Børn, unge og uddannelse

Vi har fokus på at udvikle en stærk praksis, der understøtter trivsel, læring og dannelse. En fremtid med sunde og stærke fællesskaber for alle børn og unge, med styrket inddragelse og børn, unge og forældre og med mangfoldige og alsidige læringsmiljøer, der giver endnu flere børn og unge muligheder for at deltage i de almene læringsmiljøer. Alt sammen understøttet af stærkt tværgående samarbejde. 

Svendborgs særkender i form af det maritime, kultur og bevægelse og de gode uddannelsesmiljøer afspejler sig i tilbuddene til børn og unge. Her er dagtilbud, skoler og fritidstilbud, der rummer både udfordrende og stimulerende læringsmiljøer og stærke fællesskaber med deltagelsesmuligheder for alle. Svendborg markerer sig som en aktiv uddannelseskommune med fokus på livslang læring og en bred vifte af attraktive uddannelser samt et godt og varieret skole− og fritidsmiljø. Der arbejdes løbende på at udvikle og styrke samarbejde og overgange mellem de kommunale skoler og ungdomsuddannelserne.

Det er kommunalbestyrelsens mål at:

  • alle børn og unge har de bedste forudsætninger for at trives, og børn har tid til at være børn og til at lege
  • alle børn og unge har de bedst mulige forudsætninger for læring og håndtering af det, som livet byder på
  • alle børn og unge dannes som hele mennesker, der har forudsætninger og muligheder for at indgå i både små og store fællesskaber

1.7.1 Børn, unge og uddannelse

  • Skoler og andre institutioner må ikke lukkes inde med byvækst, så fremtidige udvidelsesmuligheder fjernes
  • Planlægning og dimensionering af den fysiske kapacitet i dagtilbud og skoler tager afsæt i prognoser for børnetal og elevtal. Prognoserne dækker en flerårig periode og justeres løbende.

Dagtilbud

Dagtilbudsområdet består af 27 kommunale børnehuse, som er organiseret i fire områder, og Dagplejen som dækker hele kommunen. Herudover består dagtilbudsområdet af tre selvejende dagtilbud, otte private dagtilbud, private pasningsordninger, fleksible pasningsordninger og private tilskudsordninger. Svendborg Kommune visiterer børn til kommunale og selvejende børnehuse og dagplejegrupper.

I Svendborg Kommune kan alle børn i alderen 0-5 år gå i et alment dagtilbud.

Udviklingen i antallet af 0-5-årige i Svendborg Kommune følger udviklingen i antallet af 0-5-årige i hele landet, regionen og sammenlignelige kommuner, men at udviklingen har været betydelig mere markant i både opad og nedadgående retning

Svendborg Kommune forventes der et betydeligt antal ledige dagpleje- og
vuggestuepladser i perioden 2025-2028. Der forventes ledige dagpleje- og vuggestuepladser i alle skoledistrikter bortset fra i Issøskolens distrikt i 2025 og i Stokkebækskolens distrikt i perioden 2026-2028.

 

Samlet for Svendborg Kommune forventes der ledige børnehavepladser i perioden 2025-2028. Der forventes ledige børnehavepladser i alle skoledistrikter.

Statisk kort

Skoler og uddannelse

Skoler

Svendborg Kommune har 12 folkeskoler, heraf en 1 specialskole for børn med særlige behov. Derudover har vi 1 heldagsskole hørende under Vestermarkskolen og 6 frie grundskoler.

Antal skolesøgende børn ligger i 2024 på omkring 7300 elever.

Fremskrivning af antal elever og antal klasser for folkeskoler i Svendborg Kommune.
Indekstal hvor skoleåret 2023/24 = indeks 100.

Statisk kort

Mangfoldige læringsmiljøer

Svendborg Kommune er optaget af at skabe læringsmiljøer til de børn, der nu engang er. Det vil sige, at vi har læringsmiljøer, der afspejler børns forskellige behov og tilgange til læring. Og det vil sige, at vi tilbyder en skoledag, hvor der er højt til loftet og plads til forskellige måder at lære på.

Mangfoldige læringsmiljøer er ikke en bestemt pædagogisk tilgang eller et koncept. Det er en beskrivelse af, hvor vi gerne vil hen, og hvad der skal kendetegne processen, men den enkelte skole, skal finde sin egen vej. Skolerne udvikler, sammen med pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR), på hver deres måde mangfoldige læringsmiljøer. Det vil fx sige muligheden for at komme på et lille hold, anderledes indretning af lokalerne, variation og bevægelse, praksisnær undervisning, flere voksne omkring elever med særlige behov, lærere/pædagoger med særlige (specialpædagogiske) kompetencer, fokus på klasseledelse og arbejdet med relationer.

 

Udskolingslinjer 7. – 9. klasse

Svendborg Kommune har fem udskolingslinjer med særligt fokus, linjer der kan vælges af alle elever på tværs af kommunens skoler.

