Tankefuld

Tankefuld er et forsøg på at nytænke måden at byudvikle på, med fokus det gode liv, bæredygtighed og landskabet.  Tankefuld er en ny bydel i det smukke sydfynske landskab – en grøn oase lige vest for Svendborg by.

I Tankefuld opføres en landskabsby - hvor små bymiljøer opstå midt i naturen. I løbet af en årrække vil disse små områder nå hinanden via stier og skov. Det unikke ved Tankefuld er, at bydelen flettes sammen med områdets særlige natur, skovene, åsen, det smukke herregårdslandskab omkring Hvidkilde Gods og ikke mindst kyststrækningen ud mod Svendborgsund. Tankefuld er et gennemtænkt ambitiøst projekt, der strækker sig over de næste mange år.

I tankefuld er der plads til både bofællesskaber, villaer, seniorboliger, og boliger hvor kun fantasien sætter grænser. En bydel der er gennemtænkt, med forbindelse til Svendborg Vest og Rantzausminde, gode busforbindelser, ridestier, cykelruter, svømmehal og det store nybyggede gymnastikcenter med internationalt format.  Et stort udvalg af skoler, både offentlige skoler med visioner, Svendborg Steinerskole og byens to gode privatskoler.

Kommuneplan 2021 - 2033 sætter rammerne for den kommende udvikling af Tankefuld. 

Det er Byrådets mål, at:

  • Tankefuld er en af Svendborgs primære byudviklingsområder
  • Tankefuld udvikles med fokus på det gode liv, bæredygtighed og landskabet
  • Tankefuld understøtter nye boformer og fællesskaber
  • Tankefuld udvikles som et mangfoldigt og levende byområde med en blanding af boliger, erhverv, detailhandel, offentlig service og rekreative områder
  • Tankefulds infrastruktur fremmer den bæredygtige levemåde.
  • Området skal udvikles på baggrund af en helhedsplanlægning 
  • Byudviklingen skal følge boligrækkefølgeplanen 
  • Der skal sikres bytæthed, varieret bystruktur og en mangfoldig blanding af funktioner og anvendelser, herunder et varieret boligtilbud
  • Byudviklingen skal tage afsæt i nærområdets konkrete landskabskarakter og naturpræg
  • Bæredygtig og klimaneutral energiforbrug skal indtænkes i byudviklingen 
  • Regnvand skal forsinkes på eget grund ved lokal afledning af regnvand (LAR)
  • Der skal arbejdes med en sammenhængende grøn og blå struktur i området 
  • Der skal indtænkes offentlige tilgængelige områder og stiforløb 
  • Byudviklingen skal understøtte bæredygtig og klimaneutral mobilitet 
  • Veje og stier skal indtænkes i den sammenhængende byudvikling

En ny bydel i Svendborg

Tankefuld skal sammen med Rantzausminde og landsbyerne Egense og Skovsbo udgøre en ny blå og grøn bydel i det vestlige Svendborg.

Landskabet, landbruget og den spredte bebyggelse i det store område bag Rantzausminde langs kysten skal rumme de nye by- og boligområder, og vil langsomt blive omdannet med nye veje, byggerier og landskabstiltag. Bydelen vil udvide sig i etaper, så de enkelte byområder gøres færdige inden et nyt område inddrages i byudviklingen.

Fra i dag at være hjemsted for 2.800 mennesker vil bydelen fuldt udbygget rumme op mod 5-8.000 indbyggere.

Oversigtskort over Tankefuld. 

Bydelens samspil med Svendborg by og kommune

Tankefuld-bydelen skal indgå i et udbytterigt samspil med det øvrige Svendborg by og kommune ved at tilbyde lokalbefolkningen nye landskabs-, natur- og kulturoplevelser, samtidig med at Tankefuld-borgerne kan benytte og understøtte Svendborgs eksisterende kultur- og indkøbstilbud.

Svendborgs medlemskab af det internationale bynetværk Cittaslow skal inspirere udviklingen af den nye bydel og præge og bidrage til at skabe det gode liv på Sydfyn.

Bydelen som lige dele byudvikling og landskabsudvikling

Tankefuld er et projekt, hvor by- og landskabsudvikling sammentænkes på nye måder. Svendborg by får mere boligvolumen i tætte boligstrukturer tæt på jernbanestation (Svendborg Vest) og motorvejen, mens storslåede landskaber (Herregårdslandskabet, Egense Ås og de mange kystnære skove) beskyttes og gøres mere tilgængelige for kommunens borgere.

 

Ikke blot et boligområde, men et leveområde

Med den store volumen i Tankefuld (plads til over 3.000 boliger, 25 virksomheder og op mod 7.000 indbyggere) er der grundlag for en række offentlige og private service- og kulturtilbud, som vil give bydelen sit eget oplevelsesrige liv. I modsætning til den traditionelle og spredte forstadsudvikling vil den koncentrerede byudvikling i Tankefuld gøre det muligt at planlægge for og realisere egen lokal skole, daginstitutioner til områdets brug, egne lokale kultur- og fritidstilbud, lokal detailhandel og servicevirksomheder.

Når bydelen er færdigudviklet vil den summe af liv og oplevelser, og store dele af den daglige service kan produceres og forbruges lokalt. Dette vil give et liv, som man ikke ofte ser i byrandens forstæder, og som vil kunne bidrage til bydelens identitet og sammenhængskraft.

Visionerne for Tankefuld blev første gang beskrevet og udfoldet i Masterplan 2009.

Bystruktur og byrum

Byliv kræver bytæthed. Bydelen etableres fortrinsvis som grupperinger af koncentreret bebyggelse for at opfordre til fællesskab, fremhæve naturen og særlige landskabstrække, og begrænse omfanget af arealer til byggemodning og anlægsbebyggelse.

Tankefulds Masterplan udlægger syv forskellige bebyggelsesområder i landskabsbyen.

Tilstedeværelsen af forskellige bygningstyper og varierede rummelige oplevelser i hvert bebyggelsesområde vil bidrage til indbydende og aktive bymiljøer og medvirke til, at tiltrække mangfoldige beboere, besøgere og erhverv.

Bytorvene skal være med til at danne et særligt lokalpræg, fælles uderum og sikre mulighed for mange forskellige aktiviteter.

Principper for planlægning:

  • Der skal etableres mindst ét fælles, offentligt og multifunktionelt bytorv i hvert bebyggelsesområde således, at torvet kan medvirke til en sammenhængende identitet, fællesskab og byliv i området.
  • Byrummene skal etableres i en menneskelig skala og orienteres, så de kan være solbeskinnede og tilbyde læ.

Byudvikling og landskabsudvikling - hånd i hånd

Tankefuld er lige dele byudvikling og landskabsudvikling. Hele visionen for bydelen er båret af denne tætte sammenhæng mellem bebyggelsesområderne og hvert områdets særlige landskab.

Landskaberne er så store, at de let kan rumme besøgende fra både nærområderne og hele kommunen. Landskabernes volumen, beliggenhed og fulde udstrækning er med til at opretholde en stor landskabelige fortælleværdi og et stærkt oplevelsesmæssige potentiale. Det største landskabselement er Egense Ås. I kommuneplanen beskyttes åsen og dens nærliggende områder og friholdes fra fremtidigt byggeri. Friholdes de store sammenhængende landskabskiler i Tankefuld, sikres der nærrekreative landskaber af en dimension, der ikke typisk ligger inden for de bynære landskabers rammer. Fra boliger vil inden for 3-500 m være adgang til skove, marker, Egense Ås, moser og vandhuller fra alle fremtidige bebyggelsesområder. Med landskaber af denne størrelse opretholdes der ligeledes mulighed for at sikre et varieret dyre- og planteliv med gode levevilkår og spredningsmuligheder.

I landskabet varetages der mange forskellige interesser. Hovedhensyn til beskyttelse og benyttelse vil afvejes i de konkrete omgivelser for at opnå de bedste løsninger i landskabsbyen.

Principper for planlægning:

  • Nybebyggelse, byrum, uderum og anlæg skal tilpasse og fremhæve områdets topografi samt særlige natur- og landskabspræg.

Innovative boligformer

I planlægningen af Tankefuld lægges der vægt på innovation med en kvalitetsbetonet boligudvikling. Der skal sikres et varieret boligudbud og blanding af boligformerne i alle bebyggelsesområder i samarbejde med forskellige lokale bygherrer og med inspiration fra ind- og udland. Der skal gives plads til eksperimenter og nyskabende boligløsninger f.eks. ved at indtænke fælles anvendelser samt kultur-, erhverv og hjemmearbejde i og ved boligerne.

Principper for planlægning:

  • Boliger skal have god kontakt til landskabet og naturen samt adgang til uderum.
  • Der skal så vidt muligt åbnes op for blandet anvendelser og multifunktionel bebyggelse og byrum i bebyggelsesområderne.

 

Byggeri i landområderne

Landskabsbyen er et mødes mellem den tætte, blandede by og naturen. Bydelens bebyggelser, anlæg og varierede landskaber skal flette sammen i en tiltrækkende, mangfoldig og bæredygtig helhed.

