Kort over lokalområdet Skårup-Oure
Lokalområdet Skårup-Oure afgrænses naturligt mod øst af Langelandsbæltet og mod vest af Svendborg-motorvejen. Mod nord støder området op til lokalområdet Gudbjerg-Gudme-Hesselager og mod syd til Svendborg Nord og Svendborg Øst.
Områdets vestligste del kendetegnes ved et bakket morænelandskab, større skovområder - Slæbæk Skov og Brændeskov - og nogle få landsbyer. Terrænet falder jævnt mod kystregionen i øst, hvor der er et mere åbent landbrugsland med småskove. Ved Vejstrup findes en tunneldal, som sandsynligvis er dannet af Storebæltsgletcheren under den sidste istid. I den efterfølgende tid har regnvandet løbet den modsatte vej af Vejstrup Å med sit udløb mellem Elsehoved og Åbyskov.
Karakteristisk ligger byerne Oure, Vejstrup og Skårup langs hovedfærdselsåren - landevejen Svendborg-Nyborg - og var tidligere stationsbyer på jernbanestrækningen mellem Svendborg og Nyborg. I lokalområdet ligger flere af kommunes større uddannelsesinstitutioner: Efterskole, kostgymnasium og højskole i Oure, Skårup Pædagog- og Lærerseminarium samt Skårup Husholdning, Håndarbejds- og Sundhedsskole.
Skårup
Skårup er nævnt første gang i 1319 og navnets betydning kommer af det nordiske stednavn for et tørt skorpet højtliggende plateau. Byen ligger højt, og herfra falder terrænet stærkt ned mod Langelandsbæltet og Skårupøre Sund. Skårup er oprindelig en kirkelandsby og opstået som en vejklyngeby med sit udgangspunkt omkring kirken. Størstedelen af gårdene er udflyttet siden udskiftningen i 1796 og efterhånden bebygget med huse. Byvæksten har især været begunstiget af byens beliggenhed langs hovedfærdselsåren, landevejen Svendborg-Nyborg, og tidligere også som stationsby på jernbanestrækningen Svendborg-Nyborg. Skårup er mest kendt for siden 1803 at have huset et statsseminarium og siden 1915 en husholdningsskole. I nyere tid er byen udvidet kraftigt med nye parcelhuskvarterer. Skårup er udpeget som lokalby i Kommuneplanen for Svendborg 2009-2021.
Oure
Oure er udpeget som lokalby i Svendborg kommuneplan 2009-2021. Byen er oprindelig kirkelandsby og betegnes som en uregelmæssig vejforte by. Oure ligger forholdsvist højt men i fladt terrænet, og kun enkelte steder har man udsigt mod øst over Langelandsbæltet. Langs kysten mellem Lundeborg og sommerhusområdet Elsehoved er der en række mindre skove. Ved Elsehoved findes et af kommunens ældste sommerhusområder med 50-60 sommerhuse. Oure er i dag i høj grad præget af livet, aktiviteterne og rammerne for de sportslige aktiviteter ved Oure Skolerne Sport og Performance, som er både efterskole, gymnasium og højskole.
Landsbyer
Vejstrup
Vejstrup er en kirkelandsby fra 1371, der oprindelig blev anlagt som en uregelmæssig vejforteby omkring kirken. I dag er der kun få gårde tilbage. I nyere tid er udviklingen præget af byens tidligere status som stationsby og beliggenheden ved hovedlandevejen mellem Svendborg og Nyborg. I 1800-tallet blev der i Vejstrup opført en folkehøjskole, som i dag er omdannet til Vejstrup Ungdomskole og et pigehjem, som i dag er en del af Oure Skolerne. Kun i beskedent omfang er der de seneste 10 år blevet opført parcelhuse i Vejstrup, der i dag har ca. 220 husstande. Der er forsamlingshus i byen samt børnehave, læge, mekaniker, taxakørsel og i byens nordlige del en større industrivirksomhed.
Øster Åby
Øster Åby var oprindeligt en vejklyngeby, hvor gårdene lå tæt omkring de to bygader og husene spredt indimellem. I midten af 1600-tallet i forbindelse med udskiftningen blev de fleste gårde flyttet ud. I nyere tid er grænsen mellem Øster Åby og Skårup næsten blevet udvisket som følge at parcelhusudbygningen. Øster Åby er beliggende på skråningen mod Vejstrup Ådal og gennemskæres af landevejen mellem Svendborg og Nyborg. Landsbyen med sine ca. 65 husstande rummer en friskole og et par autoforretninger.
Åbyskov
I slutningen af 1800-tallet lå der på stedet en spredt bebyggelse af huse og en skole. I nyeste tid er Åbyskov udbygget med et parcelhusområde, så der i dag er i alt er der ca. 130 boliger. Byen har et forsamlingshus, og ved stranden er der en offentlig badestrand og en badebro. Umiddelbart nord for byen ligger en campingplads.
Brudager
Brudager er nævnt første gang omkring 1300 og var oprindelig en vejfortelandsby med kirken i midten. Byen ligger på et svagt bølget moræneplateau jævnt faldende mod syd til Vejstrup Ådal og skovene omkring hovedgården Klingstrup. Der er i dag ca. 40 husstande og enkelte håndværksvirksomheder, en butik med friluftsudstyr og et forsamlingshus.
Skårupøre
Landsbyen er en lille udflytterby fra Skårup med enkelte mindre gårde og 10-15 huse beliggende helt ud til kystvejen. Tidligere har stedet fungeret som udskibningssted. I dag er Skårupøre mest kendt som et sted, hvor man tager hen til den lille strand og får en isvaffel i kiosken eller camperer på Skårupøre Camping. Strandarealet anvendes også af uddannelsesinstitutionerne i området, bl.a. til windsurfing.
Albjerg
Albjerg er anlagt ved udflytninger fra Oure i middelalderen. Byformen er en uregelmæssig forteby, hvor byens gårde og huse har ligget uregelmæssigt placeret omkring den nord-syd-gående vejforte og dens forgreneninger. Midt i landsbyen ligger en dam. Vejforløbet er i dag er stort set bevaret, og der er omkring 20 husstande i byen.