Landsplanlægning
Kommuneplantillægget vurderes ikke at være i strid med nationale interesser i kommuneplanlægningen. Der knyttes følgende kommentarer til udvalgte nationale interesseområder.
Produktionsvirksomheder af national interesse
Planområdet ligger ikke inden for eller i nærheden af produktionsvirksomheder af national interesse eller et udpeget konsekvensområde til produktionsvirksomheder.
Oversvømmelse
Planområdet ligger ca. 600 meter fra kysten, startende i kotehøjde 17,5. Planområdet er derfor ikke et risikoområder ved havvandsstigninger.
Grundvand
Planområdet ligger indenfor område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og område, der er udpeget som nitratfølsom indsatsområde. Planområdet ligger i udkanten af OSD og udenfor indvindingsområderne til kildepladserne i byen. Grundvandsstrømmen er sydøstlig og planområdet ligger dermed i et område, hvor der ikke dannes grundvand som senere vil blive indvundet af vandværkerne. Der er omkring 100 m til det nærmeste indvindingsopland, som er til Grubbemølleværkets boringer. Der er omkring 400 m til den nærmeste af vandværkets boringer. Planområdet ligger dermed i et område, hvor der ikke er nogen reelle grundvandsinteresser for den almene vandindvinding til Svendborg by.
Realisering af et øget byggeri og nye anvendelser vurderes ikke at medføre væsentlige ændringer ift. eksisterende forhold, hvorfor planlægningen i sig selv heller ikke vurderes at kunne medføre en væsentlig påvirkning af drikkevandsinteresserne.
Kystnærhedszonen
Planområdet ligger inden for den kystnære del af byzonen, tillægget giver dermed ikke mulighed for, at inddrage nye arealer til byzonen.
Ved ændret planlægning i den kystnære del af byzonen skal de fremtidige bebyggelsesforhold vurderes, herunder bygningshøjder, med henblik på
- at ny bebyggelse indpasses i den kystlandskabelige helhed,
- at der tages hensyn til bevaringsværdige helheder i bystrukturen og til naturinteresser på de omgivende arealer,
- at der tages hensyn til nødvendige infrastrukturanlæg, herunder havne, og
- at offentligheden sikres adgang til kysten.
Planområdet ligger ca. 600 meter fra kysten i tæt bebygget by. Planområdet kan ikke ses fra kysten og vil derfor ikke påvirke kystlandskabet. Ændringen af kommuneplanrammerne vurderes ikke at påvirke de bevaringsværdige helheder i bystrukturen, da ændringerne kun giver mulighed for en fortætning og tilfører boliger til et mindre område af Svendborg by. Der er ingen naturinteresser eller nødvendige infrastrukturanlæg som påvirkes af rammeændringerne. Da Planområdet ligger i tæt by og 600 m fra kysten, kan planområdet ikke bidrage til at skabe bedre forbindelser for offentligheden til kysten.
Kirkernes omgivelser
Planområdet er beliggende ca. 270 meter vest for Sankt Nicolai Kirke og Vor Frue Kirke.
En mindre del af planområdet er beliggende inden for en kirkebeskyttelseslinjen omkring Sankt Nicolai Kirke. Planområdet er placeret bag flere eksisterende ejendomme og kan hermed ikke ses fra Sankt Nicolai Kirke eller Vor Frue kirke. Fra det eksisterende bycenter er det henover Centrumpladsen muligt at se tårnene af begge kirker, der skimtes bag eksisterende ejendomme. En øgning af bygningshøjden, der ca. er svarende til naboområdernes eksisterende bygningshøjder, vurderes ikke at påvirke hverken udsigten eller indsigten til kirkerne.
Kirkebyggelinjen er udpeget jf. Naturbeskyttelseslovens § 19, og har til formål at beskytte kirker, der ligger mere eller mindre åbent i landskabet, mod at der opføres bebyggelse, som virker skæmmende på kirkerne eller hindrer, at kirkerne er synlige i landskabet. Efter bestemmelsen er det inden for 300 meter fra en kirke forbudt at opføre bebyggelse, som er over 8,5 meter højt, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen. Da karakteren af bebyggelsen omkring kirken, er defineret af tæt bymiljø vurderer Svendborg Kommune at kirken er undtaget fra beskyttelsen. Det drejer sig om et areal på ca. 600 m2 omkring hjørnet Tinghusgade/Voldgade.