Sciencelinjen er placeret på Tåsingeskolen og er en linje som udbydes til elever med en særlig stor interesse og motivation for at arbejde med og udforske det naturfaglige område. Sciencelinjens læringsmetoder tager udgangspunkt i en undersøgende, eksperimenterende og problemløsende tilgang.

Verdenslinjen er placeret på Rantzausminde Skole, og det er en linje, som udbydes til elever, ​​​​​der gerne vil opleve og tage del i verden, både i og uden for klasselokalet.

Sportsklassen er placeret på Nymarksskolen og er en linje for elever med særligt talent inden for sport. Outdoorlinjen er placeret på Stokkebækskolen afdeling Gudme, og er en linje for elever der ønsker en aktiv og varieret skoledag. Undervisningen foregår skiftevis i naturen og på besøg hos samarbejdspartnere, virksomheder, ungdomsuddannelser og i klasselokalet. Erhvervslinjen er placeret på Vestermarkskolen og er en linje for elever med særlig interesse for praktiske forløb i samarbejde med erhvervsuddannelser og udvidet praktisk hos virksomheder.

 

Den åbne skole og variation i skoledagen

I den åbne skole arbejdes både med kortere forløb og med længevarende samarbejdsaftaler mellem skoler og eksterne aktører. Yderligere har vi centralt organiserede samarbejder, eksempelvis idrætsaftaler med GOG, Rabbits og SG omkring skolebesøg og faste store samarbejder med kulturområdet som årlig børnekunstudstilling og kulturuge. Vi har en særlig indsats omkring skole-virksomhedsadoptioner, herunder projektet ”Flere varme hænder i Svendborg”, hvor flere af kommunens plejecentre adopterer en skoleklasse.

 

Idræt

Alle folkeskoler i Svendborg Kommune er idrætsskoler, hvor alle elever i 0.-6. klasse har 6 lektioners idræt om ugen. Indsatser har forskning fra SDU tilknyttet.

I Svendborg Kommunes samarbejdsaftale med Team Danmark er det en forudsætning, at der etableres et idrætsspecifikt tilbud for 7.-9. klasse. I Svendborg Kommune kaldes tilbuddet for Sportsklasser. Der er oprettet sportsklasser på 7.- 9. klassetrin med en placering på Nymarkskolen, klasserne har fungeret siden 2014 med stor søgning alle år.

 

LOMA - Lokal mad og Haver til maver

LOMA står for Lokal Mad og er et kommunalt projekt i samarbejde med University College Lillebælt (UCL) og Aalborg Universitet. I Svendborg er Nymarkskolen LOMA-skole.

 

Natur- og Miljøskolen og Sejl- og Friluftscenteret

Skolerne i Svendborg har adgang til attraktive alternative læringsmiljøer.

Natur- og Miljøskolen i Svendborg er et gratis undervisningstilbud, som alle skoler kan benytte sig af. Natur- og Miljøskolen har mange forskellige muligheder for undervisningsforløb i naturen for alle klassetrin, og man kan som skoleklasse regne med at komme på Natur- og Miljøskolen én gang om året.

Sejl- og Friluftscenteret er beliggende på Thurø, med arealer til Thurøbund, hvor sejladsaktiviteterne foregår. Formålet med centret er at give børn og unge mulighed for at møde det maritime liv og naturen omkring. Alle elever på 5. klassetrin kommer én gang årligt til en læringsdag på centeret. Udover det har skolerne faste dage med egne hold. Stedet bliver også brugt til lejrskoler og sammenrystningsture for nye klasser mv.

 

ForårsSFO

I Svendborg Kommune starter børn i forårsSFO pr. 1. april og indtil 1. august. ForårsSFO skal medvirke til, at børnene oplever en rød tråd og sammenhæng i overgangsarbejdet mellem dagtilbud og skole

ForårsSFO er et tredje pædagogisk tilbud, som hverken er børnehave eller skole. Det pædagogiske indhold i forårsSFO tager afsæt i de pædagogiske læreplaner, således at ForårsSFO bygger videre på børnehusenes arbejde samtidig med, at børnene gradvist introduceres til 0. klassernes læringsmiljøer.

Der er også forårsSFO på de frie og private grundskoler.

 

SFO og klubber

Det er kommunalbestyrelsens mål, at børn og unge i 0.-6. klasse har adgang til SFO eller fritidsklub i deres lokalområde.  Kommunen har forskellige fritidstilbud til de børn, der går i 0.-3. klasse og de børn, der går i 4.-6. klasse. For 0.-3. klasse tilbyder vi skolefritidsordning (SFO), mens vi for 4.-6. klasse har det vi kalder juniorklubber. Svendborg Kommune har 8 fritids- og klubtilbud for elever fra 4.-6. klasse, hvoraf de 7 er private ordninger oprettet på forældreinitiativ.

