Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 1976 af 27/10/2021 indebærer, at offentlige myndigheder skal foretage en miljøvurdering af planer og programmer, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Der er for en række planer og programmer pligt til at foretage en miljøvurdering, mens der for andre planer og programmer først skal foretages en screening, for at finde ud af om planen eller projektet kan have en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor skal miljøvurderes.

Svendborg Kommune har i henhold til § 8, stk. 2, jævnfør LBK nr. 1976 af 27/10/2021, gennemført en miljøscreening, idet planen omhandler fysisk planlægning, fastsætter arealanvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.

Konklusion

Konklusionen på miljøscreeningen er, at planen ikke har en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet i forhold til de kriterier, som fremgår af lovens bilag 3 samt i forhold til lovens brede miljøbegreb, jævnfør miljøvurderingsloven.

Screeningens hovedpointer fremgår herunder:

By- og kulturmiljø

Planerne for området indebærer en øgning af bebyggelsesprocenten fra ca. 200 til 230, hvilket tillader tættere byggeri. Formålet er at genanvende det eksisterende bycenter i stueetagen og tilføje ny bebyggelse ovenpå. Området skal kunne rumme både boliger, detailhandel og serviceerhverv. Det er vurderet at den øgede bygningsvolumen, kan indpasses i den tætte bymidte, hvor naboejendommene også er tæt og højt bebyggede.

Den udvikling planerne muliggøre vurderes ikke at tilsidesætte kulturmiljøet A9 Hovedvejen, som Vestergade er en del af. Planerne sikrer, at de bevaringsværdige forhuse bevares, og ændrer ikke på Vestergades betydning som færdselsåre og handelsgade.

 

Landskab

Planerne er ikke beliggende inden for eller i nærheden af landskabsudpegninger.

Lokalplanområdet er beliggende i tæt by, omkranset af byens eksisterende bebyggelser og beplantninger i en afstand af ca. 600 m fra kysten og vurderes ikke at være synligt herfra.

Bebyggelsen muliggjort i planen afviger ikke væsentlig ift. bebyggelsen i det omkringliggende område – der ligeledes markere sig i højden ud mod Centrumpladsen.

Som følge af planområdets størrelse og placering som en mindre del af en større tæt bebygget bymidte vurderes det ligeledes, at planen ikke vil have nogen påvirkning af kystlandskabets karakter.

 

Natur og grønne områder

Planområdet er ikke omfattet af eller beliggende i umiddelbar nærhed af områder, der er udlagt til Natura 2000 område.

Nærmeste Natura 2000-område er nr. 242 Thurø Rev, som ligger ca. 8 km sydøst for lokalplanområdet.

Svendborg Kommune har ikke registreret bilag IV-arter i området. På grund af områdets beliggenhed i Svendborg bymidte og at området er bebygget, er det Svendborg Kommunes vurdering, at området ikke er levested for bilag IV-arter. Planområdet er ikke omfattet af grønt Danmarkskort. Der er ingen fredede eller §3-beskyttede naturområder inden for lokalplanområdet.

Det vurderes ikke, at en realisering af planens muligheder vil påvirke Natura 2000-området, Beskyttede plante og dyrearter, §3 natur eller grønt Danmarkskort væsentligt.

 

Forurening

Nye boligers påvirkning af vejtrafikstøj

Planerne giver mulighed for at der inden for området kan etableres boliger. Planområdet er påvirket af vejtrafikstøj, og derfor skal der i forbindelse med lokalplanlægningen foretaget en støjmæssig vurdering af påvirkningen, herunder behov for støjafskærmende foranstaltninger.

De vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 "Støj fra veje". Som udgangspunkt skal et krav om Lden ≤ 58 dB overholdes på udendørs opholdsarealer og på boligfacader. Dog kan der i eksisterende støjbelastede byområder, hvor der planlægges for blandede byfunktioner anvendes lempede støjbestemmelser. I disse tilfælde kan der planlægges for boliger, selvom støjgrænsen ikke kan overholdes på facader. Dette forudsætter dog, at støjniveauet indendørs med åbent vindue ikke overstiger 46 dB. Planområdet er et eksisterende byområde beliggende i byzone, som med kommuneplantillægget udlægges til blandet bolig- og erhvervsformål (blandende byfunktioner), hvilket betyder at de lempede støjgrænser finder anvendelse.

