Kommuneplanen er ikke umiddelbart bindende for den enkelte borger, men Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at arbejde for, at planen realiseres. Hovedstruktur, retningslinjer og rammer er bindende for Kommunalbestyrelsens planlægning og administrationens arbejde.
Planloven giver Kommunalbestyrelsen visse beføjelser til at administrere på grundlag af planen – herunder mulighed for at nedlægge forbud mod udstykning og bebyggelse i strid med rækkefølgeplanen i hovedstrukturen. Kommunalbestyrelsen kan også udstede forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse i strid med rammebestemmelserne.
Kommuneplanen er i sig selv ikke en tilladelse. Større bygge- og anlægsprojekter vil kræve lokalplan, byggetilladelse mm for at kunne realiseres. Kommuneplanen udgør grundlaget for den mere detaljerede lokalplanlægning og den konkrete sagsbehandling, som har den direkte retsvirkning for den enkelte. En lokalplan må ikke stride mod kommuneplanen, men den kan godt skærpe kommuneplanens rammebestemmelser, f.eks. gennem fastsættelse af lavere bebyggelsesprocenter, da kommuneplanen fastlægger den maksimale bebyggelsesprocent for planlægning.
Eksisterende byplanvedtægter, lokalplaner og servitutter er fortsat gældende, uanset hvad der står i kommuneplanen.