Hvidkilde Herregårdslandskab

Baggrund

Nøglekarakter

Herregårdslandskab med markante bygninger i tunneldal med søer samt skove og landbrug på tilstødende moræneflader.


Landskabsområdet er vist på kortet.

Landskabskarakteren

Herregårdslandskab i markant tunneldal med søer og lavbundsarealer omkranset af markante dalsider, der går over i tilstødende moræneflader med skov- og landbrug. Særligt karaktergivende for området er den markante tunneldal og de karakteristiske bygningsanlæg, som knytter sig til herregårdslandskabet.

Terrænforholdene i tunneldalen og skovområderne mod nordvest skaber markante rumdannelser. Mod syd og øst åbner landskabet op mod de omkringliggende karakterområder. Tyngden i bebyggelsesstrukturen knytter sig til dalbunden med hovedbygninger, ladegård og vandmøller mens der spredt på de ellers bygningsløse moræneflader ligger små tjenesteboliger alle i samme byggestil. Tunneldalens forløb i samspil med bebyggelsesstrukturen skaber det overordnede mønster i karakterområdet.

I dalbunden skaber terrænforhold, søerne, segmenter af gamle alleer og bebyggelsen et fortættet og meget oplevelsesrigt herregårdsmiljø. I karakterområdets sydvestlige hjørne findes en markant indsigt til Egense kirke, som ligger i nabokarakterområdet, Egense Landbrugsflade.

Dalbunden er generelt fri for tekniske anlæg. Den nordlige moræneflade præges af den øst-/vestgående højspændingsledning samt affaldsforbrændingsanlægget i nabokarakterområdet.

Klik her for billeder, uddybende beskrivelser af landskabets oprindelse og landskabselementer, og vurdering af karakterstyrke, tilstand og sårbarhed.

Strategi og indsats

Områder som bør beskyttes

Den sydlige moræneflade, dalbunden omkring Hvidkilde Sø samt den nordvestlige del af morænefladen – 8.M1

Særligt karakteristisk, særlige visuelle oplevelsesmuligheder, god tilstand

  • Landbrugsdrift på de dyrkede marker bør opretholdes.
  • Indkigget til de markante skovbryn skal beskyttes
  • Planlagt skovrejsning på den nordvestlige dalside ved Nielstrup skal undgås.
  • Området skal friholdes for ny bebyggelse. Kan dette ikke undgås skal ny bebyggelse opføres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, og arkitektur afstemmes og gives en farve efter den eksisterende meget homogene bebyggelse i området.
  • Den landskabelige betydning af et eventuelt nyt byområde i nabokarakterområdet mod sydøst, skal nedtones ved at holde bebyggelsen lav og etablere en grøn byrand.
  • Placeringen af en eventuelt ny vej placeres således at de store markfelter bevarer deres størrelse i videst muligt omfang.

Dalbunden omkring Nielstrup – 8.M2

Særligt karakteristisk, særlige visuelle oplevelsesmuligheder, middel tilstand

  • Tilgroning i dalbunden skal undgås. Rydning af krat i dalbunden og genopretning af de tidligere våde enge vil forbedre tilstanden og styrke oplevelsen af landskabet.
  • Området skal så vidt muligt friholdes for ny bebyggelse. Kan dette ikke undgås skal ny bebyggelse opføres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, og afstemmes i arkitektur og farve efter den eksisterende meget homogene bebyggelse i området.
  • Landbrugsdrift på de dyrkede marker bør opretholdes.

Den nordøstlige del af morænefladen – 8.M3

Særligt karakteristisk, særlige visuelle oplevelsesmuligheder, middel tilstand

  • Landbrugsdrift på de dyrkede marker bør opretholdes.
  • Evt. skovrejsning i området skal ske fra øst, følge de eksisterende skel og etableres i store sammenhængende områder der vil fortsætte områdets karakter med markante lange skovbryn.
  • Området skal friholdes for ny bebyggelse. Kan dette ikke undgås bør ny bebyggelse kun opføres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, og afstemmes i arkitektur og farve efter den eksisterende meget homogene bebyggelse i området.

Indsigtskilen til Egense Kirke – 8.M4

Særligt karakteristisk, særlige visuelle oplevelsesmuligheder, middel tilstand

  • Landbrugsdrift på de dyrkede marker bør opretholdes.
  • Indsigten til kirken skal holdes åben.
  • Jordlægning af luftledningerne gennem området ville forbedre indsigten til kirken.
  • Ved planlægning af en eventuelt ny vej bør indkigget til kirken (og den tilsvarende udsigt fra kirken, som er beskrevet for nabokarakterområdet) friholdes for markante anlæg og skærmende beplantning.
Statisk kort