Principper for planlægning:

  • Nybebyggelse i det åbne land skal placeres og udformes med afsæt i områdets karakteristiske landskabstræk.
  • Tiloversblevne landbrugsbygninger opfordres til genanvendelse til andre formål under hensyntagen til blandt andet bygningskvalitet, kulturværdi samt natur- og miljøinteresserne.

Byggeri ved landsbyerne og kystnærhedszonen

Landsbyerne skal fortsat fastholde deres særlige kvaliteter, og markante bygningsværker skal fortsat være tydelige kendingsmærker i landskabet.

I kystområdet skal planlægningen tage særligt hensyn til de landskabelige værdier, naturkvaliteterne og de rekreative interesser, der knytter sig til området. Der er ikke udlagt områder til erhverv- eller boligudvikling langs kysten syd for Rantzausmindevej.

Principper for planlægning:

  • Nybyggeri ved eksisterende landsbyerne skal ske med udgangspunkt i det arkitektoniske udtryk og den kulturhistoriske fortælling af omgivelsen.

 

Grøn og blå bydel

Etablering af regnvandsanlæg skal indtænkes på en måde, som er til gavne for både byens rum og det naturlige dyre- og planteliv. For at sikre oplevelsen af den grønne bydel skal bydelens eksisterende beplantninger og grønne karaktertræk om muligt indarbejdes i samspil med ny byudvikling. Supplerende beplantning skal etableres med klimarobuste og om muligt hjemmehørende plante- og træarter.

Områdets blå og grønne elementer skal integreres i en velfungerende, harmonisk helhed.

Principper for planlægning:

  • Befæstede arealer begrænses mest muligt og anvendelse af permeabel belægninger fremmes.
  • Regnvand fra tage og befæstede arealer skal begrænses til naturlig afstrømning ved udledning til vandløb eller sund.
  • Ved bortledning etableres om muligt regnvands-bede, -bassiner, -søer og lignende, som landskabselementer til gavn for både borgerne og naturligt dyre- og planteliv.
  • Regnvandsanlæg skal tilføre multifunktionel værdig, også i tørvejr.
  • Placering af friarealer, rekreative arealer og klimaanlæg og lignende skal indtænkes i den overordnede grøn/blå struktur.
  • Bybegrønning og bæredygtig regnvandshåndtering skal indtænkes i byudvikling for at værne om natur, bidrage til byens rum og skabe rekreative muligheder.

Mobilitet og rekreative forbindelser

Bæredygtig mobilitet tænkes ind i bydelen bland andet ved nem adgang til kollektiv trafik i hver bebyggelsesområde og etape.

Områdets vejnet skal etableres og udvikles med en balance, der både inspireres af samt værner mest muligt om det eksisterende natur og landskab. Områdets vej- og stinetværk skal binde Tankefuld sammen med Rantzausminde, Svendborgs centrum og det omgivende vejnet.

Det at bo og leve med og i grønne omgivelser har betydning for vores livskvalitet. Nem adgang til naturen og oplevelser af årstidernes skiftene, vind og vejr, udsigter og åbne horisonter er medvirkende til at styrke vores sundhed og lyst til at bevæge os, vores daglige oplevelser og muligheder for sansning.

Der skal etableres nye gang/cykel- og ridestier og der gives adgang til nye naturoplevelser i området.

Dertil vil "Landskabsstierne" spille en afgørende rolle i, at binde bebyggelsesområderne og etaperne sammen, og blive et særligt kendetegn for landskabsbyen og medvirke til tiltrækning af både nye beboere og besøgende.

Principper for planlægning:

  • Der skal sikres mulighed for bæredygtig mobilitet ved anlæg af stier, adgang til offentlig transport, eventuelle opladningsstationer til elbiler, mv.
  • Anlæg og udvikling af veje og stier skal så vidt muligt værne om det eksisterende natur og landskab.
  • Der skal etableres landskabsstier i hver etape.
  • Stierne skal sikre let adgang til det enkelte bebyggelsesområdets særlige natur- og landskabselementer.
  • Stierne skal kunne bindes sammen for at lave et omfattende og gennemgående stinetværk i Tankefuld, der kan forbindes med Svendborgs øvrige stinetværk.
  • Hvert bebyggelsesområde skal betjenes af kollektiv trafik.

 

Infrastruktur

Det er forudsat, at der sker en udbygning af det overordnede vejnet i området, for at realisere den fremadrettede udbygning af Tankefuld.

Tankefuldprojektet omfatter ca. 6,5 km nye overordnede vejforbindelser bestående af en nord-syd gående forbindelse mellem Fåborgvej og mod syd til Dyrekredsen i Rantzausminde, samt øst-vestgående forlængelse af Johannes Jørgensens Vej fra Ryttervej med tilslutning til ny nord-sydgående forbindelse.

Hovedforslagets vejtracé tilkobles i den nordlige ende ved overgangen mellem Ring Nord og Fåborgvej. Såvel Fåborgvej fra vest som Ring Nord fra øst forbindes til ny rundkørsel placeret ca. 150 m syd for eksisterende Fåborgvej. Ny rundkørsel vil eventuelt kunne placeres tættere på eksisterende Fåborgvej. Herfra svinger vejforbindelsen i en blød bue mod syd på ydersiden af Tankefuld-området. Strækningen vil kunne indgå i en fremtidig forlægning af Fåborgvej syd om Hvidkilde sø.

Det videre forløb mod syd omfatter krydsning af Hellegårdsvej, hvor den møder den øst-vestgående delstrækning fra Johs. Jørgensens Vej placeres lidt syd for Hellegårdsvej på strækningen fra Sofielundskoven og mod vest.

Vejforbindelsen fortsætter mod syd til krydsning af åsen ca. 400 m øst for Egense Kirkevej. Fra åsen og frem til Dyrekredsen krydses Egense Kirkevej, Skovsbovej og Juulgårdsvej.

Fra Hellegårdsvej og frem til Dyrekredsen vil vejens design have en mere bymæssig karakter med mindre horisontalkurveradier end strækningen nord for Hellegårdsvej.

Passage af Egense ås er foreslået udført som tunnel med en længde af ca. 60 m.

Der er udarbejdet en VVM_redegørelse for vejprojektet. Læs mere her. 

Hertil kommer interne lokalveje i de enkelte områder indenfor de nye bydele. Disse er kun angivet som de omtrentlige tilslutningspunkter for disse lokalveje, men ikke selve tracéet i de enkelte områder, som skal fastlægges i den fremadrettede planlægning.

Vejprojektets overordnede elementer består af:

  • Nordlig delstrækning fra Ring Nord/Fåborgvej til ny rundkørsel nord for Hellegårdsvej. Strækningen, der som følge af de krumme vejforløb udformes som en 4- sporet vej, så overhaling på hele strækningen er mulig, kan eventuelt indgå i en fremtidig forlægning af hovedlandevejen mod Fåborg
  • Sydlig 2-sporet delstrækning fra Hellegårdsvej til Dyrekredsen via passage under Egense Ås
  • Johannes Jørgensens Vejs forlængelse som 2-sporet vej fra Ryttervej til rundkørsel nord for Hellegårdsvej.

Vejforbindelserne er udpeget som vejreservationer i kommuneplanen.

Arealudlæg og boligrækkefølgeplan 

Kommuneplan 2021 - 2033 fortsætter og koncentrerer den videre udvikling af Tankefuld i den nordlige del, i forlængelse af den igangværende udbygning. Der skal ske en etapemæssig udvikling af Tankefuld, fra nord mod syd.

Efterhånden som boligrækkefølgeplanens arealer udnyttes, vil det være perspektivarealerne, som Byrådet først vil søge at inddrage som nye byområder. Det vil ske i  kommende kommuneplanrevisioner.

De enkelte kommuneplanrammer for Tankefuld kan findes her. 

Nedenfor ses den aktuelle boligrækkefølgeplan. Læs mere om boligrækkefølgeplanen her. 

Der er i dag fortsat restrummelighed indenfor lokalplan 609, der er den første lokalplan for Tankefuld. 

De aktuelle områder udbydes løbende her på Svendborg Kommunes hjemmeside. 

Statisk kort

Fremtidig planlægning

For at understøtte den fremadrettede planlægning af Tankefuld, vil der i den kommende planperiode blive arbejdet med en helhedsplan for den nordlige del af Tankefuld, med afsæt i den igangværende planlægning, kommuneplanen og masterplanen.

Helhedsplanen skal være med til at udvikle og præcisere de bærende principper og styrke den kommende udvikling af Tankefuld. Helhedsplanen skal fungere som et planlægnings - og dialogredskab, som vil danne en overordnet ramme for dialogen med potentielle projektudviklere og det kommende udbud og lokalplanlægning.

Helhedsplanen har til hensigt at skabe en god sammenhæng mellem kommuneplanen og den kommende lokalplanlægning.

Formålet er at skabe en sammenhængende planlægning, med fokus på tværfagligt samarbejde, inddragelse af offentligheden og professionelle aktører.

Temaer i den kommende helhedsplan: 

  • Disponering og placering af nyt byggeri
  • Fordeling og sammenhæng mellem de forskellige funktioner og anvendelse  
  • Bearbejdning af vej og stiforløb 
  • Landskabet og rekreative områder 

Den kommende helhedsplan tager udgangspunkt i nedenstående illustrationsplan, der viser de overordnede principper og forbindelse i den kommende udvikling af Tankefuld.