Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 1976 af 27/10/2021 indebærer, at offentlige myndigheder skal foretage en miljøvurdering af planer og programmer, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Der er for en række planer og programmer pligt til at foretage en miljøvurdering, mens der for andre planer og programmer først skal foretages en screening, for at finde ud af om planen eller projektet kan have en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor skal miljøvurderes.
Svendborg Kommune har i henhold til § 8, stk. 2, jævnfør LBK nr. 1976 af 27/10/2021, gennemført en miljøscreening, idet planen omhandler fysisk planlægning, fastsætter arealanvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.
På baggrund af en screening konkluderes følgende:
By- og kulturmiljø
Lokalplanen ændrer ikke på områdets nuværende anvendelse som offentligt område, der i dag anvendes som havnepark (prøveparken) med mulighed for ophold og fysik udfoldende i form af legeplads, boldspil, skate, café og toiletter. Derudover udlægges et område til en ny hovedpumpestation som kan have et bygningsværk på terræn.
Lokalplanen fastsætter bestemmelser om hvordan pumpestationens bygningsværk skal indpasses i havneparken. Den indpasses via dens skulpturelle karakter og bliver på den måde en installation i havneparken, som i sin arkitektur samtidig er en fortolkning af dens funktion.
Den bevaringsværdige Toldbodsbygning, som støder op til lokalplanområdet, vil forsat være fremtræde dominerende. Udover hovedpumpestationen må der opføres tre mindre bygninger, disse må ikke placeres i sigtelinjen til hovedpumpestationen. Disses bygningers mindre størrelse og krav til deres placering tilgodeser ligeledes kulturmiljø hensynene. Lokalplanen stiller krav om at de eksisterende jernbaneskinner skal bevares eller fortolkes ind i en ny belægning.
Landskab
Lokalplanområdet skal fortsat anvendes som et offentligt område i form af en havnepark. Det forhold vurderes ikke at ændre på den måde området vi påvirke modstående kyster samt kystlinjen. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan opføres et større overjordisk bygningsværk til en hovedpumpestation. Umiddelbart nord og øst for den nye hovedpumpestation ligger mindre bygninger i 1-1½ etage. I en lidt større afstand syd for ligger den imponerende Toldbod med et stort volumen. Den igangværende udvikling på Nordre Kaj, med opførelsen af SIMAC og Svendborg Maritime Erhvervspark mv i op til 5 etager ændrer imidlertid områdets nuværende åbenhed. Dertil kommer endnu ikke besluttede planer for Godsbanearealet som peger i retning af en sammenhængende, men lidt lavere og mere åben boligbebyggelse end facadebebyggelsen ud mod Nordre kaj. Set i lyset af samspillet mellem de betydelige volumener langs Nordre Kaj og de bevarede mindre bygninger, så som Den Blå Lagune og Havnearbejdernes Hus, vil pumpestationens højde og drøjde repræsentere en mellemproportional, som ikke i sig selv vil dominere den kommende havnefront, idet den også vil ligge ca. 35 m tilbagetrukket ift. kajkanten.
Natur og grønne områder
Lokalplanen påvirker ikke Natura 2000 områder, bilag IV-arter, §3 områder eller Grønt Danmarkskort.
Forurening
Lokalplanen giver ikke anledning til forurening. Lokalplanområdet er et offentligt byrum. Støj fra aktiviteter i havneparken i form af leg, fysisk aktivitet som f.eks. skate, boldspil og ophold forventes at variere afhængigt af årstider og vejr. Dermed udgør aktiviteterne i havneparken ikke en konstant støjbelastning. Der er ingen generelle støjgrænser i forhold til støj fra offentlige arealer. Udformningen og disponeringen af havneparken, herunder eventuelle lege-, skate- eller andre faciliteter til aktiv udfoldelse skal tilpasses, således at støjen fra anlægget begrænses mest muligt. Støjen vil variere alt efter hvilken placeringen i havneparken aktiviteterne gives, aktiviteternes udbredelse og haveparkens øvrige udformning. I forbindelse med projektering af den nye havnepark, skal der være en afvejning i forhold til aktiviteternes udbredelse herunder støj. De tilstødende naboarealer er rammelokalplanlagt til blandet bolig og erhverv, hvilket betyder at der på sigt kan komme boliger på de tilstødende arealer. I en kumulativ betragtning af støj, hvor alle områders aktiviteter betragtes samtidig, kan der opstå en situation, hvor naboområdernes vejledende støjgrænser (samlet støjbelastning) udfordres. Det er hensigtsmæssigt, at man i den endelige udformning af havneparkens rekreative arealer betragter skaterbanen som en regulerbar støjkilde i forhold til eksisterende boliger, der skal kunne overholde naboarealernes vejledende grænseværdier for virksomhedsstøj. I forbindelse med lokalplanlægning for eventuelt kommende boliger på naboarealer, skal det vurderes hvilken tilpasning af boligområdet der er nødvendig i forhold til aktiviteterne i havneparken.
Trafik
Lokalplanområdet forbeholdes primært fodgængere og cyklister. Der vil derfor komme bedre adgang for de bløde trafikanter.
Ved realisering af den nye havnepark vil der være begrænset adgang for offentligheden med bil. Lokalplanens sydlige område kan tilgås via Jessens Mole, hvor der må placeres offentlige parkeringspladser.
Befolkning
Lokalplanen giver ikke anledning til væsentlige luftforurenings-, lys-, skygge- og vindgener. I følge grænseværdierne må et offentligt område til park maks. støjpåvirkes med trafikstøj med 58 dB(A). Ved projekteringen af den fremtidige havnepark skal trafikstøjen i havneparken nedbringes til 58 dB(A). Det kan f.eks. være med en form for støjvæg langs med Toldbodvej, en forhøjet plint eller med terrænregulering. En realisering af lokalplanen vil fortsat give nærområdet men også oplandet og besøgende et byrum til socialt samvær, fordybelse og fysisk udfoldelse. En realisering af en ny havnepark vil ikke give væsentligt anderledes anvendelsesmuligheder fra hvordan området anvendes i dag. Derfor vurderes det at lokalplanen ikke vil give anledning til en væsentlig påvirkning af de nærmeste omgivelser. En fornyelse af havneparken forventes dog at tiltrække flere brugere og besøgende til området.
Konklusionen på miljøscreeningen er, at planen ikke har en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet i forhold til de kriterier, som fremgår af lovens bilag 3 samt i forhold til lovens brede miljøbegreb, jævnfør LBK nr. 1976 af 27/10/2021.
Kommunens screeningsafgørelse offentliggøres før den endelige vedtagelse af planen, jf. lovens § 33 og samtidig med annonceringen af planforslaget. Kommunen har vurderet, at der ikke har været behov for at inddrage eksterne myndigheder. Kommunens afgørelse om, at planen ikke skal miljøvurderes, kan påklages til Planklagenævnet, hvilket fremgår af annonceringen på kommunens hjemmeside.