Om lokalplanen

Lokalplanens baggrund

På kortet ses afgrænsningen af lokalplanområdet. 

Lokalplanen udarbejdes efter ønske fra grundejer, der vil omdanne området fra æbleplantage til et fremtidigt boligområde i Troense. Æbleplantager og frugtavl har på Tåsinge og herunder Troense været et vigtigt erhverv og som har sat præg på mange områder på Tåsinge, hvor der er tydelige spor af æbleplantagerne. Frugtavlen blev rammesat af baronen af Valdemar Slot omkring 1750, og det er blandt andet herfra pæreskuder er kendt fra, da skipperne drog til storbyerne via deres skibe for at sælge frugten.

Lokalplanen skal sikre omdannelsen til et fremtidigt boligområde beliggende i et skrånende terræn med udsigt til Thurø Sund. Området ligger indenfor en del af matrikel nr. 91a, Nyby By, Bregninge og vil blive udstykket til mindre matrikler.

Området er udlagt som et boligområde i Kommuneplan 2021-2033, hvor der sættes krav til, at der skal planlægges for en kombination af tæt-lav og åben-lav boligbebyggelse. Dette krav skal sikre, at der opnås en variation i bebyggelsesstrukturen og boligudbuddet i Troense. Arealet, hvor der med lokalplanen gives mulighed for boligbyggeri, er i Kommuneplan 2021-2033 udpeget som en kategori 1 i boligrækkefølgeplanen. Det betyder, at der umiddelbart kan lokalplanlægges for boliger, hvorfor en udarbejdelse af lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens boligrækkefølgeplan.

 

Lokalplanens område

Lokalplanområdet er beliggende i udkanten af Troense by på Tåsinge, og lokalplanområdet udgør et areal på ca. 2,3 ha. Lokalplanområdet er beliggende i landzone, men med lokalplanens vedtagelse vil området få status af byzone. Der er gennem de senere år sket en gradvis udvidelse af Troense ud i det åbne land. Lokalplanområdet har frem til nu fremstået som en af de tilbageværende æbleplantager, der har kendetegnet området omkring Troense gennem mange år. 

Matrikel nr. 91, Nyby By, Bregninge indeholder en helårsbolig der ligger nord for lokalplanområdet i et område udlagt til byzone. Ved lokalplanens realisering vil boligen, der ligger nord for Gammel Nybyvej, blive frastykket og den frastykket del vil ikke være omfattet af denne lokalplan. I midten af lokalplanområdet ligger en eksisterende helårsbolig på matrikel nr. 106, Nyby By, Bregninge, som vil blive omfatter af denne lokalplan, da området her skal skifte status fra landzone til byzone.

I nærområdet mod syd afgrænses området af et fredet jord- og stendige og marker på den anden side. Mod vest ligger to parceller og den kommunale vej Gammel Nybyvej, der forbinder Gammel Nyby med udkanten af Troense. Nord for lokalplanområdet ligger et ældre parcelhuskvarter samt tæt-lav boligbebyggelse.

Mod øst grænser området op til det nyere boligområde Ydunshave, som består af parcelhuse og tæt-lav boligbebyggelse i 2 etager. 

Dronefoto set mod øst. Æbletræerne ses først i billedet med udsigt mod boligområdet Ydunshave og Thurø Sund. Den østlige del af lokalplanområdet er synligt og markeret med rødt

Det skrående terræn er her synliggjort med de tværgående højdekurver. Området er stærkt skrående mod øst. 

Hele lokalplanområdet er stærkt skrånede mod øst og med et mere jævnt plan mod vest. Specielt ned mod Ydunshave er terrænet stærkt skrånende. Hele terrænet falder fra kote 26,50 i den vestlige ende til kote 12.50 i den østlige ende, når man ser bort fra den smalle vej/sti mod nordøst. Faldet sker på en strækning på ca. 215 m. Det skrånende terræn vil have betydning for udbygningen af området samt håndteringen af overfladevandet, så det ikke ledes til nabogrunde.

Foto der viser det skrånende terræn, til højre kan ses det bevaringsværdige dige. Foto taget mod øst.

 

loading image
Henter kort...
static-map

Oversigtskort over lokalplanområdet (kortet er dynamisk i den digitale lokalplan).