Baggrund
Nøglekarakter
Forgrenet dalstrøg med stejle til jævnt faldende dalsider stedvist med skov, som omkranser en forholdsvist smal dalbund, som er delvist bevokset delvist græsset og slået. Hesselagergård ligger som et markant bygningsværk centralt i området.
Landskabsområdet er vist på kortet.
Landskabskarakteren
Karaktergivende for området er især de stejle og bakkede dalsider, som bølger ned mod den skovdominerede dalbund. Et smalt strøg af græssede og slåede engarealer omkring Tange Å bugter sig imellem skov og kratbevoksning i dalstrøgets østlige del. Dalsiderne domineres af dyrkede marker indrammet af markante løvskovbryn. Bebyggelsen i området er sparsom og domineres af Hesselagergård, der ligger med sin imponerende bygningsmasse og haveanlæg markant placeret i dalbunden.
De markante dalsider og den megen bevoksning skaber tilsammen et landskab præget af middelstore lukkede rum.
Et højereliggende og storbakket område med hovedgårdlandskabets karaktertræk, i form af store sammenhængende og bygningsfrie dyrkningsflader omkranset markante skovbryn, præger områdets vestlige del.
Ved dalstrøgets udmunding ved kysten flader terrænet ud og ådalskarakteren erkendes primært i kraft af engarealer og et stigende terræn ind i Purreskov mod nord.
Området fremstår roligt og uforstyrret af større tekniske anlæg.
Strategi og indsats
Områder som skal beskyttes
Østlige del af dalstrøget – 15.M1
Særligt karakteristisk, god tilstand, særlige visuelle oplevelsesmuligheder
- Områdets uforstyrrede præg og områdets enkle karakter skal bevares ved at friholde området for nye elementer herunder nyt byggeri og nye anlæg.
- De ekstensivt drevne engarealer i dalbunden, især det græssede areal, omkranset af skovbryn bør bevares.
- Landskabets skift mellem bevoksede og åbne partier bør så vidt muligt bevares.
Det højtliggende område mod vest – 15.M2
Kontrasterende, god tilstand
- Områdets hovedgårdspræg med den store sammenhængende dyrkningsflade med spredte småbevoksninger bør så vidt muligt bevares.
Den centrale del af dalstrøget omkring Hesselagergård – 15.M3
Særligt karakteristisk, særlige visuelle oplevelsesmuligheder, dårlig tilstand
- Hovedbygningens landskabelige betydning som eneste og meget markante bygning i området skal bevares.
- Dette ved at undgå at placere bygninger eller tekniske anlæg af så store dimensioner at hovedbygningens landskabelige betydning nedtones/domineres.
- Hovedbygning og driftsbygninger som en oplevelsesrig bygningsmasse skal bevares.
- Dette ved at undgå at placere nye bygninger eller tekniske anlæg således at de opleves iøjenfaldende fra det omkringliggende landskab.
- Oplevelsen af hovedgårdslandskabet kan styrkes ved at fjerne opvækst af krat således at området får et mere enkelt og ”styret” udtryk.
- Områdets tilstand kan forbedres ved at minimere opvæksten af krat og højstaude vegetation.
Områder hvor der skal ske en tilpasning
Den nordlige og den sydlige ”arm” – 15.M4
Karakteristisk, dårlig tilstand
- Området skal vedligeholdes i dets nuværende form. Dog kan den vedligeholdelsesmæssige tilstand og intakthed styrkes ved at fjerne opvækst af krat.
- Områdets enkle bebyggelsesstruktur og uforstyrrede udtryk opretholdes.