Kommuneplantillægget er udarbejdet i forbindelse med lokalplan 689 for et blandet bolig- og erhvervsområde. Planlægningen er igangsat for at muliggøre dels et boligbyggeri samt at få aktiveret de fredet pakhuse på Kullinggade 29, også kendt som Baagøe og Riber-grunden. Med planlægningen gives der mulighed for at bygge boliger på den ene halvdel af grunden, mens de fredet gule pakhuse og villaen bevares. Planområdet indeholder i dag Baagøe og Riber's plads, villaen, pladskontoret, 2 gule pakhuse samt en nedlagt trælast.
Historisk set blev området første gang købt af købmand Quist i 1798. Her oprettede han i de følgende år et skibsværft og drev et handelshus og rederi. Quist byggede et bolværk, som er gengivet på et havnekort fra 1799, og som gav mulighed for, at hans skibe kunne lægge til direkte ved hans grund. I 1817 købte H.J. Baagøe virksomheden og drev den videre. Baagøe opførte blandt andet de to kornmagasiner fra 1824 og 1840’erne, der fortsat står på pladsen. Frem til 2009 var det den samme slægt, der drev virksomhed på pladsen – i den sidste tid som trælasthandel.
Kommuneplantillægget har til formål at give mulighed for at områdets bebyggelsesprocent og den maksimale bygningshøjde forøges indenfor rammeområdet, for at muliggøre en mere fortættet udbygning. Fra vandsiden via Søndre Havn, vil der være broforbindelse for gående der giver adgang til at færdes langs kajkanten og til de omkringliggende arealer. Der vil udover de eksisterende anvendelsesmuligheder ligeledes være mulighed for offentlige/kulturelle formål indenfor rammeområdet. Der er på baggrund af analyser foretaget af midtbyens boligstørrelser og bilejerskab, vurderet at parkeringsnormen kan nedsættes i forhold til boligernes størrelse. Kommuneplantillægget giver mulighed for at ændre parkeringsnormen, så boliger under 85 m² fastsættes parkeringsnormen til 0,8 parkeringsplads per bolig. For boliger større end 85 m² vil parkeringsnormen være som hidtil, 1 parkeringsplads per bolig. Derudover giver kommuneplantillægget mulighed for, at en tredjedel af parkeringspladserne på terræn kan anlægges som dobbeltudnyttede parkeringspladser.
Et overordnet mål med planlægningen er at bevare og respektere områdets kulturarv og historiske karakteristika. Dette inkluderer at ny bebyggelse skal tage udgangspunkt i de eksisterende strukturer udgjort af de gule pakhuse, pladsen, villaen og til dels laderne på tømmerpladsen. Ny bebyggelse skal integrere disse elementer, så områdets historiske træk og unikke kendetegn, som fx områdets bolværk og pakhustypologi forbliver synlige og respekteres i lokalplanområdets fremtidige udtryk.
Nuværende forhold
Rammeområdet er omfattet af en eksisterende kommuneplanramme 01.01.C4.059, som udlægger området til blandet bolig og erhverv. Området udgøres i dag af en samlet matrikel, matrikel 544a, Svendborg Bygrunde. Hele området ligger ud til Søndre havn og langs med Kullinggade. Syd for området ligger Gasværksgrunden som i dag benyttes til erhvervsformål i form af kontor- og serviceerhverv. Nord for området, støder grunden op til private boliger. I Søndre Havn findes træskibsbroen, hvor ældre træskibe samt private både ligger fortøjet.
Kort over området
Indenfor rammeområdet er der flere udpeget bygninger der er fredet. Alle fredede bygninger er fredet både udvendigt og indvendigt og skal holdes i forsvarlig stand. Således at fredningsværdierne opretholdes.
Kort over de fredet elementer indenfor rammeområdet
I 2018 blev de to pakhuse, pladskontoret, villaen og den tilhørende plads med bolværk på Baagøe og Ribers plads fredet. Formålet med fredningen er at sikre opretholdelsen af Baagøe & Ribers Plads som et hovedværk i dansk erhvervsbyggeri, et vidnesbyrd om en købmandshandel af national betydning og i særdeleshed om en innovativ storkøbmands virksomhed under den såkaldte kornsalgsperiode i 1800-tallet. Under afsnittet "kulturmiljø" i Forhold til Kommuneplan 2021-2033 kan der læses mere om de enkelte fredet bygninger.