Kommunalbestyrelsen ønsker en udvikling af turismetilbud og -anlæg som er med til at give adgang til og fremme fortællingen om kysterne og naturen, især med fokus på Geopark det Sydfynske Øhav. Kysterne, øerne, naturen og vores særegne istidslandskab tiltrækker mange, der dyrker outdoor-oplevelser og søger bæredygtige ferier i det fri. Fra de rolige vandringer, fisketure og stille stunder i kajakken til for eksempel mountainbike-ræs og træklatring.
Kommunalbestyrelsen ønsker ligeledes en udvikling af turismetilbud og – anlæg som bidrager til at understøtte kultur-, gastro- og erhvervsturisme. Det kan eksempelvis tilbydes igennem unikke oplevelsesmuligheder, samspil med attraktioner, kultur, natur og lokale aktiviteter og producenter. Det er væsentligt for os, at turismeudviklingen sker med fokus på natur, kultur, ro og autenticitet.
Vi ønsker at kunne tilbyde vores besøgende et forskelligartet og et større udbud af overnatningsmuligheder. Flere alternative overnatningstyper, som små hytter, shelters og autocamperpladser vil understøtte kyst- og naturturismen, mens kultur- og erhvervsturister også skal kunne tilbydes tilstrækkelig overnatning i forbindelse med større events f.eks. i form af hoteller, sommerhuse, bed and breakfast mv. Der er derfor også behov for udvidelse af den type overnatningskapacitet, der kan byde gæster velkommen året rundt uanset vejr og vind. I dag overnatter 60% af kommunens gæster på campingpladserne og i havnene. Med ønsket om sæsonudvidelse spiller vejret og årstiden derfor en stor rolle i forhold til, hvilke overnatningstyper, der skal fokuseres på i udviklingsarbejdet.
Det er afgørende for kommunalbestyrelsen at arbejde for en bæredygtig turismeudvikling, der bygger på vores stedbundne værdier og kvaliteter, men også ved at udnytte eksisterende bygninger, anlæg og infrastruktur. Købstaden Svendborg har, med sine åbenlyse kvaliteter som handelsby og høj kulturhistorisk værdi, potentale til fortsat at kunne udvikle sig til attraktiv destination for flere forskelige turismesegmenter. Men det skal ske på en bæredygtig måde, så nuværende kvaliteter understøttes og videreudvikles. En bæredygtig turismeudvikling vil derfor også fokusere på at udvide turismesæsonen, ud over sommerperioden, så tilbud og anlæg gøres attraktive at besøge og anvende hele året. Det gør sig gældende for turismedestinationer og anlæg i hele kommunen, hvor der kan være behov for at udvikle og modernisere eksisterende campingpladser, sommerhusområder, hoteller m.m.
Fælles for de turismetilbud og -anlæg som tillades i kystnærhedszonen er, at de skal bidrage til at skabe bedre adgang til naturen og kysten. Vores havne rundt om i kommunen skal i endnu højere grad være med til at tiltrække turister og kunne fungere som "små ambassader" for turismen i det lokalområde de ligger i. Derudover skal nyanlæg i kystnærhedszonen, medvirke til at øge områdets attraktion, forbedre beskæftigelsesmulighederne lokalt og bidrage positivt til den lokale service.
Det er kommunalbestyrelsens mål, at:
- Understøtte initiativer som styrker sæsonudvidelsen i turisterhvervet og derigennem skabe flere arbejdspladser og øge mulighederne for helårsbeskæftigelse.
- fastholde og understøtte Svendborg bymidte med dens stærke kvaliteter indenfor kultur og handel til gavn for et levende og attraktivt byliv
- Sikre at overnatningskapaciteten tilpasses udviklingen i efterspørgsel og understøtter helårsturisme.
- Turismefremme i Svendborg Kommune skal have et bæredygtigt sigte og aktivt fremme FN’s verdensmål, foruden at bidrage positivt til Svendborg Kommunes placering på GDS-Indekset (Global Destination Sustainability Index).
- Fremme og udvikle Geopark Det Sydfynske Øhav i samarbejdet med relevante parter.
- Etablere et geopark-besøgscenter i Svendborg Kommune.
- Udarbejde en turismestrategi, der kan bidrage til et endnu stærkere turismesamarbejde både inden for turismeerhvervet og de relaterede brancher.
