Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), også kaldet miljøvurderingsloven indebærer, at offentlige myndigheder skal foretage en miljøvurdering af planer og programmer, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Der er for en række planer og programmer pligt til at foretage en miljøvurdering, mens der for andre planer og programmer først skal foretages en screening, for at finde ud af om planen eller projektet kan have en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor skal miljøvurderes.

Svendborg Kommune har i henhold til § 8, stk. 2, jævnfør miljøvurderingsloven gennemført en miljøscreening, idet planen omhandler fysisk planlægning, fastsætter arealanvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.

Konklusionen på miljøscreeningen er, at planen ikke har en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet i forhold til de kriterier, som fremgår af lovens bilag 3 samt i forhold til lovens brede miljøbegreb, jævnfør miljøvurderingsloven.

Kommunens screeningsafgørelse offentliggøres før den endelige vedtagelse af planen, jf. lovens § 33 og samtidig med annonceringen af planforslaget. Kommunen har vurderet, at der ikke har været behov for at inddrage eksterne myndigheder. Kommunens afgørelse om, at planen ikke skal miljøvurderes, kan påklages til Planklagenævnet, hvilket fremgår af annonceringen på kommunens hjemmeside.

Screeningen viser, at plangrundlaget ikke medfører væsentlige indvirkninger på de listede miljøparametre. Følgende miljøparametrene er vurderet som værende relevante og har indgået ved screeningen:

Bymiljø: Lokalplanen viderefører i store træk bebyggelsesstrukturen fra lokalplan 609 – tillæg 2, hvor der både findes områder med åben-lav, tæt-lav og etageboligbebyggelse. Tillæg nr. 3 muliggør oprettelse af kompakte boliggrunde med en minimumgrundstørrelse på 150 m2. Kompakte boliggrunde skal øge diversiteten i boligtilbuddet medvirke til bæredygtige boligområder, og frigør plads til grønne og rekreative områder.

De nærmeste omgivelser: Områdets planlægning præciserer rammerne for bebyggelse i flere delområder. Herunder konkretiserer planlægningen mulighed for etablering af bebyggelser til fælles rekreativt ophold inden for fælles rekreative friareal. Hensigten er at friarealerne må indrettes med mindre bebyggelser og anlæg, der opfordrer til rekreativt ophold. Områdets planlægningen forventes ellers ikke at muliggøre en udvikling, der medfører væsentlige påvirkninger iht. boligmiljø, konsekvenser for nærområdets beboere, friarealer og udsigter.

Trafiksikkerhed: Tillæg nr. 3 til lokalplanen viderefører principperne for vejadgang fra tillæg nr. 2. Den endelige vejadgang er dog ikke fastlagt i tillæg nr. 3, hvilket giver mulighed for afvigelser fra kortbilagets anvisninger. Tillæg nr. 3 muliggør oprettelse af kompakte boliggrunde, hvilket kan øge boligantal og dermed trafikmængde i området. Svendborg Kommune vurderer, at den øgede trafik ikke vil forringe eksisterende trafiksikkerhedsrammer.

Arkitektoniske værdier: Lokalplan Tillæg nr. 3 giver mulighed for kompakte boliggrunde og øger byggetætheden i Tankefuld. Bydelens boligtyper skaber en varieret arkitektonisk fremtræden og et mangfoldigt gadebillede. Planen sigter mod et sammenhængende indtryk gennem farvesætning, op- og nedtrapning af byggehøjden og bebyggelsens placering i landskabet.

Frilufts- og rekreative muligheder: Tillæg nr. 3 udvider mulighederne for at etablere bygninger og anlæg til fælles rekreative formål i delområde F, som er udlagt som en grøn kile. For at sikre en harmonisk indpasning i det åbne landskab, fastsættes der begrænsninger for bebyggelsens placering og omfang, herunder et maksimalt antal etagemeter for den enkelte bygning, og et maksimalt antal etagemeter for den bebyggelse, der kan opføres i delområdet.