Social, ældre og sundhed

Social, Ældre og Sundhed dækker en stor del af kommunens borgernære kerneopgaver, og har en betydelig vægt i forhold til kommunens boligudbud og servicefunktioner. F.eks. skal der være plejecentre til borgere, der af fysiske eller psykiske årsager ikke længere kan bo i eget hjem. Og dagcentrene til pensionister med et aktivitetsbehov, træningsbehov, brug for at styrke det sociale netværk samt aflastning af ægtefælle.

Inden for det sociale område er der fokus på borgere med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, som har behov for "skæve" boliger.

Det er kommunalbestyrelsens mål, at:

  • der skal tilbydes et varieret udbud af boliger og aktivitets- og samværsstilbud samt beskæftigelsestilbud, der tilgodeser behovet for alle målgrupper i alle områder,
  • Gennem årlige bolighandlingsplaner arbejdes der på at have de rette boliger til de forskellige målgrupper og være på forkant i forhold til udvikling i bl.a. den demografiske sammensætning, efterspørgsel og behov.
  • om nødvendigt justere antallet af boliger til plejekrævende ældre over en årrække for at imødekomme den demografiske udvikling,
  • der fortsat fokuseres på tilgængelighed til og i offentlige bygninger, gader, pladser, parker og øvrige anlæg,
  • understøtte borgere i udsatte positioner, så de får mulighed for at leve en tilværelse så tæt på egne idealer som muligt, med tilbud om adgang til sociale og sundhedsmæssige hjælpeforanstaltninger.
  • der skal være et bredt tilbud af aktiviteter til borgere uanset funktionsniveau.

1.7.1 Social, ældre og sundhed

  • Bolighandlingsplanerne på henholdsvis ældre- og socialområdet er principielle og retningsgivende for de boligmæssige initiativer inden for området.

Socialafdelingen har dag- og botilbud geografisk spredt i kommunen samt behandlingstilbud og forsorgscenter. Svendborg Kommunes socialafdeling har desuden anvisningsret til 120 boliger, der ejes af Svendborg Kommune. Boligerne benyttes fortrinsvist til boligløse borgere.

Ældreområdet har anvisningsret til forskellige typer boliger ejet af Svendborg Kommune eller boligselskaber. Det drejer sig om ældreboliger i tilknytning til et plejecenter, ældreboliger uden tilknytning til et plejecenter, pleje- eller demensboliger og gæsteboliger. Ældreområdet har i alt anvisningsret til ca. 1.000 boliger.

Serviceloven fastsætter, at kommunen skal tilbyde ældre med behov for hjælp og pleje en bolig, hvor disse behov kan imødekommes.

Den demografiske udvikling, konsekvenser af det nære sundhedsvæsen, sund aldring og pladsgarantien bevirker til, at der er fortløbende skal være fokus på have den rette sammensætning af pleje- og demens- samt gæsteboliger.

Borgere med betydelig nedsat fysik eller psykisk funktionsevne og borgere med særlige sociale problemer skal tilbydes egnede boliger samt tilbydes aktivitets- og samværstilbud og beskæftigelsestilbud.

En række borgere har vanskeligt ved at opsøge relevante kommunale instanser, hvorfor kommunen skal være opsøgende over for denne gruppe. Hertil anvendes eksempelvis diverse midlertidige eller permanente opholdssteder for misbrugere.

 

Relevante politikker for den fysiske planlægning

Der er udarbejdet en række politikker inden for Social, Ældre og Sundhed:

Handicappolitik
I henhold til Svendborg Kommunes handicappolitik skal der tilbydes en bred vifte af botilbud, aktivitets- og samværs- og beskæftigelsestilbud til målgrupperne.

Politik for socialt udsatte borgere
I Svendborg Kommunes Politik for socialt udsatte borgere er de overordnede mål at fremme adgang til alle ressourcer, rettigheder, goder og tjenesteydelser herunder også boliger og beskæftigelse samt at forebygge risici for social udstødelse og at hjælpe sårbare grupper.