet

Lundby er sammen med Landet udpeget til lokalby i Kommuneplan 2009-2021 for Svendborg. Tilsammen forsyner de to byer den midterste og sydlige del af Tåsinge med en række private og offentlige servicefunktioner.

Lundby er første gang nævnt i skriftlige kilder i 1459. Sydøst for byen har der stået et Sct. Olafs Kapel med en kilde midt i, og som efter kapellets nedbrydning i 1600-tallet tjente som vandingssted. Byen er en løs og langstrakt udgave af den slyngede vejbytype. Efter blokudskiftning af jordene i 1788 flyttede ca. 60% af byens 22 gårde ud, og de fleste af de tilbageblevne gårde ligger tæt op ad bygaden. Husene ligger jævnt fordelt mellem gårdene og med en mindre koncentration isoleret fra den øvrige bebyggelse i den nordvestlige del af byen, som i denne del gennemskæres af hovedvejen. Den oprindelige landsbys struktur er temmelig opløst, og i den sydlige del af byen er der et nyere parcelhuskvarter. Enkelte steder er der bevaret passager med landsbypræg og friholdt fine kik ud over de omkringliggende marker. Der er børnehave og skole i byen.

Landet er en af de større landsbyer på Tåsinge og har en del nyere bebyggelser med parcelhuse og rækkehuse. Landsbyen nævnes første gang i skriftlige kilder i 1454, er Kirkeby for sognet og især kendt for at huse gravstedet for den svenske løjtnant Sixten Sparre og linedanserinden Elvira Madigan og deres romantiske, dramatiske flugt og død på Tåsinge i 1889. Tidligere har Landet rummet flere andelsforetagende: andelsmejeri, fællesslagteri og andelsfryseanlæg og har i dag stadig en brugsforening, der betjener nærområdet som dagligvarebutik.

Landsbyer

Bjerreby

Bjerreby ligger på en bakke i det flade landskab på den sydlige del af Tåsinge. Byen er kendt tilbage fra 1372 og anlagt som vejklyngeby med kirke. Byens midte er omkring kirken, der ligger ved bakkens top. Byens oprindelige vejstruktur er bevaret og har en stjerneform, der stråler ud fra landsbyens centrum. Gårdene lå nord for kirken og en del flyttede udenfor landsbyen efter udskiftning i 1799. Syd for kirken ligger et fint mønster af ældre landsbyhuse. Et nyere parcelhuskvarter er skudt op langs Bjerrebyvej i den østlige del, og der ligger et kvarter med ældre byhuse og villaer i byens vestlige del. Der er i dag omkring 180 husstande i Bjerreby. Byen har bevaret landsbypræget i fine passager især nord og syd for kirken og med flere smukke vejforløb. Sognets præstegård ligger i Bjerreby, hvor der også er forsamlingshus og erhverv som autoservice, maskinstation og flere håndværkervirksomheder.

Bregninge

Bregninge er nævnt første gang i 1375 og er en kirkeby. Byformen en slynget vejby, og gårdene har ligget langs den nord-sydgående bygade, som i dag er en del af hovedvejen. Husene har førhen især været koncentreret omkring præstegården, og gennem sidste halvdel af 1900-tallet er der bygget en del nye huse i den sydøstlige del af byen. Kirken ligger isoleret fra den øvrige bebyggelse højt på bakken i den nordøstlige del af byen. Ved kirken ligger møllen, der i dag fungerer i dag som sommerrestaurant og Tåsinge Museum med skipperhjem og folkemindesamling. Ved hovedvejen ligger en kro, der blev opført helt tilbage i 1864. De storslåede udsigter ved Bregninge Kirke og et nyretableret hede- og overdrevsareal, Bregninge Bakker vest for landevejen, gør Bregninge til et yndet udflugtsmål. Der er i dag ca. 105 husstande i Bregninge.

Bjernemark

Bjernemark med ca. 12 husstande ligger nordligt i lokalområdet og er givetvis opstået ved udflytning fra Bregninge i middelalderen til ryddede parceller i kystskovbæltet. Landsbyen er nævnt første gang i 1460. Byformen er en slynget vejby, hvor gårdene har ligget i to afdelinger: 3 gårde mod syd - hvor der kun er én gård tilbage - og 5 i den nordvestlige del - hvor der er tre fine gårde tilbage. Imellem gårdene og nordligst i byen har husene ligget. Det oprindelige vejforløb er bevaret, og der er kun bygget enkelte nye huse. I landskabet omkring Bjernemark er der bevaret et større skovareal, "Horseskov", der ligger som kystskov ned til Svendborg Sund.