- Bidrage til at fremme investeringer i turismefaciliteter og overnatningskapacitet i Svendborg Kommune, gennem strategisk og fysisk planlægning og skabe synergi til øvrige investeringer i byudvikling og infrastruktur.
5.1.1 Turistpolitiske retningslinjer
Turismefremme i Svendborg skal ske i overensstemmelse med følgende:
- Udvikling af turismefremmeindsatser i Svendborg Kommune skal tage udgangspunkt i Svendborgs styrkepositioner og lokalsamfundenes styrker og ske i overensstemmelse med Svendborg Kommunes satsninger inden for bl.a. UNESCO Global GeoPark og Cittaslow.
- Turismefremmeindsatser i Svendborg Kommune skal ske med afsæt i de fælles fynske udviklingsprincipper for turismeudvikling:
- Koncentrer udviklingen – og byg ovenpå det, der allerede er
- Benyt og beskyt
- Styrk de lokale særkender – skab unikke købstæder og havnemiljøer
- Øg kvaliteten
- Tænk i flere sæsoner
- Sammentænk investeringer
- Turistcentre i Svendborg Kommune er:
- Svendborg by
- Lundeborg
- Valdemars Slot
- Udvikling af turismefremmeindsatsen i Svendborg Kommune skal ske på baggrund af nyeste viden om Sydfyns turismepotentiale set i relation til nationale og internationale tendenser.
Svendborg-egnen er en populær destination med et stærkt brand. Især kysterne, øerne og vores særegne istidslandskab tiltrækker mange, der dyrker outdoor-oplevelser og søger bæredygtige ferier i det fri. Fra de rolige vandringer, fisketure og stille stunder i kajakken til for eksempel mountainbike-ræs og træklatring. Særligt i høj-sæsonen har Svendborg mange turister. Men vi har grobund for at være en attraktiv turistdestination hele året rundt: Naturen i kombination med kulturlivets festivaler og events, det hyggelige provinsbyliv og de lokale kulinariske oplevelser giver egnen en helt unik karakter, der formår at appellere bredt og både tiltrække turister og nye borgere. Samtidig er vi i 2024 udpeget til UNESCO Geopark Det Sydfynske Øhav. Vi er derfor også blevet en del af et forpligtende samarbejde med nabokommunerne Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø. Det er en unik mulighed for at sætte fokus på kvalitetsturisme og tiltrække typer af turister vi måske ikke har kunne nå tidligere.
Turister går ikke op i kommunegrænser – de rejser til steder og destinationer. Og derfor er det vigtigt for udviklingen af Svendborg-egnens turismepotentiale, at vi i høj grad ser os som en del af Destination Fyn bestående af Fyn og Øerne. Turismen vækster her ligesom i langt det meste af Danmark. Målt på overnatning og omsætning går udviklingen dog langsommere på Fyn og Øerne end på mange andre destinationer, selvom de seneste 5 år har vist positiv udvikling både på antal overnatninger og i omsætning fra turisme.
I 2024 har de 10 fynske kommuner vedtaget en fælles udviklingsplan for turismeudviklingen frem mod 2030. Den hedder Sammen er vi stærkere. Der er allerede godt gang i samarbejdet omkring Fyn og Øerne som én samlet destination, men der er et udbredt ønske om et endnu stærkere samarbejde med en klar fælles retning. Udviklingsplanen skal understøtte den fælles indsats, så Fyn og Øerne står stærkere og mere koordinerede i fremtiden, når det gælder turismeudvikling. Kommunerne i Destination Fyn har derfor besluttet at arbejde efter 6 fælles pejlemærker. For at nå i mål med disse ambitioner er det besluttet, at det turismefremmende arbejde skal ske med afsæt i fælles udviklingsprincipper og indenfor 5 indsatsområder. Pejlemærker, udviklingsprincipper og indsatsområder udfoldes temaets redegørelse.
Men de forskellige steder, byer og områder på Fyn er selvfølgelig forskellige med hver deres styrker, potentialer og udfordringer. Derfor vil der være forskel på, hvordan vi i de forskellige kommuner arbejder med indsatsområderne og hvor vi sætter ind med størst fokus, ligesom der kan være lokale indsatsområder.
