Vindmøller

En stor del af udbygningen med vindmøller forventes at ske på havet, men der skal også fortsat opstilles vindmøller på land. Svendborg Kommune har en målsætning om at være omstillet til 100 procent vedvarende energi i 2040. Derfor er det nødvendigt at give mulighed for tiltag og anlæg, som kan producere vedvarende energi, og som dermed bidrager til omstillingen. Vindmøllerne bliver stadig større med stigende krav til valget af placering. Udover hensynet til vindressourcer skal der tages omfattende hensyn til den landskabelige påvirkning og øvrige hensyn i det åbne land, herunder til nabobebyggelse. Kommunerne skal planlægge for områder, hvor der kan opstilles vindmøller på land. Staten planlægger for opstilling på havet.

I kommuneplanen er udpeget områder til opstilling af vindmøller. Og der er opstillet retningslinjer for, hvordan hensyn til landskab, natur og miljø, herunder nabobeboelse sikres i forbindelse med opstilling af vindmøller ud fra en samlet afvejning af interesser.

Det er Byrådets mål, at:

  • medvirke til udbygning af vind- og solenergianlæg, hvor det er muligt,
  • udbygningen af vindmøller på land sker dels ved udskiftning af ældre vindmøller med færre og mere effektive vindmøller indenfor eksisterende udpegninger, og dels ved opstilling af store vindmøller i nye områder efter forudgående planlægning,
  • udbygningen sker under størst muligt hensyn til omkringboende,
  • udbygningen af vindmøller sker under hensyn til natur-, kulturhistoriske og landskabelige værdier,
  • facilitere mere lokalt ejerskab af VE-anlæg hvor det er muligt.

Planlægning for nye vindmøller

  • Der kan opstilles vindmøller inden for de på kortet udpegede vindmølleområder.
  • Opstilling af vindmøller, som er højere end udpegningen tillader, kan kun ske ved en supplerende planlægning.
  • Opstilling udenfor udpegningerne kan kun ske i områder, der udlægges ved en supplerende planlægning.
  • Ved planlægning for nye vindmøller skal radiokædeoperatører høres for at undgå konflikter mellem vindmøller og radiokædeforbindelser.
  • Afstanden fra en vindmølle til eksisterende veje og arealreservationer til fremtidige veje skal være minimum 1 gange møllens totalhøjde, ligesom vindmøller ikke må placeres i overordnede vejes sigtelinje.

Kortet nederst viser de udpegede vindmølleområder.

 

Afstand til veje

  • I  udgangspunktet skal afstand til statsveje være på 1,0 og 1,7 gange møllens totalhøjde. 
    Afstanden mellem vindmølle og vej regnes fra yderste kant af vejbane eller nødspor til mølletårnets yderste begrænsning mod vej. For vej, der er pålagt vejbyggelinje, fastsættes afstanden fra denne.
    Afstandskriterierne kan ikke umiddelbart overføres til andre veje, hvor trafikintensiteten er mindre. En eventuel risikovurdering for stærkt trafikerede kommunale veje kan indgå i VVM-redegørelsen for det konkrete projekt.


Vindmøller og miljøhensyn

  • Ved planlægning for nye vindmøller skal der sikres en passende afstand til eksisterende og planlagt støjfølsom arealanvendelse, så vindmøllerne samlet set i et område kan overholde Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser.
  • Ved planlægning for nye vindmøller skal det så vidt muligt sikres, at boliger til helårsbeboelse ikke udsættes for skygge i mere end 10 timer (reel skyggetid) om året.
  • Indenfor en konsekvenszone omkring udlagte vindmølleområder, må der ikke planlægges for, eller etableres boliger og anden miljøfølsom arealanvendelse eller større tekniske anlæg.

 

Udseende og opstillingsmønster

  • Vindmøller opstillet i grupper skal opstilles i et, i forhold til landskabet, let opfatteligt geometrisk mønster. I de fleste tilfælde opstilles møller på en ret linje med samme indbyrdes afstand.
  • Møller inden for samme område skal have samme udformning, navhøjde, rotordiameter, farve og omløbsretning.
  • Vindmøller skal etableres med rørtårne, udføres i grå/hvide nuancer og i ikke-reflekterende materialer.


Husstandsmøller

  • Husstandsmøller på op til 25 m (totalhøjde) kan opstilles efter konkret afvejning i forhold til andre interesser, såfremt de opstilles i en afstand på maksimalt 30 m fra bebyggelse på egen grund og som udgangspunkt minimum 150 m fra nabobeboelse og disses udendørs opholdsarealer.
  • Ved landzonetilladelser skal landskabelige interesser vægtes højt.
  • Husstandsmøller kan som udgangspunkt ikke opføres i fugle- og vildtreservater, geologiske, biologiske og kulturhistoriske beskyttelsesområder, inden for naturnetværket, friluftsområder og kulturmiljøer.
  • Husstandsvindmøller kan som udgangspunkt kun opstilles enkeltvis og ikke i grupper.
  • Husstandsvindmøller kan som udgangspunkt ikke opstilles i byzone.


Sanering og nedtagning

  • I forbindelse med opstilling af nye vindmøller, skal det vurderes, hvorvidt der skal ske en sanering af eksisterende vindmøller indenfor en afstand af 28 gange de nye møllers totalhøjde.

  • Hvis en vindmølle i mere end et år ikke har været anvendt til energiproduktion, skal møllen samt fundament i en dybde på min. 1 m fjernes.

Kortet viser de udpegede vindmølleområder.

Statisk kort

Det er et statsligt mål at fremme opstillingen af vindmøller i Danmark, både til havs og til lands, så der fortsat er mulighed for udbygning med vindmøller. Kommunerne er med vedtagelsen af retningslinjer og ved udpegningen af vindmølleområder i kommuneplanerne med til at sikre opfyldelsen af disse mål.

Planlægning for vindmøller i kystnærhedszonen kræver en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse, jf. Planloven. Vindforhold er en funktionel begrundelse, men lokalisering af vindmøller i kystnærhedszonen forudsætter en nærmere afvejning af natur- og landskabsinteresserne.

Lovgrundlag

Vindmøller skal opstilles i overensstemmelse med bestemmelserne i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 135 af 7. februar 2019 om støj fra vindmøller med tilhørende vejledning: ”Støj fra vindmøller” fra Miljøministeriet nr. 1/2012. Kommuneplanens retningslinjer for placering af vindmøller skal være i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 923 af 6. september 2019 om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller.

Eksisterende vindmøller og produktion

I Svendborg Kommune er der medio 2020 opstillet 49 vindmøller, hvoraf de 8 er husstandsmøller. Møllerne har en samlet produktionskapacitet på cirka 34 MW.

kortet viser placeringen af de eksisterende vindmøller.

Statisk kort

Den samlede produktion fra vindmøllerne er ca. 60.000 MWh/årligt. Til sammenligning er det samlede elforbrug inden for Svendborg Kommune på i alt ca. 200.000 MWh årligt. Dvs. at ca. 30 % af elforbruget i Svendborg Kommune produceres af vindmøller i Svendborg Kommune.

Vindmøllerne varierer meget med hensyn til totalhøjde og effekt. Den mindste vindmølle er 25 m høj og har en effekt på 10 kW, mens de største vindmøller er 126,5 m høj og har en effekt på 2,3 MW. Størstedelen er i højden omkring 70 m med en effekt mellem 600-900 kW afhængig af alder. De fleste møller (37 stk.) er over 15 år.

Totalhøjde
Møllens totalhøjde = højde til vingespids, når spidsen er højest over terræn (navhøjde + rotorens radius).

Det er undersøgt, om der kan opstilles færre men større vindmøller i kommunen. De større møller har en relativt større kapacitet og vil dermed kunne producere mere energi. Eksempelvis vil 6 store 150 m møller kunne producere lige så meget strøm som de nuværende 49 møller tilsammen.. Undersøgelsen viste, at der findes 5-6 områder i kommunen, hvor der er plads til opstilling af 150 m. møller.

De store vindmøller vil imidlertid udgøre et markant element i landskabet. Vindmøllerne vil være højere end andre landskabselementer, og selv i forbindelse med store tekniske anlæg og industrianlæg vil de fremtræde markant. Vindmøllerne vil i landskabet ofte kunne ses over store afstande. Som tommelfingerregel er store vindmøller et betydeligt landskabselement inden for 5 km, og et væsentlig landskabselement inden for 10 km.

 

Hensyn til naboer gennem planlægningen

I forbindelse med planlægning for nye store vindmøller skal det sikres, at støjkrav til nærmeste naboer i Miljøministeriets bekendtgørelse om støj fra vindmøller kan overholdes både for normalstøj og lavfrekvent støj. Støjgrænserne skal overholdes ved udendørs opholdsarealer i umiddelbar tilknytning til nabobebyggelse. Det gælder i det åbne land og i det mest støjbelastede punkt i områder til støjfølsom arealanvendelse, udlagt til bolig-, institution-, sommerhus-, camping- eller kolonihaveformål eller områder til støjfølsom rekreativ aktivitet. For lavfrekvent støj skal grænseværdien overholdes indendørs i naboers beboelse.

