Lokalplanens baggrund
Rammelokalplan 349 blev vedtaget i 2005, og med den blev det aktuelle lokalplanområde udlagt til ”offentlige formål/by- og havnerum, café, toiletter og lignende, der knytter sig til områdets anvendelse.” Rammelokalplan 349 fastligger endvidere rammerne for den fremtidige trafik i området. Det førte blandt andet til anlæggelsen af en ny indføring af Nyborgvej over det tidligere godsbaneareal og en forenkling af trafikafviklingen omkring Havnegade og Toldbodvej. Herved blev Nordre Havnevej og den østligste del af Havnegade overflødiggjort og åbnede mulighed for et nyt byrum - en fremtidig havnepark.
Efter anlægget af Nyborgvejs tracé over godsbanearealet og nye indføring i Dronningemaen har området i en årrække ligget ubenyttet hen, hvorefter det er overgået til midlertidige rekreative formål, skatebane og legeplads. Området har siden gået under navnet ”Prøveparken”, idet de midlertidige aktiviteter blev set som en måde at afprøve forskellige mulige anvendelser af området.
Kort med stednavne. Lokalplanens afgrænsning er vist med rød.
Forud for en arkitektkonkurrence om klimatilpasning og byrum for et sammenhængende rekreativt forløb gennem hele havneområdet, kaldet Den Blå Kant, afholdtes der i 2017 en række borgermøder for at indkalde idéer til anvendelsen af Den Blå Kants forskellige delområder. Herunder også idéer til en fremtidig Havnepark.
Samtidig blev det klart, at Svendborg Vand og Affalds hovedpumpestation, som ligger ud til Nordre Kaj, var så nedslidt, at der var behov for en ny hovedpumpestation. Hovedpumpestationen på Svendborg Havn er i dag et knudepunkt i kommunens afløbssystem og er af vital betydning for Svendborg Spildevand. Alt spildevandet fra Svendborg by, det nærtliggende opland samt Skarø, Drejø og store del af Tåsinge løber igennem dette anlæg, hvilket er ca. 90% af spildevandet og fællesvandet i Svendborg Kommune. Fra hovedpumpestationen på Svendborg Havn pumpes spildevandet ca. 6 km videre til rensning på centralrenseanlægget Egsmade Renseanlæg.
De nuværende bygninger og spildevandsbassin som hører til hovedpumpestationen er fra 1977, de tre pumper er udskiftet i perioden og senest i 1999. Den eksisterende hovedpumpestation er ikke længere tidssvarende i forhold til krav til arbejdsmiljø og sikkerhed. Hovedpumpestationen har samtidig nået en alder hvor der jævnligt er behov for reparationer, hvilket både er forbundet med store udgifter og en udfordring i forhold til dens driftssikkerhed og kapacitet.
De to af de tre pumper skal være i drift hele tiden, mens det er muligt kortvarigt at sætte den tredje pumpe ud af drift i forbindelse med reparationer. Den tredje pumpe må dog kun være ude af drift i højst 24 timer, før end kapaciteten er brugt op og spildevandet vil løbe over og ud i havnebassinet. Hvis det regner i den periode vil overløbet ske tidligere. Alle disse forhold har over tid ført til at Vand og Affald har besluttet at bygge en moderne hovedpumpestation til erstatning af den gamle.
En ny hovedpumpestation vil ikke kunne etableres samme sted som den eksisterende, idet den gamle skal være i drift lige indtil ibrugtagningen af en ny. Da den nye hovedpumpestation blandt andet består af et bygningsværk over terræn, skal dette muliggøres gennem en lokalplan.
Vand og Affald forventer at påbegynde etableringen af den nye hovedpumpestation i efteråret 2022. Anlægsarbejdet vil i så fald falde sammen med, andre anlægsarbejder i området til det ny SIMAC og det Maritime erhvervshus.
Vinderforslaget fra arkitektkonkurrencen om Den Blå Kant indeholder udover en Havnepark en ny hovedpumpestation, udformet som en cylinder. Som led i den efterfølgende arkitektkonkurrence om det ny SIMAC blev placeringen af hovedpumpestationen genbesøgt, men fandt fortsat sin placering som et integreret element i Havneparken.
Illustration af en mulig indretning af havneparken fra Vinderforslaget fra arkitektkonkurrencen om Den Blå Kant (Effekt)
Svendborg Kommune og Vand og Affald ønsker, ligesom det blev illustreret i Vinderforslaget for Den Blå Kant, at en ny hovedpumpestation skal være et integreret element i en ny havnepark. En synliggørelse af håndtering af spildevand og overfladevand vil bidrage til en større forståelse af de udfordringer der er i fremtidens klimatilpasning. De muligheder lokalplanen giver for en ny havnepark afspejler ligeledes Vinderforslaget for Den Blå Kant.
Den konkrete indretning og disponering af havneparken er endnu ikke afklaret. Svendborg Kommune har påbegyndt en idéudvikling og forventer en bred interessent- og borgerinvolvering i hvordan havneparken skal indrettes og tage sig ud. Såfremt processen for udviklingen af havneparken skulle føre til et ønske om bygninger eller større konstruktioner placeret i havneparken, vil det være nødvendigt til den tid at udarbejde en ny lokalplan for parken.
Lokalplanens område
Lokalplanområdet ligger på Svendborg Havn midt i Svendborg by. Området udgør en helt central del af havnen, som forbinder Nordre Kajgade med Jessens Mole. Samtidig er der fra området en synlig forbindelse til bykernen.
Lokalplanområdet afgrænses af havnekanten mod øst, af de større veje Jessens Mole og Toldbodvej mod syd og vest. Den kulturhistoriske Toldbodsbygning definerer lokalplanafgrænsnings sydvestlige hjørne. Mod nord afgrænses lokalplanen af Godsbanearealet. Lokalplanområdet udgør et areal på ca. 8.500 m².
Kort med stednavne. Lokalplanens afgrænsning er vist med rød.
Lokalplanens område er en blanding af tidligere jernbane- og vejarealer og omfatter desuden byens tidligere rensningsanlæg, som siden 1980’erne har været anvendt som et underjordisk overløbsbassin. Området anvendes i dag til kaj-, vej- og parkeringsarealer, samt opholdsarealer under prøveparken som består af skaterramper, multibane, bænke, hængekøjer og enkelte legeredskaber. I den sydlige del af lokalplanens område ligger en mindre bygning til tekniske anlæg. Ved siden af er et mindre område som anvendes til affaldsgård for Svendborg Havn og Bendixens fiskehandel.
Fra Prøveparken set mod nordvest
Fra Prøveparken set mod sydvest
Mindre bygning til teknisk anlæg og affaldscontainere
Fra Prøveparken set mod syd
Fra Prøveparken set mod syd
Fra Jessens Mole set mod nordøst
Fra Nordre Kajkade det mod sydvest
Prøveparkens multibane
Fra Jessens Mole set mod nord med Toldboden i baggrunden
Dynamisk kort. Lokalplanens afgrænsning er vist med rød.