Fyn og Øerne har et uudnyttet potentiale inden for turisme. Turisme bør i højere grad fungere som en positiv udviklingsmotor for det gode liv, som understøtter bosætning, aktivitet og økonomi på hele Fyn og Øerne. Det skal ske med bæredygtige tiltag, der tager hensyn til klima, kulturmiljøer, landskab og natur og skaber lokalt forankret udvikling – en udvikling, der skaber et attraktivt sted at leve, bo, arbejde og besøge hele året for både gæster og lokale.
Kommunerne i Destination Fyn har derfor besluttet at arbejde efter 6 fælles pejlemærker for turismeudviklingen på Fyn og øerne:
FÆLLES FYNSKE INDSATSOMRÅDER OG UDVIKLINGSPRINCIPPER
En klar og fælles prioritering af udviklingen skal skabe et stærkt grundlag for at få iværksat de rette indsatser og for at tiltrække de investeringer, der skal få en bæredygtig udvikling til at ske. Der skal derfor arbejdes aktivt med 5 fælles indsatsområder:
Indenfor indsatsområderne skal vi arbejde strategisk hen mod de fælles pejlemærker og gøre det med afsæt i de 6 udviklingsprincipper for turismeindsatsen på Fyn og dermed også i Svendborg Kommune. Udviklingsprincipperne uddybes her:
- Koncentrer udviklingen - og bug ovenpå det, der allerede er
Fokuser turismeudviklingen der, hvor der allerede er en koncentration af mennesker, oplevelser, bygninger og services. Odense og de fynske købstæder og havne med deres kulturhistoriske bymiljø, de historiske gader og den særlige købstadsstemning udgør et stærkt udgangspunkt for at skabe helårsforretning, fordi der er potentiale for tilstrækkelig kritisk masse med både lokale og potentiale for flere gæster hele året. Det handler om at prioritere indsatser og steder, hvor der allerede er et solidt fundament at bygge videre på, men også om at udpege og fremdyrke steder og overnatningskapacitet med et særligt uindfriet potentiale. - Beskyt og benyt
Skab bæredygtig turisme på stedets præmisser og med så lidt aftryk som muligt samtidig med, at kvaliteterne i Fyn og Øernes natur, kyst og kulturarv aktiveres. Fyn og Øerne har 1.100 km varieret kyststrækning og maritim kultur, unikke natur- og landskabsområder, autentiske købstæder og en rig kulturarv med ikke mindre end 123 slotte, godser og herregårde. Natur, kyst og kulturarv skal gøres mere tilgængeligt og sættes i spil i nye oplevelsesmæssige sammenhænge (som ”oplevelseskæder”), samtidig med at der værnes om de naturmæssige og kulturmæssige værdier, bl.a. gennem monitorering. Nye, attraktive besøgs- og oplevelsessteder til både lokale og turister skal få flere ud i naturen og på vandet, og samtidig skabes en større bevidsthed om natur- og kulturarvsværdierne. - Styrk de lokale særkender - skab unikke købstæder og havnemiljøer
Aktiver og synliggør de lokale kvaliteter på Fyn og Øerne. Dels det, som er særligt for Fyn og Øerne på tværs af destinationen – de fynske malere, de fynske fødevarer, de unikke købstæder og de levende havnemiljøer – som understøtter en samlet fortælling. Men også for de enkelte områder og byer, så hvert sted har sine særegne tilbud, så byerne supplerer hinanden. Ved at differentiere oplevelsen og produktet fra sted til sted kan man skabe lokalt forankrede reasons-to-go, som giver de besøgende anledning til at besøge flere steder og ikke mindst komme tilbage igen. - Øg kvaliteten
Kvaliteten skal løftes hele vejen rundt i bymiljøer, på offentlige arealer og faciliteter, natur, overnatningssteder, aktiviteter, produkter og services. En målrettet satsning på øget kvalitet i alle dele af værdikæden, ved at tilføre nye high-end og andre markedsrelevante produkter, vil kunne øge døgnforbruget og højne den samlede oplevelse af destinationen. Højere kvalitet og øget udbud giver samtidig levende og attraktive lokalsamfund med butikker, spisesteder og oplevelser for borgerne. - Tænk i flere sæsoner
Sæsonudvidelse handler ikke blot om at styrke skuldersæsonerne rundt om de travle sommermåneder, men om at udvikle tilbud og oplevelser, som skaber andre og nye sæsoner. Sammentænk oplevelsesmuligheder og produkter, så det samme sted og de samme faciliteter kan leve i flere sæsoner og til flere målgrupper. På Fyn og Øerne er sæsonkurven spidsere end kurven på landsplan. Der ligger et potentiale i at udbygge og målrette oplevelses- og overnatningsprodukter, som fx havnemiljøer og overnatningsprodukter som unikke highend tilbud. Og et tilsvarende potentiale i udvikling og transformation af bl.a. campingpladser og havneområder, som kan tiltrække nye målgrupper på andre tider af året. Det samme gælder mere fritidsturisme (leisure) i de større byer som supplement til erhvervsturismen, hvor Fyn og Øerne allerede står stærkt. - Sammentænk investeringer
Sammentænk investeringer, så offentlige og private midler samlet set skaber de bedst mulige vilkår for et samlet løft af Fyn og Øerne. Byg videre på de store investeringer, der allerede er foretaget på hele Fyn og Øerne, og understøt investeringer, der er på vej med nye initiativer og produkter. Ved at sammentænke og geare investeringer gødes samtidig vejen for nye investeringer. De fynske kommuner kan gøde jorden for kommercielle og filantropiske investeringer ved at gå forrest og prioritere og investere i udvalgte områder, i fx infrastruktur, bymidteforskønnelse og ved at indtænke turisme i endnu højere grad i fx klimasikring og anden kommunal planlægning.
