Friluftsliv

Vi har enestående natur, smukke landskaber med en spændende geologi og rige muligheder for udfoldelser i det fri. Det er en bærende del af, at vi er en Cittaslow-kommune, hvor det gode liv er i centrum. Og det har kunnet danne grundlag for oprettelse af Geopark Det Sydfynske Øhav.

Vi vil udvikle vores fantastiske muligheder for at være aktive i naturen. Børn, unge og senio­rer, foreninger og turister skal tilbydes mange muligheder for at dyrke forskellige former for motion, bevægelse og friluftsliv. Udviklingen skal ske på en sådan måde, at aktiviteter­ne tager hensyn til fri­luftsinteressernes forskellighed, de lokale beboeres ønsker og ikke mindst naturens og landskabernes sårbarhed. Nogle arter og områder er sårbare overfor forstyr­relser, så vi skal finde en god balance mellem benyttelse og beskyttelse af naturen. Kommunalbestyrelsen lægger stor vægt på, at udviklingen af friluftsliv sker bæredygtigt og i tæt samarbejde med lods­ejere, foreninger og de borgere, der kommer i naturen.

Ud over at styrke naturen vil vi bruge naturen aktivt og få et sundere og rigere liv. Adgang til natur og grønne områder har betydning for vores trivsel og sundhed bl.a. ved at forebygge og helbrede stress og stressrelaterede sygdomme og give muligheder for udendørs motion og bevægelse. Der er både behov for rekreative friluftsmuligheder i nærheden af, hvor vi til dagligt opholder os og for større udflugtsmål til weekendture og ferie.

Det er kommunalbestyrelsens mål at:

  • udvikling af friluftslivet skal ske på et bæredygtigt grundlag i forhold til naturen, landskaber og den lokale befolkning.
  • at sikre og udbygge et bredt udbud af attraktive friluftsmuligheder i kommunen for såvel det selvorganiserede som det foreningsbaserede friluftsliv. 
  • at muliggøre etableringen af et trailcenter til understøttelse af blå og grønne friluftsaktiviteter
  • inspirere til mere bevægelse i naturen, også i sammenhæng med indendørs idrætter.
  • understøtte og fremme det aktive og sunde liv ved at sikre og udbygge adgang til naturen og til kysten
  • give mulighed for at etablere opholdsmuligheder og støttepunkter med forskellige faciliteter.
  • sikre at der både findes muligheder for meget aktivt friluftsliv og mulighed for at finde stilhed og ro
  • udbygge handicapfaciliteter på udvalgte besøgssteder/naturlokaliteter.
  • formidle vores friluftsmuligheder til en bred målgruppe i alle aldre
  • udvikle friluftstilbud i samarbejde med foreninger, grundejere, erhvervslivet, skoler og institutioner og andre relevante samarbejdspartnere.

5.5.1 Friluftsliv

  • Udviklingen af friluftsliv skal ske i respekt for og under hensyntagen til de landskabelige og naturmæssige værdier, således oplevelsesværdi og natur ikke forringes.
  • Ved al planlægning skal det vurderes, hvorvidt tiltag og anlæg indenfor planområdet kan understøtte en positiv udvikling af friluftslivet.
  • Efter konkret vurdering kan der etableres grønne og blå støttepunkter til gavn for friluftslivet i beskyttede landskaber, langs kysten og indenfor Grønt Danmarkskort, hvis udpegningshensyn ikke tilsidesættes. Støttepunktets art og størrelse skal tilpasses lokaliteten og udpegningshensynet.

Kommunalbestyrelsen vil udvikle friluftslivets muligheder på et bæredygtigt grundlag. Vi vil sikre høj kvalitet i oplevelser og rammer for friluftsaktiviteter. Derudover vil vi udbygge naturens bevægelsesrum og skabe nye attraktive tilbud og sammenhængende stiforbindelser så alle får de bedste rammer for at dyrke idræt og bevægelse i det fri.

I Svendborg Kommune har vi unikke naturskønne rammer for et alsidigt friluftsliv, med mulighed for bevægelse og rekreative aktiviteter. Der er en stigende efterspørgsel efter udendørs motion, idræt og leg, og flere aktiviteter kommer til. Øget fokus på en indbyrdes afvejning mellem forskellige typer af friluftsinteresser i naturen er vigtig, så alle får gode oplevelser med hjem - også i fremtiden.

Interessen for sejlads i flere former, vinterbadning, vandremuligheder og overnatning i det fri er stigende, og kommunen vil understøtte lokale kræfter i at udvikle aktiviteter og støttepunkter for friluftslivet, hvor det er muligt. Støttepunkter kan være madpakkehuse, bålpladser, toiletter, shelters, informationstavler, cykelpumper, grejbanker, bade- og bådebroer, kajakfaciliteter, bænke og lignende. Ved at lave støttepunkter og velovervejede anlæg animeres brugere også til at koncentrere deres færden i tilknytning til disse steder. På den måde nudges brugeren til at udøve aktiviteter dér og ikke på steder, hvor vi af hensyn til naturen skal være påpasselige med at færdes. Etablering af friluftsanlæg kan altså hjælpe med at sikre, at natur andre steder ikke belastes unødigt.

Kommunalbestyrelsen bakker op om, at grundlaget for friluftsliv og naturoplevelser er en rig natur. Udviklingen af friluftsliv omfatter derfor også en aktiv indsats for at sikre og udvikle områdets natur – og dermed en fortsat investering i naturforbedringer og naturbeskyttelse. Lovgivningen på plan- og naturområdet udvikler sig hastigt i disse år. Derfor er det ikke muligt at opliste hvad man kan forvente at få tilladelse til i planperioden. Ansøgninger om etablering af friluftsanlæg vil blive vurderet i henhold til gældende lovgivning, vejledninger og praksis på det konkrete område.

 

Friluftsliv og byudvikling

Adgang til naturen og nærrekreative arealer er en af de vigtigste bosætningsparametre, og derfor er det vigtigt, at der er stor bevidsthed om dette i den fremtidige byudvikling - til gavn for nuværende og fremtidige borgere. Det betyder, at der ved al planlægning skal tages stilling til, hvordan ny planlægning og efterfølgende anlæg kan bidrage til at styrke adgangen til et aktivt friluftsliv – i byerne såvel som det åbne land.

 

Tværkommunalt samarbejde

Friluftslivet foregår på en række områder på tværs af kommunegrænser, og for at løfte de store muligheder i potentialet prioriterer kommunalbestyrelsen, at en del af udviklingsarbejdet sker i samarbejde med andre kommuner, statslige myndigheder, interesseorganisationer, private lodsejere, private fonde, investorer mv. Det drejer sig blandt andet om samarbejder med Geopark det Sydfynske Øhav I/S, Havørred Fyn, Destination Fyn, Naturstyrelsen, Friluftsrådet og mange flere vigtige samarbejdspartnere.

Samarbejderne sætter fokus på udviklingen af faciliteter, formidling, oplevelsesmuligheder, stier, certificeringer og meget mere.