Bevaringsværdige og fredede bygninger bidrager til kvalitet og oplevelsesrigdom i vores byer og landskaber. I Svendborg Kommune er der mange velbevarede enkeltbygninger af arkitektonisk og kulturhistorisk værdi. Det er kommunerne, der har ansvaret for de bevaringsværdige bygninger, mens staten via Kulturstyrelsen har ansvaret for de fredede bygninger.
Det er byrådets mål, at:
- Registrere og sikre de arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdier i de bevaringsværdige bygninger, så de ikke forringes men gerne forbedres.
- Udbrede oplysning om bevaringsværdige bygninger.
Retningslinjer for bevaringsværdige bygninger:
- Bygninger med bevaringsværdi 1-4 må ikke nedrives uden Byrådets godkendelse.
Bygninger med bevaringsværdi fra 1 til og med 4 i SAVE-registreringen er udpeget som bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen. Beliggenheden af bevaringsværdige bygninger er vist på kortet.
Skårup Seminarium ligger på den oprindelige landsbyforte midt i den gamle landsbykerne i Skårup, ret overfor kirken med tilhørende hospital. Seminariets tilbygning og parkeringsplads mod vest er anlagt på tomten af den gamle præstegård.
Hvor bebyggelsen i byen i øvrigt er lav, virker seminariet med den stærkt farvede gule hovedbygning magtfuldt dominerende. Hovedbygningen er bagtil udbygget med to symmetriske sidefløje, mens en nyere tilbygning på højre side af hovedbygningen skævvrider det oprindeligt aksefaste anlæg. Denne skævhed understreges af adgangsvejen, der også er ændret fra den oprindelige centrale placering til et mere skråt forløb. Ændringen gør, at den ellers statelige hovedbygning er kommet til at fungere som sidebygning, med hovedindgangen placeret i den modernistiske tilbygning.
Bag hovedbygningen findes en park med store enkeltstående træer, et par små søer og spredte skulpturer. Søerne er rester af et af de oprindeligt tre gadekær. I parken findes en lille fin bygning fra slutningen af 1800-tallet.
Nord for Kirken ligger Skårup Skole, der blev opført som øvelsesskole i 1966, som erstatning for en tidligere og meget mindre øvelsesskole i Østergade. Skolen er et typerent eksempel på 1960'ernes skolebyggeri. Ud mod Østergade ses en modernistisk version af de klassiske "retirader" i skolegården.
Mellem seminariet og skolen ligger kirken, hospitalet (fredet), et par landsbyhuse og en meget velbevaret gård (Rødegård, fredet) sammen med en række stationsbyhuse i Østergade. Beliggenheden op til kirken vidner om seminariets oprindelse som præstegårdsseminarium, og om institutionens store indflydelse på byens udvikling.
De bærende bevaringsværdier er
- seminariets bygninger, særligt hovedbygningen
- parken bag hovedbygningen
Hovedbygningen er fredet i 1945. Kulturmiljøet er dog sårbart på grund af stedets uvisse fremtid, efter at seminariefunktionen ophørte i 2011. Bygninger opført frem til 1940 har i 1998 fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment). Seminariet lukkede i sommeren 2011, og en kommende ny funktion kan medføre behov for ændringer.
Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet
Se mere om kulturmiljøet Skårup_Seminarium her.
Strategi og indsats
Med tiden vil der kunne opstå ønsker og behov for ombygning, modernisering og energirenoveringer af de ældre bygninger og anlæg indenfor kulturmiljøet. Her er det af stor betydning, at omdannelsen tager udgangspunkt i områdets struktur, skala, dimensioner, kulturmiljøet og fredede og bevaringsværdige bygninger.
Kulturmiljøet Skårup Seminarium har siden oprettelsen spillet en vigtig rolle for livet i Skårup og byens selvforståelse som seminarieby. Seminariets bygningskompleks med arkitektur af høj kvalitet og med den omgivende park spiller en vigtig rolle i at synliggøre og bringe denne fortælling videre ind i fremtiden. Seminariet lukkede i 2011, og der skal findes en ny funktion til stedet. En tilbageføring og tydeliggørelse af det oprindelige aksefaste anlæg vil i forbindelse med en eventuel ombygning kunne øge stedets oplevelsesværdier.
Byrådet vil arbejde for at understøtte kulturmiljøet som et aktiv for ejerne, brugerne og borgerne. Inden for selve seminariets delområde vil Svendborg Kommune i forbindelse med ansøgninger om byggeri, til- og ombygninger, nedrivninger, anlægsarbejder og andre ændringer, der kan påvirke oplevelsen eller kvaliteten af kulturmiljøet, stille krav om dokumentation for, at der tages hensyn til de bærende bevaringsværdier, og hvordan kulturmiljøets potentialer udnyttes.