Juniorklubber er et fritidstilbud til de 10 til 14-årige (4.-6. klasse). For ældre skoleelever fra 7. klasse er der i Svendborg en ungdomsskole med et antal klubber.

 

Uddannelse

På Østre Kaj er Svendborgs uddannelsescentrum placeret – her ligger SIMAC og UCL forventes af stå færdig i 2026.

SIMAC udbyder tre uddannelsesretninger:

  • Maskinmesteruddannelsen
  • Skibsføreruddannelsen
  • Skibsofficersuddannelsen

 

Hos UCL, som frem til 2026 er placeret på Klostervænget, er det muligt at uddanne sig til:

  • Pædagog
  • Service- og oplevelsesøkonom
  • Sygeplejerske
  • Lærer (fra 2026)

 

Familier, børn og unge

Området for børn, unge og familier har fokus på udviklingsarbejdet med de børn og unge samt deres familie, der har et behov for en særlig støtte. Der arbejdes med en helhedsorienteret indsats, hvor forebyggelse, inddragelse og forankring til nærmiljøet er i fokus. Området samarbejder med barnet/den unge, familien, skoler og dagtilbud for i videst muligt omfang at sikre børnenes eller den unges trivsel, udvikling og læring.

Center for Børn, Unge og Familier (CBUF)  er udfører af  ydelser og tilbud til børn, unge og familier med særlige behov efter  Servicelovens §§ 11.3 og 52 og består af;

  • FamilieCentret tilbyder behandling og praktisk pædagogisk støtte til familier med børn under 18 år. FamilieCentret understøtter kontinuitet i opvæksten og arbejder for, at sikre barnet, den unges og familiens muligheder for udvikling og trivsel. 
  • Mødrehuset tilbyder et intensivt dagbehandlingsforløb for sårbare gravide og familier med spædbørn.
    Småbørnsteamet under Mødrehuset tilbyder en særlig tilrettelagt indsats overfor gravide og familier med spædbørn som et alternativ til døgnophold for familien.
  • Tankefuld tilbyder døgnophold og aflastning for børn og unge med vidtgående og varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
  • Skovsbovej er en døgninstitution for børn og unge med udviklingsvanskeligheder, adfærdsproblemer eller andre særlige vanskeligheder.

Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) har til formål at afdække, udvikle og forankre kompetencer hos mennesker med særlige behov og bringe kompetencerne i spil i kursisternes eget liv – både under og efter deres forløb/uddannelse. CSV består af undervisnings, fritids og botilbud til børn, unge og voksne med særlige behov herunder;

  • VSU der tilbyder undervisning til voksne med senhjerneskade, til voksne med sindslidelser, til voksne udviklingshæmmede og til voksne som er færdige med STU-undervisningen.
  • STU som er den 3 årige Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse, for unge med særlige behov, som er tilknyttet Svendborg, Langeland og Ærø Kommune.
  • Bykollegiet, et § 107 botilbud, der hovedsageligt er målrettet unge på den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU), som et kollegietilbud i tilknytning til den unges uddannelse.
  • Klubben, et fritids og aktivitetstilbud der henvender sig til unge, der er tilknyttet den særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse på CSV.

 

Svendborg Heldagsskole er Svendborg Kommunes heldagsskole til 7 – 18 årige børn og unge. Skolens behandlingstilbud retter sig almindeligvis mod elever med omfattende sociale- og følelsesmæssige vanskeligheder. Visitation til Svendborg Heldagsskole sker med udgangspunkt i en indstilling med vurderinger fra både PPR og Familieafdelingen.



Familieafdelingen Ungekontakten varetager myndighedsopgaven for unge i alderen 15-23 år. Denne afdeling omfatter desuden SSP, Åben Anonym Rådgivning og satspuljeprojektet ’En fremstrakt hånd’. Etableringen af en særskilt enhed for unge hænger lovgivningsmæssigt sammen med, at unge fra 15-års alderen i eksplicit grad får deres egen stemme. De skal således inddrages i sagsbehandlingen på lige fod med forældrene. I unge-teamet arbejdes der desuden målrettet med fokus på, at de unge skal i uddannelse og job og etablere en selvstændig voksentilværelse. Ved at medarbejderne kun har unge-sager forstærkes den faglige tilgang til arbejdet med unge også i relation til en eventuel overdragelse af den unges sag til voksenområdet.



Familieafdelingen Centrumpladsen varetager myndighedsopgaven for børn og unge i alderen 0 til 14 år, dog op til det 18 år i sager om børn og unge med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser.
På Centrumpladsen er den administrative understøttelse af både Familieafdelingen- Ungekontakten og Familieafdelingen- Centrumpladsen forankret.  Plejefamiliekonsulenterne og Fremskudte socialrådgivere er også forankret organisatorisk under Familieafdelingen Centrumpladsen.