Byer og landskaber forandrer sig. Mange steder bliver de kulturhistoriske spor udvisket, eller de forsvinder helt under indflydelse af samfundsudviklingen. Det er ikke meningen – og heller ikke muligt - at tage vare på alle kulturspor. Men nogle steder er sporene så væsentlige og værdifulde, at der må tages særligt hensyn til dem. Derfor må vi gøre op med os selv, hvilke kulturværdier, der skal bevares, og hvordan de skal beskyttes.
Kulturarven knytter sig til sporene efter menneskets virksomhed både i byerne og i det åbne land og fra den ældste tid og frem til i dag. Kulturarv opdeles ofte i tre kategorier: den fysiske/faste kulturarv (f.eks. bygninger og kulturmiljøer), den flytbare kulturarv (f.eks. genstande, der kan indsamles og flyttes) og den immaterielle kulturarv (mere uhåndgribeligt, f.eks. traditioner, udtryk, vaner).
Det er primært den fysiske/faste kulturarv, der er emnet i den fysiske planlægning. Men også den immaterielle kulturarv kan være væsentlig for et områdes identitet og karakteristika. Den fysiske/faste kulturarv består af fortidsminder, kulturarvsarealer, kirkerne og deres omgivelser, bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer.
Kommunerne har til opgave at sikre kulturarven i deres planlægning. Den fysiske planlægning er et vigtigt værktøj til at bevare, udvikle og synliggøre den fysiske del af vores kulturarv.