Forhold til andre planer og strategier
Landsplanlægning
Kommuneplantillægget vurderes ikke at være i strid med nationale interesser i kommuneplanlægningen. Der knyttes følgende kommentarer til udvalgte nationale interesseområder.
Produktionsvirksomheder og havneerhverv
Planområdet ligger ikke inden for et udpeget området til produktionserhverv eller et konsekvensområde til produktionsvirksomheder.
Inden for en afstand af 500 m fra lokalplanens område er der registreret følgende produktionsvirksomheder.
- Petersen & Sørensen Motorværksted A/S
- J, Ring-Andersen Skibsværft A/S
- ValsemøllenA/S (driften forventes at ophøre juni 2026)
- DLG Fabrik Svendborg/FAF (driften forventes at ophøre ved udgang 2026)
Området er i kommuneplanens retningslinjer udpeget til havneerhverv og kajkanten til erhvervskaj. Planen er i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer, da den muliggør en udvidelse af havneerhvervet
og planen begrænser ikke eksisterende produktionsvirksomheder.
Kystnærhedszone
Planområdet ligger inden for den kystnære del af byzonen og det vil påvirke kysten visuelt, hvis beddingen bebygges i op til 20 meters højde.
Ved ændret planlægning i den kystnære del af byzonen skal de fremtidige bebyggelsesforhold vurderes, herunder bygningshøjder.
Planområdet ligger helt ud til havnekanten. Planområdet er et mindre område på Frederiksø, som går fra at kunne bebygges i op til 12 m, som med kommuneplantillægget ændres til op til 20 m.
På Frederiksø er der eksisterende store bygninger og haller til værftet. Den største eksisterende hal er ca. 16 m høj (den blå hal ved Petersen & Sørensen Motorværksted A/S og tæt beliggende på lokalplanområdet). En ny hal i beddingen på 20 m vil således blive den hidtil højeste på Frederiksø og vil også medføre, at øen vil opleves som tættere bebygget set fra kystsiden. Det vil betyde, set fra
kystsiden og ud for beddingen, at byens højderyg og Christiansmøllen ikke vil være synlig i samme udstrækning som tidligere.
Planen muliggør byggeri i op til 20 m. Den gældende kommuneplanramme og lokalplan 122 for det tilstødende værftsområde på Frederiksø tillader ligeledes bebyggelse på op til 20 m.
Planen tillader således ikke byggeri, som er fremmed i forhold til, hvad der i forvejen er tilladt på de tilstødende områder. Det vurderes, at byggeri i op til 20 m er nødvendigt for at drive et værft, hvor blandt andet hallerne skal rumme store skibe og skibselementer. Store halbyggerier vurderes ikke fremmed på erhvervshavne. Lokalplanen ændrer ikke på offentlighedens adgang til kysten.
Frederiksø i dag set fra vandet - set fra syd mod nord
Frederiksø med en visualisering af den nye hal med en højde på 20 m - set fra syd mod nord (visualisering udarbejdet af C&W arkitekter).
Natura 2000-områder
Natura 2000-områderne er et netværk af beskyttede naturområder i EU. Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene.
Nærmeste Natura 2000-område er Thurø Rev, som ligger ca. 6 km sydøst for planområdet. Svendborg Kommune vurderer, at planens omfang og karakter i sig selv eller i sammenhæng med andre
planer ikke vil påvirke Natura 2000-områder eller udpegningsgrundlaget for Natura 2000 områder.
Habitatbekendtgørelsen
I habitatbekendtgørelsen er opført en liste over dyre- og plantearter, hvor Danmark har særligt ansvar for at kræve streng beskyttelse - de såkaldte bilag IV-arter. Kommunen må ikke vedtage en plan, der kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder, eller forsætlig forstyrre eller dræbe individer i det naturlige udbredelsesområde for de dyre- og plantearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Planområdet er et eksisterende havneområde, som er fuldt befæstet og har hyppig menneskelig aktivitet. Der er ingen beplantning eller naturarealer inden for planområdet eller særlig beplantning på Frederiksø i øvrigt. Planområdet vurderes på baggrund af dets hidtidige anvendelse og udformning ikke egnet som leve- eller rasteområde for bilag IV-arter.
Der er kendskab til, at der lever marsvin og odder i Svendborg Sund, som begge er bilag IV-arter. Ændringen er kommuneplanrammers interne afgrænsninger og muligheden for en ny hal i beddingen vurderes ikke at medføre væsentligt ændrede aktiviteter i farvandet ud for planområdet, og derfor vurderes det, at planen ikke vil påvirke bilag IV-arterne.
Naturbeskyttelsesloven
Der er ingen fredede eller §3-beskyttede naturområder inden for planområdet.
Infrastruktur
Frederiksø har vejforbindelse via Frederiksbroen til Havnepladsen og Jessens Mole. Ad denne vej kommer en del tung trafik, som betjener Frederiksøs erhvervsvirksomheder i særligt den nordøstlige del af Frederiksø. I særligt den vestlige del af Frederiksø på Udrustningskajen færdes gående og cyklister. Kommuneplantillægget medfører ikke trafikale ændringer.
Planlægning i forhold til nabokommuner
Kommuneplantillægget grænser ikke op til en nabokommune og det vurderes, at ændringerne som foretages med kommuneplantillægget ikke vil påvirke andre kommuner.


