Støjende fritidsaktiviteter

Byrådet ønsker at skyde- og motorsporten og øvrige støjende aktiviteter skal have så gode forhold som muligt. Byrådet finder endvidere, at støjende anlæg i lighed med andre anlæg i det åbne land skal respektere beskyttede landskaber, natur og kulturmiljøer som ligger i kommuneplanen og naturbeskyttelseslovgivningen.

Der skal satses på en mere effektiv anvendelse af eksisterende anlæg og ved samlokalisering af forskellige støjende aktiviteter. Endvidere skal nabokonflikter forebygges i kommune- og lokalplanlægningen, når der planlægges for nye arealudlæg og nærhed til støjfølsom anvendelse.

Svendborg Kommune vil bidrage positivt med den nødvendige planlægning og miljøgodkendelse, når egnede arealer foreligger til erstatning for den nedlagte flugtskydebane.

Forhold om vandscootere og jetski er medtaget i afsnit om sejlads.

Kommuneplanen fastlægger retningslinjer for placering af arealer til støjende fritidsanlæg. Støjende fritidsanlæg er motorsportsbaner, skydebaner og lignende.

Det er Byrådets mål, at:

  • der skal være mulighed for et passende udbud af arealer til støjende fritidsaktiviteter til skydning, motorsport, modelfly o. lign.
  • fastholde og forbedre eksisterende anlæg herunder udvidelse og/eller samlokalisering så der samlet opnås forbedret aktivitetsniveau og samtidig opnås acceptable støjforhold for naboer.
  • fremme planlægningsprocessen for nyudlæg ved etablering af samarbejde med relevante organisationer og foreninger.

Placering af støjende fritidsaktiviteter

  • Nye skyde- og motorbaner kan som hovedregel kun etableres, såfremt der ved en samlet vurdering sker en miljømæssig forbedring, f.eks. i forbindelse, med sammenlægninger og/eller flytninger af anlæg. Endvidere kan nyanlæg finde sted, såfremt særlige lokale eller kapacitetsmæssige forhold taler herfor.
  • Ved udlæg til nye støjende rekreative formål skal varetagelsen af støjbeskyttelseshensyn i forhold til boliger, andre rekreative aktiviteter samt varetagelsen af naturbeskyttelseshensyn tillægges afgørende betydning ved afvejningen af interesser.


Kortet herunder viser skyde- og motorbaner

Statisk kort

I Svendborg Kommune er de største klubber inden for denne kategori følgende (opdateret 2017):

Rødskebølle Skyttecenter

Lunde S.G. & I (skytteafdeling)

Motorcykelklubben Svendborg (motocross)

Svendborg RC Klub (modelfly/modelbiler)

Thurø Vandskiklub

Sydøstfyns Flugtskydningsklub