Svendborg Kommune har udarbejdet en ny turismestrategi.
Turismestrategien vil være et styringsværktøj med en vision og mission, der tager udgangspunkt i Svendborg Kommunes stedbundne værdier. De turistpolitiske prioriteringer skal styrke udviklingen af turismeerhvervet og øge oplevelsesværdien for vores borgere og for de besøgende.
Det er forventningen, at turismestrategiens fokusområder bliver:
- Geopark
- Svendborg Handelsby
- Sydfyn som gastronomisk destination
- Kulturturisme
Formålet med strategien er altså at kommunikere til aktører og interessenter, hvilken vej Svendborg Kommune ønsker at bevæge sig hen, når det kommer til turisme. I overensstemmelse med kommunens udviklingsstrategi vil der blive fokus på kvalitet frem for kvantitet. Vi vil fokusere på at skabe bedre turismetilbud og -oplevelser frem for flere.
Svendborg Kommune kommer i første omgang til at fokusere på de af udviklingsstrategiens signaturprojekter, der bidrager til, at Svendborg Kommune er en attraktiv turistattraktion hele året rundt til gavn for både turister og borgere. Vi fokuserer derfor på det signaturprojekt, der handler om at skabe sæsonudvidelse via øget erhvervs- og kulturturisme - som vi for eksempel gjorde med European Maritime Days i maj 2024. Vi kommer også til sætte spot på gastroturisme ved at arbejde med Sydfyn som kulinarisk mekka for fødevareturisme, da de gastronomiske oplevelser viser en del af Sydfyns mangfoldighed og autenticitet.
De geologiske værdier på Sydfyn er store, og har både national og international betydning. Derfor har de fire sydfynske kommuner besluttet at danne Geopark Det Sydfynske Øhav, som geografisk strækker sig over de fire sydfynske kommuner.
I marts 2024 udpegede UNESCO det Sydfynske Øhav til Global Geopark. Det Sydfynske Øhav fortæller historien om en dramatisk havstigning i slutningen af sidste istid, og om hvordan isen skabte et helt særligt landskab, der har defineret områdets natur og kultur gennem 10.000 år.
UNESCO er FN’s organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation og har blandt andet til opgave at udpege områder med særlig betydning for forståelsen af den verden, vi lever i.
Sammen med 17 andre geoparker fra hele verden er Geopark Det Sydfynske Øhav nu en del af listen over UNESCO Global Geoparker, som er internationalt anerkendt for unik geologi, natur og kulturarv. Geopark Det Sydfynske Øhav er den tredje danske geopark på listen. De to andre er Geopark Odsherred og Geopark Vestjylland.
En geopark er et geografisk område med særlig geologisk betydning og en stærk kulturarv. Geoparker har stor videnskabelig og kulturhistorisk værdi, fordi de giver et unikt indblik i naturfænomener og miljøprocesser, som over hundredtusinder af år har skabt landskaber og præget biodiversitet og naturgrundlag.
Den sydfynske geopark strækker sig over et stort areal af både land og vand på tværs af Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Langeland og Ærø Kommuner. Geoparken indeholder både den berømte randmoræne, De Sydfynske Alper og Det Sydfynske Øhav, som er et af verdens største oversvømmede istidslandskaber med 55 øer og holme.
