Lokalplanens baggrund
Lokalplan 684 er udarbejdet med henblik på at muliggøre udvikling af et fællesskabsorienteret boligområde med tæt-lav boligbebyggelse i et område mellem Brudagervej og Egemosevej i det vestlige Vejstrup.
Lokalplanen er igangsat efter initiativ fra Svendborg Andels-Boligforening (SAB) i samarbejde med foreningen Bofællesskabet i Vejstrup. Svendborg Andels-Boligforening har forestået udvikling af det projektmateriale, lokalplanen tager afsæt i.
Etableringen af det nye boligområde er i tråd med Svendborg Kommunes ønsker om øget bosætning i lokalområderne og planlægningen understøtter kommunens bosætningsstrategi, hvor der arbejdes med at sikre almene boliger, særligt i form af nye boligtyper og boformer, i udvalgte landsbyer.
Lokalplanområdets beliggenhed vist på luftfoto
Lokalplanens område
Vejstrup er en ældre landsby beliggende mellem Oure og Skårup i den nordøstlige del af Svendborg Kommune. Landsbyen blev oprindelig anlagt omkring Vejstrup kirke i 1300-tallet.
Kun i beskedent omfang er der de seneste 10 år blevet opført nye boliger i Vejstrup, der i dag har ca. 220 husstande med knap 400 indbyggere. Landsbyen har kun få gårde tilbage men rummer forsamlingshus, børnehave, læge, mekaniker, taxakørsel og i byens nordlige del en større industrivirksomhed.
Vejstrup er særligt knyttet til Skårup mod syd, hvor der er folkeskole og indkøbsmuligheder.
Lokalplanområdet er beliggende ved Vejstrups afgrænsning mod vest. Området afgrænses mod nord af Brudagervej, mod øst af Egemosevej og mod syd og vest af landbrugsarealer.
Nord og øst for lokalplanområdet findes eksisterende beboelse i form af ældre, fritliggende villaer i op til halvanden etage. Vejstrup kirke og kirkegården ligger omtrent 200 m vest for lokalplanområdet og er synligt fra områdets nordøstlige hjørne.
Området ligger således i direkte tilknytning til den eksisterende landsbystruktur, hvilket medvirker til en udvikling af Vejstrup efter princippet "indefra og ud", sådan at byen vokser sammenhængende ud i landskabet.
Lokalplanområdet udgør matrikel nr. 2c og den nordlige del af matrikel nr. 2d af Vejstrup By, Vejstrup og har et samlet areal på ca. 13.500 m2. Ved lokalplanens udarbejdelse er området opdyrket landbrugsjord beliggende i landzone.
Terrænet i og omkring lokalplanområdet falder fra nord mod syd. Inden for lokalplanområdet udgør terrænfaldet ca. 5 m.
Området afgrænses mod Brudagervej og Egemosevej af en eksisterende hegnsbeplantning af forskellige arter af træer og buske. Beplantningen er brudt flere steder, og har en højde på op til 6 m og en bredde på ca. 3 m.
Fotos fra området
Fotos fra området