Planstrategi '19

Planstrategi '19 blev vedtaget på byrådsmødet den 30. april 2019.

Her kan du læse Planstrategi '19.

Planstrategien er det politiske grundlag for udarbejdelse af nærværende Kommuneplan 2021-2033.

Vision for Planstrategi '19
I Svendborg skaber vi tid, rum og mulighed for, at alle kan leve og opleve det gode liv, hvad enten vi bor, arbejder eller besøger Svendborg.

Vi ønsker at udvikle kommunen med omhu og omtanke i alt hvad vi gør – og med udgangspunkt i Svendborg Kommunes særlige by- og landsbymæssige muligheder, den maritime historie og de landskabelige kvaliteter.

Byrådet har valgt at fokusere på seks temaer i Planstrategi '19:

  • Bosætning og Erhverv
  • Turisme
  • Mobilitet
  • Fællesskaber
  • Bevægelse
  • Bæredygtighed

Der er arbejdet med temaerne hver for sig og sammen, som en værdikæde, hvor arbejdet med et tema understøtter de andre.

Ved at arbejde målrettet og fokuseret, vil byrådet understøtte borgernes mulighed for at leve et bæredygtigt og godt liv. Grundlaget er mulighederne for at deltage i fællesskaber, have bevægelse i hverdagen samt god adgang til trafikal og digital infrastruktur. Samtidig vil byrådet skabe forudsætningerne for at forbedre nuværende og kommende generationers livsgrundlag ved øget bosætning, uddannelse, turisme og sund erhvervsudvikling.

Byrådet ønsker således at opnå en langsigtet bæredygtig udvikling, hvor tingene hænger sammen i en helhed. Det er derfor også naturligt for Byrådet at indtænke FN´s verdensmål i Planstrategi ´19. Byrådet ønsker at bidrage til at løse de globale udfordringer i vores lokale kontekst.

 

Revision af kommuneplanen

I Planstrategi '19 har Byrådet besluttet, at der skal gennemføres en delvis revision af Kommuneplan 2017-2029.

Følgende temaer i kommuneplanen skal revideres:

  • Byudvikling
  • Erhverv og turisme
  • Trafik og infrastruktur
  • Byer og lokalområder

Derudover vil følgende emner blive revideret/indarbejdet som følge af den moderniseret planlov:

  • Oversvømmelse og erosion
  • Produktionsvirksomheder
  • Detailhandel
  • Naturtemaets Grønt Danmarkskort gennemgås i relation til det fynske Naturrådes anbefalinger

De resterende temaer i Kommuneplan 2017-2029 vil blive tilrettet, som en eventuel konsekvens af de reviderede temaer. Samtidig vil temaerne blive ajourført med eventuelle rettelser, der sker på baggrund af ændret lovgivning eller overordnet planlægning.