Formålet med Geopark Det Sydfynske Øhav er, at synliggøre denne geologiske arv og aktivt bruge den i samspil med områdets natur- og kulturhistoriske værdier og skabe en ramme for udviklingen af området.
Arbejdet med geoparken åbner op for samarbejde og partnerskaber med relevante lokale og regionale aktører og interessenter som f.eks. skoler, forskningsmiljøer, turistorganisationer, kulturlivet, erhvervsdrivende og NGO’ere m.v.
Svendborg Kommune vil i et gensidigt samarbejde udvikle geoparken til et innovativt og bæredygtigt område med stærk forankring i både lokalbefolkningen, erhvervslivet og det naturgivende grundlag. Sammen kan vi øge kendskabet til geologien, naturen og kulturarven, som er omdrejningspunktet i Geoparken Det Sydfynske Øhav. Formidlingen skal ske gennem bæredygtige udviklingssamarbejder og med lokal forankring, så der skabes muligheder for at både lokalbefolkningen og lokale erhvervsdrivende kan tilbyde gæster oplevelser, udstillinger, aktivt udeliv og formidling af Geopark Det Sydfynske Øhav. Alt sammen med en historisk bevidsthed, der understreger nutidens ansvar for at beskytte og bevare områdets særegenhed.
Geopark besøgscenter
Svendborg Kommune vil etablere en Geo-havnepark på Jessens Mole i Svendborg. Parken får rollen som Svendborgs geopark-besøgscenter, hvor områdets geologi, natur- og kulturarv formidles på en levende og interaktiv måde. Geoparken skal have grønne islæt og gavne biodiversiteten. Dette skal bidrage til, at bynatur bliver mere tilgængelig i hverdagen til glæde for både borgere og besøgende.
Udvikling af besøgsområde ved Klintholm Kalkgrave
Svendborg Kommune har dog allerede med Udviklingsstrategi 2023 besluttet, at Klintholm Kalkgrave skal udvikles som besøgsområde til glæde for lokale og turister. Klintholm Kalkgrave er et område med international forskningsinteresse. Det er et af de tre internationale ”GeoSites” i Geopark Det Sydfynske Øhav.
Klintholm er et af de eneste steder i verden, hvor man kan se en afgørende overgang mellem to tidsperioder for omkring 60 millioner år siden: Da havet ændrede sig fra at være varmt og hajfyldt til at blive et koldt polarhav. Den del af skrænten, hvor historien står frem i geologien, gror dog til i dag og bliver udvisket. Vi vil derfor indlejre en mindre del i en permanent ramme og lade resten stå urørt, så det er bevaret for eftertiden. Vi vil samtidig sørge for formidling af området.
Udvikling af Svendborg Natur- og Miljøskole
I Svendborg går uddannelse og natur hånd i hånd og Svendborg Natur- og Miljøskole skal have en nøglerolle i Geopark Det Sydfynske Øhavs uddannelsesaktiviteter med fokus på natur og bæredygtighed. Elever skal, i højere grad end i dag, kunne undervises i naturfag, opleve hvordan naturen gavner trivslen og den mentale sundhed, samt få glæde og interesse for friluftslivet sammen med en øget ansvarlighed overfor miljøet. Udviklingen sker i samarbejde med Svendborg Vand og geopark-sekretariatet. Det er ambitionen at koble naturforståelse, sundhedsfremme og bæredygtig dannelse i en regional oplevelsesattraktion, som kan blive en hjørnesten i geoparken.
Strategisk fysisk udviklingsplan
De fire geopark-kommuner på Sydfyn samarbejder i 2024-2025 om en fælles strategisk fysisk udviklingsplan for geoparken. Når den er vedtaget er det muligt at der vil blive behov for integrere dele af udviklingsplanen i kommuneplanen.
Sammenhængende turistpolitiske overvejelser anvendes når kommunalbestyrelsen skal vurdere, hvor og i hvilket omfang lokalisering af ferie- og fritidsanlæg kan finde sted i kystnærhedszonen.
Kystnærhedszonen er fastlagt i planloven og dækker som udgangspunkt kyststrækningen fra strandkanten og ca. 3 km ind i landet, dog med lokale variationer. Den dækker de dele af kysten, der ligger i sommerhusområder og i landzone, dvs. ikke områder, der er udlagt som byzone.