Støjgrænserne i vindmøllebekendtgørelsen gælder ikke for vindmølleejernes beboelse.

I henhold til bekendtgørelsen om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller, må vindmøller ikke opstilles nærmere naboboliger end 4 gange møllens totalhøjde. Ved totalhøjde forstås højden målt til vingespids, når spidsen er højest over terræn.

Skyggekast fra vindmøller kan være til gene for de omboende. Der er ingen danske regler for, hvor store gener fra skyggekast en vindmølle må påføre naboerne. I Miljøministeriets vejledning om planlægning for vindmøller, anbefales det dog, at det ved planlægningen for vindmøller sikres, at nabobeboelser ikke påføres skyggekast i mere end 10 timer om året.

Der kan være situationer, hvor ovennævnte minimumskrav angående støj og skyggekast ikke er tilstrækkelige til at hindre væsentlige gener af nabobeboelser.

 

Hensyn til landskab, natur og kultur

Udover hensyn til naboer skal der tages en række øvrige hensyn i udpegningen af nye vindmølleområder. Områder med særlige naturbeskyttelses- og bevaringsinteresser samt landskabelige og kulturhistoriske værdier friholdes ved udpegning af vindmølleområder, og der planlægges som udgangspunkt ikke for vindmøller i kystnærhedszonen. Der kan desuden ikke opstilles vindmøller i fredskov. Samlet set betyder det, at der i Svendborg Kommune kun er begrænsede områder, som kan udpeges til vindmølleområder.

 

Opstilling af vindmøller

Ved opstilling af møller inden for de planlagte vindmølleområder, skal det kunne dokumenteres, at vindmøllerne kan overholde gældende lovgivning og retningslinjer for eksempelvis støj og skyggekast. Ligeledes kan visualisering benyttes til at dokumentere, at vindmøllerne kan indpasses uden at tilsidesætte landskabs- og naturinteresserne. Visualiseringer skal udformes, så de giver et tilstrækkeligt grundlag til at kunne vurdere projektets påvirkning i forhold til arealinteresser (beboelse, naturområder, landskaber, kulturmiljøer m.v.), infrastruktur (veje, højspændingsanlæg, bygningsanlæg), andre vindmøller og vindmølleparker m.v. Ved planlægning for møller, der ligger nærmere end 28 gange totalhøjden fra eksisterende eller planlagte møller, skal der i planlægningen redegøres for påvirkningen af landskabet herunder, hvorfor påvirkningen anses for ubetænkelig.

 

Miljøvurdering

Forud for etablering af vindmøller over 25 m skal myndigheden træffe afgørelse om, hvorvidt der skal gennemføres en miljøvurdering af det konkrete projekt og eventuelle plan (screening for miljøvurdering) jf. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) Lov nr. 425 af 18. maj 2016. Bygherre skal anmelde projektet i henhold til miljøvurderingslovens regler.

 

Husstandsvindmøller

Der er udviklet en række mølletyper, som er egnet til at forsyne enkeltliggende ejendomme med en del af strømforbruget. Husstandsmøller varierer meget i udformning, men fælles for dem er en lav højde og lille rotor, der gør at den landskabelige påvirkning ikke kan sammenlignes med de store møllers. I cirkulære om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller er husstandsmøller defineret som møller med en maksimal totalhøjde på 25 m, og de skal stå i umiddelbar tilknytning til bebyggelse på egen grund.

Husstandsvindmøller og landzonetilladelse
Opstilling af en husstandsmølle forudsætter normalt en landzonetilladelse.

Byrådet ønsker fortsat mulighed for opstilling af husstandsmøller. Husstandsmøller skal dog kun kunne opføres ved ejendomme i det åbne land og i en afstand på mindst 150 meter fra nabobebyggelse. Endvidere skal de kunne indpasses i det omkringliggende landskab og bebyggelse og må ikke være i strid med kommuneplanens øvrige retningslinjer for det åbne land. I hvert enkelt tilfælde skal landzonemyndigheden godkende husstandsmøllernes placering. Ved tilladelse til husstandsmøller bør de landskabelige interesser vægtes højt, idet disse møller kun har en begrænset el-produktion i forhold til genevirkningerne.

 

Ny planlægning

Svendborg Kommune har ikke foretaget en planlægning for store vindmøller. Hver enkelt ansøgning vurderes og investorerne opfordres til at øge andelen af lokalt ejerskab til anlæggene. På den måde kan vi formentlig sikre størst mulig udbredelse af vedvarende energianlæg.