Lokalplanens formål og indhold

Lokalplanens formål og indhold

Lokalplanen skal sikre, at de nuværende udstykninger og opførte boliger kan lovliggøres samt sikre, at der udlægges et område til fælles friareal til gavn for hele boligområdet.

Disponering af området

Lokalplantillæggets område vil fortsat udlægge området for den nordlige del af Ydunshave til fritliggende parcelhuse. Delområderne A3 og A4 fastholdes dermed mens deres afgrænsning tilpasses de gennemførte udstykninger.

En grøn kile, delområde F2, vil også fortsat skære sig igennem, men med et ændret forløb og med et mindre areal end vist i lokalplan 566 på Kortbilag 2.

Det er vigtigt for området, at der fortsat er tilstrækkelige friarealer og en gennemgående grøn kile. Hermed sikres afvanding af overfladevand samt det gennemgående grønne element som særligt de fritliggende parcelhuse orienterer sig omkring. Den grønne kile er også med til at skabe afstand mellem parcelhusene og rækkehusene mod syd (i det eksisterende B3 område).

Figur 6 - Delområder

Anvendelse

Anvendelsen for delområderne A3 og A4 fastholdes til boligformål i form af åben-lav enfamiliehuse.

Lokalplantillægget sikrer at frikøbte arealer kan sikres en anvendelse som fælles friarealer for hele lokalplan 566. Anvendelsen for delområde F2 fastholdes derfor som fælles friareal for bebyggelsen med fortsat mulighed for placering af forsinkelsesbassiner for regnvand på friarealerne.

Ubebyggede arealer

Det frikøbte areal vil sammen med de i forvejen allerede udlagte friarealer være med til at sikre nære rekreative arealer for området.

Særligt udformningen af det nye friareal er væsentligt. Man har ved lokalplantillægget lagt stor vægt på at følge de tidligere intentioner fra lokalplan 566. Her er vist en sammenhængende grøn kile som slynger sig igennem området.

De ubebyggede arealer håndterer også overfladevand fra området i form af et regnvandsbassin på matr. 110h, som har en størrelse på 657 m2, og et mindre vandhul som også fungerer som regnvandsbassin på matr. 109a, med en størrelse på ca. 215 m2.

De samlede friarealer har en størrelse på 4.169 m2 inkl. regnvandsbassin. Regnvandsbassin skal dog kun medregnes med 50 % af størrelsen af friarealet, jf. lokalplan 566. Regnvandsbassinnets omfang omfatter kun den del som er registreret som sø, hvilket er præciseret i dette lokalplantillæg. De samlede friarealer er derfor 3.732 m2 når man fratrækker 50 % af regnvandsbassinet.

Der forventes opført i alt 46 boliger for den nordlige halvdel af Ydunshave (delområderne A2, A3, A4 og B3). Herefter er området fuldt udbygget.

Friarealerne overholder dermed kommuneplanens generelle bestemmelser om mindst 80 m2 pr. bolig – hvilket for 46 boliger svarer til at friarealet skal være mindst 3.680 m2.

Lokalplanen tilvejebringer passende friarealer i størrelsen, placering, udformning, kvalitet og i forhold til det antal boliger, som forventes. Lokalplanen vil derved lovliggøre de nuværende forhold.

Beplantning

Friarealet kan udover at være et rekreativt areal også fungere som afskærmning mellem parcelhuse og rækkehuse. 

Der gives af denne årsag yderligere muligheder med lokalplantillægget for beplantning af fælles friarealet, således at man har øget mulighed for at tænke afskærmende beplantning, som kan medvirke til at mindske indbliksgener.

Beplantningen skal give mulighed for at arealerne kan indrettes med en parklignede karakter, hvorfor der kan plantes både hjemmehørende og udenlandske arter som f.eks. prydtræer og prydbuske. Der opfordres til at der ved plantningen tages hensyn til om træet vil kunne få negative påvirkninger som skygge på omkringliggende grunde.

Inden for lokalplansområdet må der ikke udplantes planter der af de danske myndigheder er registreret som uønskede i den danske natur eller som er registreret som invasive.

Figur 7 - Eksempel på beplantningsplan som kan mindske indbliksgener.

Veje og stiforbindelser

Vejbetjening af Ydunshave sker fortsat fra nord via Eskærvej og der ændres ikke på principperne for vejbetjening i den gældende lokalplan 566.

Der er i dag udlagt en sti mod nordvest i forlængelse af den blinde vej som skaber en gangforbindelse mellem Ydunshave og Eskærvej.

Med lokalplantillægget gives der mulighed for at tilpasse vejudlæg en smule, da der ændres fra krav om 12 m brede veje med krav om 5,5 m kørebane til at bredder er minimumsbredder. 

Der kan som hidtil etableres stiforløb som forbinder de grønne friarealer og som giver adgang gennem friarealerne.

Hvad denne lokalplan ikke indeholder

Lokalplan 566 vil fortsat være gældende og lokalplantillægget ophæver ikke bestemmelser for følgende forhold:

  • Placering og omfang af byggeri på den enkelte matrikel,
  • Materialevalg,
  • Udformning af veje og stier med undtagelse af at vejbredder gøres til mimumsafstande,
  • Parkering,
  • Regnvandshåndtering,
  • Støj,
  • Grundejerforening.