Gudme Dødis- og Morænelandskab

Nøglekarakter

Bølget til bakket landsbrugsland, hvor megen og tæt bevoksning samt tætliggende husmandssteder og smågårde skaber et småskala landskab med lukkede rum, som dog brydes af lange kig henover landskabet, primært i tilknytning til områdets mange lavbundsområder.

7.2.16.1 Områder hvor der skal ske en tilpasning

Hele området med undtagelse af Sortemose – 16.M1
Området er generelt forholdsvist robust overfor ændringer og områdets megen bevoksning giver gode muligheder for afskærmning af nyt byggeri. Dog skal hensynet til områdets lille skala og ret uforstyrrede fremtoning inddrages i vurderingen af nye tiltag. Endvidere skal der tages højde for de stedvist lange kig over landskabet. Vedligeholdelse af landskabets eksisterende karakter skal således ske ved følgende hensyn:

  • Nyt og industrielt præget byggeri nedtones ved dets terrænmæssige placering (lavt i terræn) og etablering af skærmende beplantning bestående af løv.
  • Nyt byggeri placeres således at det indpasses i områdets grønne karakter.
  • Nyt byggeri placeres således at det ikke dominerer områdets lille skala, hvilket kan sikres ved at undgå højt byggeri, som ikke lader sig underordne områdets bevoksning.
  • De lange kig henover landskabet friholdes for markante påvirkninger fra stort byggeri og tekniske anlæg.
  • Landsbyernes grønne rande vedligeholdes.
  • Landsbyerne Brudager og Albjergs landskabelige kontekst og deres struktur vedligeholdes.
  • Området er robust i forhold til ny skov, dog ikke i umiddelbar tilknytning til landsbyerne, hvilket vil bryde den landskabelige kontekst, de ligger i.

Sortemose – 16.M2
Områdets åbne og enkle karakter giver området en vis robusthed i forhold til nye anlæg med en enkel fremtoning. Samtidig vil den åbne karakter give en højere grad af visuel eksponering af nye tiltag. Området rummer ikke samme mulighed for at ”pakke” nye anlæg ind, som den øvrige del af karakterområdet.

  • Området skal friholdes for nye elementer, som vil bryde områdets enkle karakter og bebyggelses- og hegnsstruktur på den nordlige moræneskråning.
Statisk kort

Landskabskarakteren

Landskabskarakteren er især betinget af det bølgede til småbakkede terræn, som brydes af lavtliggende og flade vådområder, med megen bevoksning i form af kraftige levende hegn, krat i de lavtliggende vådområder, beplantninger omkring bebyggelsen og tætte og høje hæklignende beplantninger langs vejene. Området er endvidere tæt bebygget med mange husmandssteder, som ligger samlet i enklaver tæt omkring vejene, enkelte smågårde, hvoraf enkelte ligger trukket lidt væk fra vejene samt en række større og mindre landsbyer.

Terrænet, den megen bevoksning og bebyggelse skaber et varieret, småskala landskab hvor lukkede rum afløses af stedvise og lange kig henover de lavtliggende vådområder og det bagvedliggende morænelandskab.

I områdets vestlige del ligger Sortemose som en stor, drænet og opdyrket flade kun brudt af enkelte levende hegn og kratbevoksninger. Skalaen i dette landskab er middel og landskabet fremstår enkelt. Den overordnede rumlige afgrænsning af landskabsrummet omkring Sortemose mod nord er, i modsætning til de øvrige kig over områdets vådområder, veldefineret af morænebakken vest for Lakkendrup samt Dyrehaveskov.

Området er overordnet set uforstyrret og roligt.