Det er en statslig interesse at bevare kysterne, så de fortsat kan udgøre landskabelige helheder med høj natur- og landskabsværdi, og at sikre en kvalitetsbetonet udvikling, hvor den er velbegrundet. Derfor skal ferie- og fritidsanlæg eller anlæg, der indebærer et stort besøgstal, planlægges ud fra strategiske overvejelser, der sikrer, at anlægget ikke kommer til at virke dominerende i forhold til bysamfundet og de eksisterende turistanlæg.
Nye anlæg kan bidrage til, at allerede foretagne investeringer i sommerhuse, infrastruktur mv. udnyttes bedre i eksisterende større ferie- og fritidsområder, og et samspil med kulturtilbud, sports- og uddannelsesaktiviteter, naturoplevelser og overnatningsanlæg kan styrke turismen i byerne.
Havne som turismemæssige knudepunkter
Havnene i Svendborg Kommune skal fungere som turismeknudepunkter, uanset om man ankommer til havnene fra vand- eller landsiden. Det kræver fokus på de fysiske faciliteter og de forskellige havne og deres faciliteter skal appellere til forskellige segmenter og grupper som f.eks. kajakroere, outdoor-turister, sejlere, færgegæster, vandrende, by-turister og folk på udkig efter kulturoplevelser.
Udvidelse af 2 sommerhusområder
Flere sommerhuse kan være medvirkende til, at turismesæsonen forlænges. Flere sommerhuse vil ydermere give mulighed for, at flere turister kan overnatte i nærheden af de oplevelser, som tilbydes i Svendborg. Det er særligt børnefamilier eller flere familier som ønsker at holde ferie sammen, som mangler overnatningsmuligheder. Dette kan imødekommes med flere sommerhuse. Derfor har kommunen ansøgt staten om udlæg af 2 nye sommerhusområder i tilknytning til de 2 eksisterende sommerhusområder ved Revsøre og Bøsøre. Staten har i november 2024 meddelt, at de 2 områder indstilles til at blive udlagt til sommerhusområder ved landsplandirektiv.
Kommunens tre turistcentre i kystnærhedszonen
Svendborg by
Svendborg er og skal fortsat være lokomotiv i en sydfynsk udvikling på turismeområdet, for at sikre grundlaget for turismevirksomhederne. De igangværende udviklingsplaner for omdannelse af bymidten og havneområdet i Svendborg vil fortsat gennem planperioden være de centrale omdrejningspunkter for at skabe øget vækst på Sydfyn. Ved at skabe sammenhæng mellem bymidten og havnekvarteret skal områdets kreative tiltrækningskraft styrkes, så Svendborg by kan blive et kraftfuldt turistcenter for hele Sydfyn og Øhavet.
Lundeborg
Lundeborgs status som et mindre turistcenter ved Storebæltskysten opretholdes i Kommuneplan 2025-2037. Det giver mulighed for at sammentænke og opnå synergieffekter mellem fritids- og ferieanlæg, overnatningsmuligheder og attraktioner i Lundeborg og ved Storebæltskysten samt ind i landet ved Oure, Broholm, Gudme og Hesselager. Kommunalbestyrelsen vil understøtte arbejdet for at skabe oplevelsesmæssig merværdi af den kulturhistoriske sammenhæng mellem Gudme, Broholm og Lundeborg gennem fortællingerne om stedernes gensidige forbundethed gennem tiden.
Valdemars Slot
Valdemars Slot er en kulturhistorisk markør med en central placering i Det Sydfynske Øhav og dermed midt i den nyudnævnte UNESCO Global Geopark. Gennem de enestående fredede bygninger og avlsbygninger, samt det unikke barokanlæg, formidles kunst og kultur allerede i dag til danske og udenlandske gæster, men i fremtiden er det målet at styrke denne oplevelse og formidling, så Valdemars Slot igen bliver et af centralt kultursted i Danmark, som ligeledes knyttes op på turismeindsatsen omkring udviklingen af geoparken og målsætningen om styrkelse af helårsturisme. Slottets placering midt i det sydfynske øhav forventes at kunne tiltrække nye turismesegmenter, som vil nyde slottes rammer samt udforske mere af det sydfynske øhav til gavn for turisterhvervets udvikling i kommunen og regionen.
