Natur

I Svendborg Kommune findes værdifulde naturområder, som rummer sjældne arter og naturtyper og som har stor oplevelsesværdi. Naturområderne er vigtige for friluftslivet og styrker bosætning, turisme samt Svendborg som Cittaslow-kommune.

Kommunens samlede naturareal er dog relativt lille og de enkelte områder er sårbare, fordi de er små og ligger spredt. Mange af områderne er truet af tilgroning på grund af manglende pleje.

Kommuneplanen skal varetage naturbeskyttelsesinteresserne og sikre en balance mellem benyttelse og beskyttelse af naturen og landskabet. Og kommuneplanen skal gennem udpegning af Grønt Danmarkskort danne grundlaget for en forstærket indsats for bedre og større sammenhængende naturområder.

Ikke alle naturområder rummer lige store værdier eller potentialer for naturudvikling. Kommuneplanen indeholder en naturkvalitetsplan, som beskriver målet for kvaliteten af de enkelte naturområder på land.

Nogle lavbundsarealer vil kunne udnyttes til at fjerne kvælstof og fosfor fra drænvand og vandløbsvand og derved være med til at forbedre vandmiljøet i søer og havet. Disse områder betegnes potentielle vådområder og udpeges særskilt.

Kommuneplanen beskriver også Svendborg Kommunes strategi for at give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen og til at forbedre mulighederne for friluftsliv. Byrådet ønsker at bevare og udvikle naturen og tænke natur, friluftsliv, sundhed og vækst sammen i en balanceret udvikling i respekt for omgivelserne.

Kommuneplanens naturafsnit er videreført fra den tidligere kommuneplan.

Målene for Natur er samlet og er derfor enslydende i alle afsnit.

 

Kommuneplanen skal spille sammen med statens planlægning for natur og vandmiljø

Danmarks vandmiljø og natur skal forbedres. Det er et led i EU’s indsats for at sikre og forbedre natur- og miljøtilstanden i hele Europa. Som grundlag herfor udarbejder Miljøstyrelsen statslige vandområdeplaner og Natura 2000-planer.

Vandområdeplanerne skal sikre en god økologisk tilstand for vandløb, søer og kystnære havområder og god tilstand for grundvand. Vandområdeplanerne gælder for hele kommunen. Natura 2000-planerne skal bevare og genoprette de internationale naturområder og gælder kun for disse Natura 2000-områder.

De statslige planer indeholder målsætninger for vandområderne og Natura 2000-områderne samt indsatsprogrammer. Planerne er bindende for statslige myndigheder, regionsråd og kommunalbestyrelser og dermed også for kommuneplanen. Læs mere under Naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser.