Som følge af en planlovsændring i 2018 skal kommunerne i deres planlægning forebygge skader som følge af oversvømmelse og erosion på grund af klimaændringer. Kommunen skal udpege områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion. Planlovsændringen medfører også, at kommunen i bestemte tilfælde får mulighed for at fravige kravet om lokalplanpligt ved etablering af et kystbeskyttelsesprojekt eller projekt om ændring af kystbeskyttelsesanlæg.
Ændringerne forpligter kommunerne til at indarbejde retningslinjer til håndtering af oversvømmelses- og erosionsrisiko i kommuneplanen. Det påhviler kommunen at afværgeforanstaltningerne kan opnå tilladelse og realiseres efter kystbeskyttelsesloven.
Kortlægningen viser med stor tydelighed at væsentlige dele af de kystnære byområder er i risikozonen, når det gælder stormflodslignende hændelser. Det gælder først og fremmest Svendborg Havn, som udgør langt den største værdi, som trues ved stormflod. Det gælder imidlertid også boligkvarterer som eksempelvis dele af Strandvejskvarteret og dele af Vindeby og Rantzausminde.
Oversvømmelser vil forekomme hyppigere og de vil være kraftigere. På længere sigt vil arealer kunne komme til at stå permanent under vand. Her vil især kommunens mindre øer som f.eks. Drejø og Skarø, men også Tåsinge og Thurø vil blive påvirket.
Ved alle bygge- og anlægsaktiviteter i de kystnære byområder er det derfor vigtigt at indtænke stormflodssikring f.eks. ved højere sokkelkote og ved materialevalg, der tåler vand. I arbejdet med Udviklingsplanen for Svendborg Havn er sikringen mod stormflod et centralt element. I den efterfølgende lokalplanlægning og projektudvikling skal der tages stilling til konkrete løsningsmodeller.
Det er byrådets mål, at:
- Eventuelle foranstaltninger mod erosion og kysterosion sker med respekt for det omkringliggende landskab og miljø således at det indpasses i omgivelserne.
- Beskytte nye og eksisterende by- og sommerhusområder mod oversvømmelse og erosion gennem fysisk planlægning.
- Sikre biodiversiteten for det hertil knyttede økosystem i kystlandskabet når der planlægges foranstaltninger mod erosion, kystbeskyttelse samt oversvømmelse.
- Forebygge fremtidige oversvømmelser ved at undgå byudvikling i de områder, hvor der er størst risiko.
- Forebygge oversvømmelse af funktioner, der er kritiske for samfundets drift såsom døgninstitutioner, sygehuse, plejecentre med tilhørende boliger, beredskab, central offentlig administration mv.
- Forebygge oversvømmelse af vigtige infrastrukturanlæg såsom overordnede veje, jernbaner og store transformerstationer og spildevandsanlæg i samarbejde med forsyningsselskaberne.
- Informere om effekterne af oversvømmelser og samarbejde med borgere og erhvervsliv, om at imødegå negative konsekvenser af klimaforandringerne og udvikle innovative løsninger der giver merværdi.
Oversvømmelse ved stormflod
- Byrådet kan fastlægges bestemmelser om afværgeforanstaltninger ved kystbeskyttelsesanlæg
- Ved planlægning og tilladelser inden for oversvømmelsestruede områder kan der kun planlægges for eller gives tilladelser til tekniske anlæg, byudvikling og spredt bebyggelse, hvis der gennemføres en forsvarlig klimatilpasning/- sikring.
- Der skal altid samarbejdes med nabokommuner omkring kystbeskyttelsesanlæg som vurderes at måtte have en påvirkning af nabokommunen
- Kystbeskyttelsesanlæg skal i videst muligt omfang anlægges således, at økosystemet ikke påvirkes negativt.
- Når der gives tilladelse til tekniske anlæg, infrastruktur, byudvikling og bebyggelse inden for de oversvømmelsestruede områder skal det vurderes, om naboarealer har klimatilpasningsudfordringer, som bør afhjælpes samtidigt, hvis det er muligt.
- Ved etablering af større beskyttelsesanlæg mod forhøjet vandstand og stormflod skal anlæg tilføre lokalområdet en merværdi, hvis det er muligt.
- Områder der udsættes for oversvømmelse ved stormflod holdes under observation i forbindelse med stormflod.
- Inden for oversvømmelsestruet områder, skal der ved fremtidige planlægning af området, foretages en nærmere vurdering, f.eks. ved undersøgelse af lokal hydrologi og jordbundsforhold. Deraf kan følge krav om afværgeforanstatninger og om der kan opføres byggeri på de udsatte områder og i så fald ud fra hvilke krav, byggeriet kan opføres.
- Ved ændret arealanvendelse i oversvømmelsestruede områder skal det vurderes om ændringen skal medføre at der etableres klimasikring af området.
(Oversvømmelsestruede områder er alle områder, som vil blive oversvømmet ved en 50 års hændelse i en slut århundredet hændelse, hvilket svarer til kote 2,60 meter).
Kysterosion
- Ved planlægning og tilladelser inden for erosionstruede områder kan der kun planlægges for eller gives tilladelser til tekniske anlæg, byudvikling og spredt bebyggelse, hvis der gennemføres en forsvarlig klimatilpasning/- sikring.
- Områder der udsættes for lille-moderat erosion holdes under observation i forbindelse med stormflod.
- En evt. forebyggelse af kysterosionen må ikke have en negativ påvirkning på den lokale biodiversitet af planter og dyr og skal så vidt muligt respektere de geologiske interesser.
- Indsatser ved forebyggelse af erosion af kysterne må ikke være visuelt til gene.
- Inden for erosionstruet områder, skal der ved fremtidige planlægning af området, foretages en nærmere vurdering, f.eks. ved undersøgelse af lokal hydrologi og jordbundsforhold. Deraf kan følge krav om afværgeforanstatninger og om der kan opføres byggeri på de udsatte områder og i så fald ud fra hvilke krav, byggeriet kan opføres.
- Ved ændret arealanvendelse i erosionstruede områder skal det vurderes om ændringen skal medføre at der etableres klimasikring af området.
Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:
- der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
- de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.
Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet