Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 1976 af 27/10/2021 indebærer, at offentlige myndigheder skal foretage en miljøvurdering af planer og programmer, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Der er for en række planer og programmer pligt til at foretage en miljøvurdering, mens der for andre planer og programmer først skal foretages en screening, for at finde ud af om planen eller projektet kan have en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor skal miljøvurderes.

Svendborg Kommune har i henhold til § 8, stk. 2, jævnfør LBK nr. 1976 af 27/10/2021, gennemført en miljøscreening, idet planen omhandler fysisk planlægning, fastsætter arealanvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.

Konklusionen på miljøscreeningen er, at planen ikke har en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet i forhold til de kriterier, som fremgår af lovens bilag 3 samt i forhold til lovens brede miljøbegreb, jævnfør LBK nr. 1976 af 27/10/2021.

Screeningen viser, at plangrundlaget ikke medfører væsentlige indvirkninger på de listede miljøparametre. Dog er der følgende bemærkninger til udvalgte parametre:

Bymiljø, arkitektoniske værdier og kulturarv:

Med udgangspunkt i bevaring af områdets bevaringsværdige bebyggelse og områdets udpegning som kulturmiljø fastlægger lokalplanen bestemmelser, der sikrer, at ny boligbebyggelse i området underordner sig den eksisterende hovedbygning i højde og volumen og i sin placering, understreger hovedbygningen som områdets centrale omdrejningspunkt samt friholder og omkranser den tidligere seminariehave:

  • Lokalplanen fastsætter bebyggelsesregulerende bestemmelser for den bevaringsværdige bebyggelse, der sikrer, at renovering, ombygning og tilbygning sker med udgangspunkt i den eksisterende bebyggelse materialitet og arkitektoniske udtryk.
  • Lokalplanen fastlægger placering, maks. højde og bygningsdybde, bygningsmaterialer og tagudformning for ny boligbebyggelse med henblik på at ny boligbebyggelse fremstår i mindre enheder der underordner sig hovedbygningens højde og volumen
  • Lokalplanen friholder seminariehaven for bebyggelse og udlægger området til fælles haveareal for boligbebyggelsen
  • Lokalplanen indeholder bestemmelser der sikrer at fældning af markante træer i seminariehaven, nord for hovedbygningen og langs Skårup Kirkebakke ikke må fældes uden foregående tilladelse fra Svendborg Kommune.

De nærmeste omgivelser

Skyggediagrammer af den i lokalplanen muliggjorte boligbebyggelse viser, at der vil være skyggepåvirkning fra boligbebyggelsen for den nærmeste del af boligejendommen Østergade 6 og i begrænset omfang boligejendommene på modstående side af Østergade.

Sammenlignet med eksisterende skyggepåvirkning i området fra områdets nuværende bebyggelse, som nedrives, og fra eksisterende træer vurderes skyggepåvirkningen fra ny boligbebyggelse at være af et tåleligt omfang, der ikke medfører væsentlige gener.

Skyggediagrammer kan ses i lokalplanen som bilag.