Byudvikling og bosætning
Kommuneplanen beskriver, at byudviklingen skal være med til at understøtte Svendborg Kommune som attraktiv bosætnings- og erhvervskommune. I forlængelse heraf fastsættes en række retningslinjer for byudviklingen, herunder blandt andet:
- At byudvikling skal ske i overensstemmelse med det aktuelle boligbehov, efterspørgsel og potentiale
- At byudvikling skal sikre en blandet boligsammensætning
- At udlæg til byformål skal ske i direkte tilknytning til eksisterende byområder efter princippet ”indefra og ud” og skal sikre en klar grænse mellem by og land
- At byudvikling skal ske under hensyntagen til øvrige arealinteresser
Udlægget af et nyt rammeområde, der kan anvendes til fællesskabsorienteret boligbebyggelse, er med til at sikre et varieret udbud i overensstemmelse med efterspørgslen, og er samtidig med til at sikre en blandet boligsammensætning.
Området udlægges efter princippet ”indefra og ud”, der sikrer en klar grænse mellem by og land, og foretages under hensyntagen til øvrige arealinteresser, da arealet kun har begrænsede bindinger i sammenligning med øvrige mulige arealer.
Nye boligtyper og boformer
I Kommuneplan 2021-33 er der særlig fokus på udviklingen og planlægningen for nye boligtyper, der afviger fra de traditionelle bebyggelses-/boligformer og -typologier. Kommuneplantillægget er udarbejdet med afsæt i dette fokus og særligt i de generelle rammer beskrevet i afsnittet "særligt for områder med nye boligtyper og boformer".
Her beskrives det, at der opleves en større efterspørgsel efter at kunne planlægge for boligområder med fokus på fællesskaber, som f.eks. bofællesskaber og lignende bokoncepter.
Der kan i visse tilfælde gives mulighed for arbejdet med denne type bolig - og bebyggelseskoncept. Principperne for planlægning af nye boligtyper er blandt andet:
- At der bør være et særligt fokus på fællesskabsorienteret bebyggelse;
- At fællesarealerne prioriteres fremfor de private haver;
- At fælles friarealer i disse tilfælde skal placeres centralt omkring bebyggelsen, og udformes som et gennemgående element i den samlede bebyggelsesplan;
- At opholdsarealerne skal være regulære arealer, opholdsegnede og have rekreativ karakter, der gør dem anvendelige til ophold, leg og andre rekreative aktiviteter;
- At der er særligt fokus på fællesfaciliteter som fælleshus og lignende.
Disse principper er nærmere beskrevet og indarbejdet i lokalplanens redegørelse og bestemmelser.
Grønt Danmarkskort
Rammeområdet er ikke omfattet af Grønt Danmarkskort.
I forbindelse med udarbejdelse af forslag til lokalplan 684 er der udarbejdet nærværende forslag til kommuneplantillæg for området. Tillægget udlægger et nyt rammeområde svarende til lokalplanområdets afgrænsning og giver mulighed for at anvende området som et boligområde med fokus på nye boligtyper og boformer. Rammen udlægges således til boligområde i form af tæt-lav boliger med udlæg af fællesfaciliteter i form af fælleshus og opholdsarealer.
Plannavn |
Boligområde Brudagervej / Egemosevej |
Plannr. |
11.03.B.061 |
Anvendelse generelt |
Boligområde |
Plandistrikt |
Skårup-Oure |
Fremtidig zonestatus |
Byzone |
Udstykningsforbud |
Udstykning er tilladt inden for rammeområdet |
Bebyggelsesprocent |
22 % beregnet ud fra området som helhed |
Max. antal etager |
1 |
Max. bygningshøjde |
7 m |
Specifik anvendelse |
Tæt-lav boliger |
Særlige bestemmelser |
Andel i fælles opholdsarealer skal mindst være 220 m² per bolig. Der skal etableres fællesfaciliteter som eks. fælleshus for boligområdets beboere. Fælleshus må gives en højde på maks. 8,0 m. |
Status |
Forslag |