Revitalisering af Fyns slotte og herregårde og bedre udnyttelse af de funktionstømte bygningskomplekser i relation hertil, er et stærkt potentiale, der peges på i den fælles fynske udviklingsplan for turismen på Fyn og Øerne.
De nuværende ejere af slottet ønsker, at slottet i fremtiden vil kunne danne ramme om internationale kunstudstillinger og outdoor events, ligesom restauranten og te-pavillonen ønskes genåbnet med lokale fødevarer og høj kvalitet som omdrejningspunkt for en gastronomisk oplevelse. Ligeledes vil Valdemars Slot kunne blive knyttet op på den rekreative infrastruktur i geoparken og dermed kunne blive en vigtig attraktion i den sydfynske kyst- og naturturisme.
Endeligt understøtter potentialet for indretning af overnatningsfaciliteter i de historiske bygningskomplekser en unik mulighed for udvidelse af områdets overnatningskapacitet med mulighed for helårsbrug.
Med koblingen til geoparken vil Valdemars Slot kunne blive et markant eksempel på, hvordan kulturarven kan bidrage til at styrke kystturismen og udgøre en ramme for særlige begivenheder, som kan tiltrække et internationalt publikum året rundt. Dermed vil Valdemars Slot kunne bidrage til at øge Geoparkens kvalitet og relevans uden for højsæsonen, tiltrække nye danske og udenlandske målgrupper og dermed også indfri potentialet for et større turismeforbrug i de sydfynske kommuner. Alt sammen potentialer, der taler ind i de besluttede pejlemærker og indsatsområder i den fælles fynske udviklingsplan.
Størstedelen af Valdemars Slots primære arealer omkring selve slottet ligger indenfor strandbeskyttelsen og i kystnærhedszonen. Derfor ansøgte Svendborg Kommune i 2024 staten om, at områderne kan blive omfattet af statens forsøgsprojekter for kyst- og naturturisme, således at det bliver muligt primært at omdanne de eksisterende avlsbygninger til ovenstående formål, da en lang række beskyttelseshensyn på nuværende tidspunkt er en udfordring for visionerne for slottets revitalisering.
Staten offentliggjorde i november 2024, at projektet på Valdemars Slot udpeges til nationalt forsøgsprojekt for kyst- og naturturisme. Ansøgning og projekt skal nu konkretiseres i et samarbejde mellem Valdemars Slot og kommunen, som vil følge op med kommune- og lokalplanlægning.
Udenfor de kystnære områder vurderes der ikke i øjeblikket at være behov for en lige så præcis styring af udviklingen som i den kystnære zone. I disse områder udpeges der derfor ikke turistcentre. I disse områder finder kommunalbestyrelsen dog også, at placeringen af ferie- og fritidsanlæg som hovedregel skal ske i tilknytning til eksisterende større sammenhængende bymæssig bebyggelse for at undgå et uhensigtsmæssigt pres på naturressourcerne m.v. i det åbne land.
Svendborg Kommune vil tage rollen som katalysator i forhold til at øge investeringerne i turismeanlæg ved at sætte retningen gennem klare strategier og tydelige planer og ved at sørge for at den nødvendige og rekreative infrastruktur er af høj kvalitet. Ved selv at gå foran med en prioritering af investeringer i byudvikling og infrastruktur og sætte konkrete arealer i spil, vil Svendborg Kommune være med til at skabe sikkerhed omkring eksterne aktørers investeringer og dermed gøre det mere attraktivt at investere i turismeanlæg i Svendborg Kommune såsom i og omkring bymidten og på Fremtidens Havn.
Svendborg Kommune samarbejder med Destination Fyn og de fynske kommuner om en god placering på GDS-Indekset (Global Destination Sustainability Index). En god placering på GDS-Indekset skal samle og styrke den fynske bæredygtighedsindsats på især konference- og eventområdet og styrke Svendborg og Fyn i konkurrencen om at tiltrække konferencer og events. Derudover skal den bidrage til at synliggøre vores bæredygtige turismebranche fx inden for hotel- og restaurationsbranchen.
Med GDS-Indekset som værktøj arbejder Svendborg Kommune strategisk og målrettet med bæredygtighedsmålene inden for turisme, som er opstillet under kommunens Erhvervspolitik og Bæredygtighedsstrategi. GDS-Indekset bruges som løftestang til at understøtte såvel turistbranchen som relateret erhvervsarbejde med bæredygtighed og FN’s verdensmål.