Kommuneplanen skal varetage fiskeriets erhvervsinteresser og samtidigt tage hensyn til natur, miljø, kulturarv samt ønsket om udvikling i landdistrikterne.
Afsnittet omfatter retningslinjer for det primære fiskeri, forskellige akvakulturer og rekreativt fiskeri.
Det er Kommunalbestyrelsens mål, at:
- der skal være et alsidigt og bæredygtigt fiskeri i havet omkring Svendborg Kommune til gavn for erhvervsfiskeriet, bierhvervsfiskeriet og det rekreative fiskeri for både borgere og turister,
- produktion af skaldyr i opdrætsanlæg udvikles, uden at det belaster vandmiljøet, naturinteresser eller rekreative interesser.
2.3.4 Fiskeri og akvakultur
- Opdrætsanlæg for skaldyr og alger kan etableres, såfremt det kan sikres, at det ikke belaster havmiljøet.
- Havbrug eller saltvandsbaserede indpumpningsanlæg kan etableres eller udvides, hvor en konkret vurdering viser, at produktionen alene, eventuelt i kombination med andre kilder, kan foregå, uden at omgivelserne belastes.
- Belastningen af omgivelserne må ikke være uforenelig med hensynet til det pågældende vandområdes kvalitetsmålsætning og ikke bidrage til en generel forringelse af tilstanden af det pågældende vandområde eller de tilstødende vandområder.
- Eksisterende havnefaciliteter for erhvervs- og fritidsfiskeri skal så vidt muligt bibeholde.
- Der bør som udgangspunkt ikke etableres dambrug i vandløbene i Svendborg Kommune af hensyn til vandløbskvaliteten.
- Det rekreative fiskeri og turisterhverv støttes ved fortsat samarbejde med Havørred Fyn og øvrige kommuner på Fyn og Øer.
Erhvervsfiskeri og havne
Fiskeriet i Svendborg drives i dag primært som bierhverv.
Der er sparsomme havnefaciliteter for erhvervsfiskeri i Lundeborg og Svendborg Havn.
Det kystnære erhvervsfiskeri har i de seneste år været i tilbagegang og er i dag meget begrænset i Svendborgs farvande.
Antallet af erhvervsfiskere i området er faldet som følge af en lille fiskebestand og reducerede fiskekvoter.
Ifølge data fra Fiskeristyrelsen blev der i år 2019 landet 54 ton fisk og skaldyr i Svendborg Kommune mod 209 ton i 2000. Fiskene landes primært i Lundeborg, en mindre del i Svendborg og små mængder på Hjortø og Thurø samt i Troense, Rantzausminde, Skovballe og på Vemmenæs.
Hovedfangsten i Lundeborg er rødspætte, skrubbe, ising, torsk og tunge, hvor der i Svendborg havn landes lidt rejer samt skrubbe, ising, hornfisk og ål. På øerne er hovedfangsten ål, fladfisk og rejer.
Kommunalbestyrelsen ønsker, at tilstanden i havområderne bliver så god, at der igen bliver grundlag for et bæredygtigt fiskeri også efter bundlevende fisk.
Akvakulturer
Der er ingen opdrætsanlæg, dambrug, saltvandsdambrug eller havbrug i Svendborg Kommunes vandløb eller farvande.
Definitioner
• Akvakultur er opdræt af alle former for fisk, skaldyr, alger mv. i åbne og lukkede systemer ved vandløb, i søer og i havet.
• Opdrætsanlæg er anlæg til opdræt af skaldyr/alger i havet uden tilførsel af foder.
• Saltvandsdambrug er anlæg på land til opdræt af fisk og skaldyr, der er baseret på indpumpning af saltvand fra havet, og hvor der tilføres foder og medicin.
• Dambrug er anlæg ved vandløb til opdræt af fisk, hvor der tilføres foder og medicin.
Rekreativt fiskeri
Ejeren af bredden har fiskeretten i vandløb og søer. Fiskeretten kan dog være givet/udlejet til andre, for eksempel til private eller til en sportsfiskerforening. Medlemskab af Svendborg Sportsfiskerforening giver således adgang til fiskeri på i alt 10 kilometer fiskevand i Stokkebækken og Syltemade Å men også i Odense Å-sammenslutningens mange vandløb.
For at sikre adgang til naturen og rekreative muligheder for borgere og turister har Svendborg Kommune frigivet fiskeretten til offentligheden i de søer, hvor kommunen har fiskeret. Det drejer sig om en del af Ollerup Sø samt de to søer ved henholdsvis Stevneskov og Stevnehus i Svendborg bys østlige del.
I to søer i grusgravsområdet syd for Øster Skerninge er der etableret "put and take" fiskeri. Søerne er på henholdsvis 4 og 13 hektar. Her lever flere naturligt hjemmehørende fiskearter, men der er også udsat mere eksotiske fisk som regnbueørred, malle, karpe samt stør.
Havørred Fyn
Svendborg Kommune deltager sammen med de øvrige kommuner på Fyn og øer i projekt Havørred Fyn, et miljø- og erhvervsfremmeprojekt, der sigter mod at tiltrække lystfiskere fra hele Europa.
Projektet består af tre dele: Opdræt og udsætninger af ørreder, vandløbsrestaurering og markedsføring af det rekreative fiskeri. Tiltagene er med til at profilere Svendborg og Fyn som en spændende turistdestination, en grøn ø og et kystfiskeri efter havørred i særklasse.
Kommunalbestyrelsen ønsker at støtte de rekreative interesser i fiskeri og turisterhverv. Svendborg Kommune vil fortsat deltage i og videreudvikle projektet Havørred Fyn sammen med de øvrige kommuner på Fyn og Øer.
Havørred Fyn-projektet har skabt omsætning og arbejdspladser i kystområderne især forår og efterår, hvor antallet af turister ellers er lavt. På årsplan genererer projektet således minimum 55.000 overnatninger fra havørredfiskende turister.
Undersøgelser fra 2008 viser, at lystfiskerturister gennemsnitligt bruger ca. 600 kr. i døgnet, hvilket er 150 kr. mere i døgnet end øvrige turister.
Projektet bidrager ifølge en evaluering fra 2013 således med en årlig omsætning på 50-58 mio. kroner på Fyn, Ærø og Langeland, og har skabt minimum 38 fuldtidsstillinger.
Læs mere om projektet på seatrout.dk