Turisme og Fritid

Turisme er en vigtig og voksende del af det samlede erhvervsliv i Svendborg Kommune. Vi ønsker at understøtte turismens vækst og sikre gode rammebetingelser for turisterhvervets udviklingsmuligheder. Alt tyder på, at oplevelsesøkonomien, herunder turismen, vil få væsentligt, stigende økonomisk betydning i samfundet de kommende år. I Svendborg er der ca. 1260 turismeskabte jobs. Turismen bidrager til omsætningen hos de erhvervsdrivende inden for både oplevelseserhvervet, restaurationerne og detailhandlen. Turismetiltag gavner desuden bosætning og fastholdelse af tilflyttere, når de gennem kreative og inspirerende oplevelser i deres nærområde får optimale rammer for at udfolde det gode liv og samtidig tilbyde fremragende værtskab til nye besøgende.

Kommunalbestyrelsens satsning på turisme som vækstområde betyder, at Svendborgs rolle som turistkraftcenter på Sydfyn skal opgraderes og særligt med henblik på udbygning af helårsturismen. Det kræver  varierede overnatningstilbud og oplevelser, der er attraktive i al slags vejr. Kommuneplanen for turisme og fritid fastlægger, hvor der kan ske udbygning med ferie- og fritidsanlæg i form af fx sommerhusområder, campingpladser, feriecentre, golfbaner, lystbådehavne, forlystelsesparker mv. Kommuneplanens afsnit om de forskellige overnatningstyper og fritidsanlæg indeholder bestemmelser om både udvidelsesmuligheder og nyetablering af overnatning eller oplevelsesmuligheder. Oplevelsesmulighederne langs vores kyster er særligt attraktive. Her er det dog vigtigt, at vi samtidigt varetager udviklingen under hensyn til kystlandskabet og naturen, da netop landskabet og naturen er en essentiel brik i udviklingspotentialet.

Rammerne om det gode liv er i fokus. I Svendborg Kommune har vi en lang tradition for idræts- og friluftsliv – både gennem foreningslivet og under selvorganiserede former.  Friluftslivet og adgangen til nærrekreative områder spiller en stor rolle for dem, der bor i Svendborg Kommune, og det er samtidig et af vores bedste kort, når det handler om at tiltrække og fastholde tilflyttere - og turister. Derfor er mulighederne for at udfolde sig i naturen væsentlige, når vi udvikler vores byer og små lokalsamfund. 

Temaet Turisme og Fritid omhandler derfor også målsætninger og retningslinjer ift. aktiviteter og anlæg, som retter sig mod borgerens fritidsliv i foreningsregi og den selvorganiserede rekreative benyttelse af natur, landskaber og byrum.