 

Støj fra virksomheder

Planerne giver mulighed for at der inden for området kan etableres detailhandel og erhverv.

De væsentligste støjkilder i forhold til støj fra virksomheder inden for planområdet vurderes at være fra:

  • Varelevering
  • Støj fra tekniske installationer

Varelevering til størstedelen af detailhandlen i bycentret forventes at fortsætte som i dag, på det offentlige læssezoneareal i Voldgade. Varelevering til en nye butik med adgang fra Tinghusgade vil foregå fra Tinghusgade og der må derfor forventes en ændring i støjbilledet her.

Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for virksomheder gælder ikke for offentlige arealer. Dog gælder de når varerne kommer ind over fortovskant/portåbning/dør. Detailhandlen og erhvervet der får varer leveret ind over fortovskant/portåbning/dør skal derfor sikre at kunne overholde de gældende støjgrænser.

Ventilationsanlæg og tørkølere placeres på bebyggelsens tage. Det skal sikres at støjen fra disse ikke overstiger 40 dB(A) på udendørs opholdsarealer og på boligernes facader.

Anlæggene skal i fornødent omfang forsynes med lyddæmpere og evt. støjafskærmning.

 

Trafik

Grundejer har anmodet Svendborg Kommune om at indgå en udbygningsaftale, og der er udarbejdet forslag til udbygningsaftale mellem parterne.

Udbygningsaftalen har til formål at sikre, at den offentlige vej Tinghusgade bl.a. ombygges således at varelevering og renovationsafhentning kan foretages fra den offentlige vej og at sikre en bedre adgang og ankomstareal til bycenterets hovedindgang (bycenterets østlige hjørne) med fokus på lette trafikanter.

De trafikale konsekvenser ved projektet er vurderet i en trafikanalyse. Tiltagene indebærer at en del af den offentlige vej Tinghusgade ensrettes og sideforskydes for at skabe tilstrækkeligt plads til at etablere en af- og pålæsningszone til varelevering og renovationsafhentning.

Det vurderes at ved ensretning af Tinghusgade forbedres trafiksikkerheden og fremkommeligheden for de lette trafikanter på strækningen. Mens det for bilister kan give anledning til mindre ændringer af trafikstrømmene i området, fordi nogle bilister vil skulle køre en anden vej end de plejer og det kan for nogle give anledning til mindre omvejskørsler.

 

Befolkning

I dele af planområdet må byggeriet blive op til 19,5 m. Der er i forbindelse med planlægningen udarbejdet skyggediagrammer for at kunne vurdere om en øget bygningshøjde, punktvis op til 19,5 m vil medføre væsentlige skyggegener for de omkringboende.

Planområdet er beliggende i eksisterende tæt by og er omgivet af bebyggelser i mellem 2,5 til 5 etager. Det eksisterende byggeri i området giver i dag anledning til skyggepåvirkninger.

På baggrund af skyggediagrammerne vurderes planerne ikke at give mulighed for væsentlige skyggepåvirkninger på omgivelserne. Skyggepåvirkningen vil i forår og efterår om eftermiddagen og aftenen påvirke bebyggelsen nord for Tinghusgade, hvor der vil opleves en større skyggepåvirkning end tidligere. Skyggegenen vurderes dog ikke at være væsentligt i det samlet omfang og adskiller sig ikke fra, hvad man må forventes at kunne tåle i bymidten.

 

 

Kommunens screeningsafgørelse offentliggøres før den endelige vedtagelse af planen, jf. lovens § 33 og samtidig med annonceringen af planforslaget. Kommunen har vurderet, at der ikke har været behov for at inddrage eksterne myndigheder. Kommunens afgørelse om, at planen ikke skal miljøvurderes, kan påklages til Planklagenævnet, hvilket fremgår af annonceringen på kommunens hjemmeside.