Om lokalplanen

Lokalplanens baggrund

Svendborg Kommune har det seneste år oplevet en stigning i antallet af 0-5-årige. Stigningen skyldes en betydelig nettotilflytning af familier med 0-5-årige børn, og at der et født flere børn i 2021 end tidligere år.

For at Svendborg Kommune fortsat kan imødekomme pladsgarantien, og for at det som hovedregel fortsat skal være muligt at tilbyde dagtilbudspladser på Thurø til børn bosiddende på Thurø, blev der i budgetforlig 2022 afsat et anlægsbudget til at etablere et nyt børnehus på Thurø med ca. 14 vuggestuepladser, 100 børnehavepladser og heldagslegestue til dagplejere på Thurø

Med etablering af et nyt børnehus på Thurø vil der være to selvstændige børnehuse på Thurø under dagtilbuddet Østerdalen med samlet 34 vuggestuepladser, 185 børnehavepladser og heldagslegestue til dagplejere på Thurø. Det nuværende børnehus på Bergmannsvej nedlægges, når den nye daginstitution tages i brug. 

I februar 2022 var der 145 indmeldte 0-5-årige på Thurø. Ud af 145 børn har 135 børn adresse på Thurø, det vil sige at 93 pct. af de indmeldte børn i det nye børnehus har adresse på Thurø. Dette understreger behovet for flere daginstitutionspladser lokalt på Thurø. 

I budgetforlig 2022 blev der peget på en mulig placering af et nyt børnehus på matr. 4h, Thurø By, Thurø. Området er ejet af Svendborg Kommune, og indgår som en del af det samlede rekreative område ved Thurø Hallen. Ønsket er at skabe et moderne børnehus, der kan sammentænkes  med omgivelserne, og hvor de udendørslæringsmiljøer kan anvendes som et aktiv for det tilstødende rekreative område og resten af lokalområdet. 

Lokalplanen udarbejdes i tilknytning til et kommuneplantillæg, der skal sikre det nødvendige plangrundlag for realiseringen af det nye børnehus. 

Lokalplanens område

Lokalplanens område ligger ved ankomsten til Thurø og udgør en del af et større kommunalt ejet areal, der idag er udlagt og anvendes til rekreative formål i form sports - og idrætsplads.

Lokalplanområdet omfatter en del af matrikel 4h, Thurø By, Thurø, og er beliggende i byzone. 

Lokalplanområdets placering i lokalområdet

Lokalplanområdet ligger i forlængelse af et større rekreativt området, der idag anvendes af en lang række foreninger, herunder Thurø Boldklub, Thurø Gymnastikforening mv. Der er skabt en sammenslutning af de forskellige lokale foreninger i lokalområdet, under navnet Øhavets Bevægelsescenter, med det formål at skabe et spændende nærmiljø på tværs af aktiviteter, foreninger, generationer og niveau. 

Det rekreative område indeholder idag Thurø Hallen, klubhuse, boldbaner, et grønt område i form af en tidligere æbleplantage, parkering og tekniske anlæg i form af antennemaster mv. 

Luftfoto med anvisning af placering af det nye børnehus, samt de af eksisterende funktioner i området. 

Lokalplanområdet er beliggende i den nordlige del af det rekreative område, grænsende optil det grønne hegn langs Eriksholmsvej. Mod syd grænser lokalplanområdet op til eksisterende  boldbaner, mod vest grænser lokalplanområdet optil Rønnebærvænget og det tilstødende villakvarter, mens lokalplanområdet mod øst grænser optil til en mindre privat andelsboligforening. Langs det grønne hegn ved Eriksholmsvej er en eksisterende stiforbindelse for bløde trafikanter. 

 

Andelsboligforeningen mod øst

 

Grundejerforeningen Eriksholm mod vest

 

Rekreativt område mod syd

Lokalplanområdet udgør godt 7600 m2 og anvendes ikke idag til idrætsaktiviteter. Området henligger med græs, og anvendes primært som genvej for bløde trafikanter. Området har et  terrænspring på ca. 1 m mod de tilstødende boldbaner, hvilket har betydet at området ikke har kunne anvendes til boldbaner, uden en større terrænregulering. 

Afgrænsning af lokalplanområdet

Området bliver lokalt omtalt som cirkuspladsen, da det tidligere var her der blev afholdt cirkus på Thurø.