Gesinge

Gesinge er en slynget vejby, der nævnes første gang i 1454. De mange gårde har ligget forholdsvis tæt langs den øst-sydvest gående bygade og oprindeligt var der 4 dobbeltgårde i landsbyen. Landsbyen blev stjerneudskiftet i 1799 og derefter blev 13 gårde udflyttet. Bortset fra nyere huse på de gamle gårdtomter, er der kun nybygget ganske få huse i byen, og vejforløbet er bevaret, men de oprindelige gadeudvidelser og bytomten er væk. Der er i dag ca. 40 husstande i Gesinge.

Strammelse

Strammelse er en langstrakt landsby af typen den slyngede vejby. Efter udskiftningen i 1788 blev 17 gårde flyttet ud på markerne, og der opstod en husmandskoloni, Vornæs, vest for Strammelse. Landskabet omkring Strammelse er ret fladt men mod nordøst bliver det mere bakket op mod Bregninge. Strukturmæssigt er byen opløst, men i udsnit er der fine bevarede landsbytræk, som i den sydøstlige del de gamle længehuse med dybe matrikler og små forhaver, og midt i byen mellem to skarpe sving med landsbymiljøet omkring gadekæret. Der er bygget to mindre parcelhuskvarterer i den nordvestlige ende af byen. I alt er der ca. 90 husstande i landsbyen.

Vemmenæs

Halvøen Vemmenæs nævnes tidligt i skriftlige kilder allerede i 1200-tallet. Herfra var der fra middelalderen færgested til Langeland og med en livlig trafik helt op i midten af 1900-tallet, hvor der blev etableret fast forbindelse mellem Tåsinge og Langeland via Siø. I 1600 og 1700-tallet bestod byen kun af færgegården og skovfogedboligen, indtil byen blev udparcelleret som husmandskoloni fra Bjerreby. Der er i dag ca. 40 husstande i Vemmenæs By.

Søby

Søby er en slynget vejby og nævnt første gang i 1454. Gårdene har ligget langs bygaden og ved en forgrening til denne. Vejforløbet er bevaret, og der er kun sket husvækst i ganske beskedent omfang og især i den nordlige del. I dag er der ca. 25 husstande i Søby.

Vårø

Vårø er en landsby af typen den slyngede vejby. I 1600-1900-tallet lå Bjerreby Sogns præstegård i Vårø. Gårdene ligger forholdsvis tæt langs bygaden og ved forgrening til denne. I 1806 berømmedes husmand Rasmus Hansen for sin gode selvanlagte frugttræsskole i Vårø. Der er i dag ca. 25 husstande.

Gammel Nyby

Nyby - nævnt første gang i 1366 - er en på Fyn sjælden rektangulære, reguleret vejby, og der er et smukt gadekær i landsbyen. Den flade banke (Pilebanken) er udpeget som et ældre voldsted. Af byens oprindelige ejerlav blev udparcelleret Vindeby og Troense. Det meste af landsbyen brændte i 1916. Her er i dag ca. 25 husstande og enkelte erhvervsdrivende, møbelpolstrer og et par mindre servicevirksomheder.

Hellev

Hellev er en ganske lille landsby med i dag kun ganske få husstande. Landsbyen nævnes første gang i 1454. Den oprindelige og til dels bevarede byform er den på Fyn yderst sjældne "rektangulær, reguleret vejforteby", hvor gårde og huse oprindelig lå omkring forten, hvor bygaden var udvidet til en plads. Hellev træder frem som en ypperlig lille rumlig pause gennem marklandskabet, og her er bl.a. gårdbutik og Bed & Breakfast.

Skovballe

Skovballe er nævnt første gang i 1460 og anlagt som en rydningsby ved en udparcellering fra Søby. Byen har tidligere ligget omgivet af skov, og da det eneste bevarede skovareal ligger mellem byen og kysten er der ingen visuel kontakt til havet, selvom afstanden er kun få hundrede meter. Den lille landsby er af typen en slynget vejby. Vejforløbet er bevaret, men bygaden har tidligere haft udvidelser - en forte - som i dag er forsvundet, og det specielle u-formede bygadeforløb opleves ikke mere så tydeligt på grund af vejreguleringer. Skovballe havde tidligere betydning som færgested, idet trafikken til Ærø og videre til Holsten for en stor del gik denne vej, og landsbyen har haft en berømmet kro, som brændte i 1965.

Stjovl

Stjovl er en udflytterbebyggelse sandsynligvis fra Bjerreby og nævnes første gang i 1459. Landsbyen er atypisk placeret tæt ved kysten. Byens navn kommer af ordet for "gadekær, vandingssted", og stedets oprindelige gadekær er i dag bevaret midt i landsbyen, og fungerer som et fint samlende og levende kulturspor med en plads foran midt i landsbyen. Vejforløbet er bevaret men reguleret. Et par gårde er flyttet ud efter udskiftningen omkring 1800. Der er kun bygget få huse i byen.