Fyns Stift har været inddraget i en forhøring til nærværende kommuneplantillæg.
Kirkebyggelinje
Fra Bycenter er det henover Centrumpladsen muligt at se tårnene af begge af kirker, der skimtes bag eksisterende ejendomme.
Natur og Miljø
Svendborg Kommune må ikke vedtage planer, der kan skade arter eller naturtyper, der er på udpegningsgrundlaget for Nature 2000- områder, eller yngle- og rasteområder for arter på EU’s habitatdirektivs bilag IV. Alle planer og projekter skal derfor vurderes i forhold til, om de kan skade Natura 2000-områder eller strengt beskyttede arter på direktivets bilag IV.
Natura 2000
Planområdet er ikke omfattet af eller beliggende i umiddelbar nærhed af områder, der er udlagt til Natura 2000 område.
Nærmeste Natura 2000-område er nr. 242 Thurø Rev, som ligger ca. 8 km sydøst for planområdet.
Svendborg Kommune vurderer, at planen i sig selv eller i sammenhæng med andre planer ikke vil påvirke Natura 2000-områder.
Habitatbekendtgørelsen §6
I habitatsbekendtgørelsen er opført dyre- og plantearter, hvor Danmark har særligt ansvar for at kræve streng beskyttelse – de såkaldte bilag IV-arter. Der skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde.
Svendborg Kommune har ikke registreret bilag IV-arter i området. På grund af områdets beliggenhed i Svendborg bymidte og at området er bebygget, er det Svendborg Kommunes vurdering, at området ikke er levested for bilag IV-arter.
Naturbeskyttelsesloven
Der er ingen fredede eller §3-beskyttede naturområder inden for planområdet.
Infrastruktur
Planlovens § 21b giver mulighed for, at en grundejer kan tage initiativ til at indgå en frivillig aftale med kommunen om at bidrage til udbygningen af infrastrukturanlæg (offentlige vejanlæg mv.), der er nødvendige for realisering af grundejers projekt.
Den private udvikler/grundejer har anmodet Svendborg Kommune om at indgå en udbygningsaftale, og der er udarbejdet forslag til udbygningsaftale mellem parterne. Grundejer har tilbudt at betale omkostningerne til projektering og udførelse af denne infrastruktur.
Udbygningsaftalen har til formål at sikre at den offentlige vej Tinghusgade bl.a. ombygges således at varelevering og renovationsafhentning kan foretages fra den offentlige vej og at sikre en bedre adgang og ankomstareal til bycenterets hovedindgang (bycenterets østlige hjørne) med fokus på lette trafikanter. Tiltagene indebærer at en del af den offentlige vej Tinghusgade ensrettes og sideforskydes for at skabe tilstrækkeligt plads til at etablere en af- og pålæsningszone til varelevering og renovationsafhentning. Fortov og cykelstier tilpasses i begge sider af vejen og eksisterende parkeringspladser på Tinghusgade nedlægges i nødvendigt omfang. Ensretningen har kørselsretning mod Centrumpladsen og starter efter ind- og udkørsel til lokalplanområdet og løber hen til Voldgade. Vigepligtsforholdene i krydset mellem Voldgade, Tinghusgade og Centrumpladsen ændres til et traditionelt vigepligtsreguleret kryds, hvor Tinghusgade forløber over i Centrumpladsen og Voldgade er en sidevej, ved bl.a. at videreføre cykelsti og fortov fra Tinghusgade til Centrumpladsen.
Et udkast til udbygningsaftale offentliggøres samtidigt med kommuneplantillæggets offentliggørelse og godkendes samtidig med kommuneplantillæggets endelige vedtagelse.
Planlægning i forhold til nabokommuner
De ændrede rammeområde grænser ikke op til en nabokommune og det vurderes, at de ændrede muligheder i rammeområderne ikke vil påvirke andre kommuner.